Breaking Darkness

Nikolaj Kunsthals sakrale kirkerum bliver i udstillingen Breaking Darkness til en stedsspecifik iscenesættelse af Lars von Triers eksistentielle filmunivers med udgangspunkt i fem af hans film.

Europa, Breaking the Waves, Dancer in the Dark, Dogville og Melancholia præsenteres med film og lyd og gennem objekter og rekvisitter indhyllet i lys, mørke og stemning. 

Kirkens gamle spir, som er fast inventar i entréen, har nu fået selskab af en slags spejling, klokketårnet fra Dogville. Det er den første ud af en håndfuld filmrekvisitter, der er fordelt på udstillingen.

Iscenesættelsen af Dogville fortsætter meget passende helt øverst i bygningens loftrum. Her må man smyge sig op ad en gammel, indre vindeltrappe og dukke hovedet ligesom Nicole Kidmans Grace, der gemmer sig i byens mine i filmen. 

Efter entréen ligger nedre galleri, kunsthallens største rum og det eneste, hvor rekvisitter ledsages af objekter skabt til udstillingen.

Her hører Melancholia til, og nogle vil genkende filmens musik, som man lokkes ind i mørket af: Wagners storslåede opera Tristan og Isolde akkompagneret af en omsluttende buldren. Det mørklagte kirkerum er indhyllet i en let røg, der giver associationer til naturens dis.

Langbordet fra Justines bryllup giver associationer til den sidste nadver, og ved siden af finder man en forstørret rekonstruktion af den spinkle tipi, som persongalleriet søger tilflugt i ved selve jordens undergang. Rødder griber om den hule bryllupskjole (i filmen båret af Kirsten Dunst) og løber fra indersiden af kjolen, langs gulvet og helt op ad kirkens vægge. En gengivelse af et af de mange stills fra filmen hænger som blanke print i rummet.

Her er stille øko-horror, larmende melodrama og en subtil grundstemning af sublim gru.

For enden af kirkerummet troner den fiktive planet Melancholia, der i filmen har kurs mod Jorden og bliver dennes undergang. I udstillingen er den projekteret på et tekstil så tyndt, at billederne af planeten fortsætter gennem tekstilet og op på rummets loft og vægge. Og så let at det konstant bølger på en måde, der giver associationer til den udsøgte slowmotion, Trier gør brug af i flere af sine film.

De scenografiske greb i Breaking Darkness er stemningsfulde og indimellem filmiske i sig selv. 

Efter den storslåede begyndelse i nedre galleri er brudstykker af film og lyd det absolut bærende element i udstillingen. På store og små skærme, men mest af alt projekteret på bølgende stof og plast, der leger med filmlærredets form.

De sarte, transparente tekstiler går i øvre galleri op i en højere enhed. Her projekteres stemningsmættede sekvenser fra Breaking the Waves op på tre store ophæng, således at billederne overlapper hinanden, når man kigger fra de rigtige steder. 

På vejen overraskes man glædeligt af en tegneseriestribe af forfatter og satiriker Sofie Riise Nors. Her punkteres stemningen pludseligt af Nors’ humoristiske og kompetente kritik af filmskaberens lidende kvindeportrætter.

Det er saglig, velargumenteret feminisme og en forfriskende afveksling fra udstillingens Trier-tilbedelse. Dog skal man knibe øjnene alvorligt sammen for at læse tegneseriens øverste striber. Det er blandt udstillingens få skønhedsfejl, som også tæller installationen af skærmene i nedre galleri, hvor de er kejtet monteret på byggetømmer med en slags båndsalat af ledninger bag sig. Ligesom monteringen af stof langs trapperne er lidt sjusket. 

I bygningens brede trappeopgang føres man gennem den hypnotiske sort-hvide Europa, der jo er et transportselskabsdrama. Og på trappens repos finder man indgangen til en lille biograf, hvor de fem film vises på skift i deres fulde længde med danske undertekster. 

Indgangens tæpper dulmer lyden af Europas suggestive strygere og fortællerstemme ude i den tilstødende opgang. Videoværkets klassiske hårde bænke er gudskelov erstattet af nogle polstrede lænestole, men til gengæld bliver filmene afspillet med en frustrerende lav lydstyrke.

Udstillingen er mest af alt en oplevelse af stemninger og tilføjer som sådan ikke meget til filmene. Skal titlen Breaking Darkness forstås som et knusende mørke, eller refererer den til at bryde med mørket?

Triers drama er gjort blødere og indimellem lidt tamt i Nikolaj Kunsthal. Udstillingens funktion og eksistensberettigelse bliver i sidste ende at være et forførende påbud om at se eller gense Triers vidunderlige ouvre.