Brevet til Momo

Da Momos far dør, flytter hun med sin astmasyge mor fra Tokyo til morens barndomshjem på en lille, søvnig ø. Faren efterlader et ufærdigt brev, som Momo desperat knytter sig til i forsøget på at fastholde mindet om ham.

Men livet går videre. Moren begynder på en uddannelse, Momo får nye venner og forsøger at vænne sig til sit nye liv i Hiroyuki Okiuras imponerende fortælling.

Men på øen sker der sære ting, og en dag opdager hun, at tre mystiske ånder følger efter hende. De er usympatiske og irriterende, og selv om de viser sig at være sendt af sted for at passe på Momo af nogle guder, man ikke hører så meget til, er de mere optagede af at stille deres glubske appetit.

Filmen igennem sluger de enorme mængder citroner, grøntsager og risbudding. De forsøger sig endda med et par vildsvineunger.

Men langsomt går det op for Momo, at ånderne har en forbindelse til hendes far, og da uvejr og sygdom truer, må de arbejde sammen for at redde dagen.

Brevet til Momo handler om tab og savn og om at opdage nye ting. Og som i så mange andre japanske tegnefilm fører sorg og store omvæltninger i hovedpersonens liv til kontakt med det overnaturlige. Heldigvis balancerer filmen fint det magiske og undgår en klæg fortælling om barnesindets genfortryllelse af verden.

I stedet kommer magien fra en oldgammel japansk folklore og mytologi, der bryder ind i menneskenes liv. Det giver Brevet til Momo mulighed for tålmodigt at fokusere på Momos følelser og hendes forsøg på at komme overens med farens død. Og på at tilgive sig selv, at deres sidste samtale var et skænderi.

De tre ånder – Iwa, Kawa og Mame – bærer hele filmens skægge del. I al deres groteske grinagtighed er de en attraktion i sig selv. Samtidig er det deres magi, der får historien til at rulle. De fungerer fantasifuldt som en komisk kontrast til menneskene og deres i grunden meget almindelige liv.

De har Gøg og Gokke-komik over sig og er samtidig noget uhyggeligt koreograferet efter den japanske kabuki- og nō-teatertradition.

Hiroyuki Okiura er lidt af en veteran på den japanske tegnefilmscene, hvor han siden 1980’erne har arbejdet på en stribe store film. Mest kendt er nok cyberpunk-filmen Akira (1988), som han var chefanimator på, mens hans seneste film som instruktør er den dystopiske politifilm Jin-Roh fra 1999.

Brevet til Momo er knap så dyster som mange af hans øvrige film. Farverne er klare og smukke, naturen frisk, og landsbyidyllen går igennem hele filmen. Alligevel er det foruroligende, sørgelige og tunge hele tiden til stede under overfladen.

På den måde er Brevet til Momo næsten mere i familie med Hayao Miyazaki og Ghibli-studiets film end med Okiuras egne. Han skylder meget til især Min nabo Totoro (1988), der også handler om en piges møde med en mærkelig ånd.

Filmens tempo er roligt og følger ølivets rytme og landlige idyl. Men det gør desværre også, at fortællingen er lang tid om at komme i gang. Man må vente i næsten en halv time på, at de tre ånder bliver introduceret. Og så er to timer simpelthen for meget. Det kan selv ikke to virkelig actionfyldte og genuint spændende scener lave om på.

Heldigvis er Brevet til Momo fejende flot, og især baggrundene er malet med både præcision og poesi. De smukke ølandskaber og den stille by står som rolige kontraster bag let sitrende og meget menneskelige karakterer.

Mimik og gestik er fanget helt suverænt – en rynken på næsen, et overrasket spjæt – og selv om det ikke ligefrem er en snakkesalig film, formår Hiroyuki Okiura at få figurerne til at udtrykke enormt meget med få ord. Det kunne mange støjende animationsfilm lære noget af.