Det er sigende, at Dominic Cummings i skikkelse af Benedict Cumberbatch henvender sig direkte til publikum i starten af Brexit: The Uncivil War.
Cummings er næppe kendt af mange herhjemme, men han regnes som en af hovedkræfterne i valgkampagnen, der i 2016 fik briterne til at stemme ”leave” og dermed søsætte de Brexit-forhandlinger, som stadig skaber kaos.
Ligesom Cummings i filmen stirrer seeren i øjnene, formåede lederen for leave-kampagnen nemlig at henvende sig meget direkte og målrettet til briterne. Det gjorde han især ved at omkalfatre valgmaskinen og udnytte sociale medier, algoritmer og de britiske vælgeres data.
”Alle ved, hvem der vandt, men de færreste ved hvordan,” som det lyder i filmen.
Brexit: The Uncivil War er en fiktionsfilm, der går bag om Brexit-valgkampen. Den læner sig tæt op ad virkeligheden og er baseret på interviews med nogle af de implicerede.
Dominic Cummings er en virkelig person, og i Benedict Cumberbatchs version er han en knivskarp strateg: uforsonlig, direkte og effektiv. Til gengæld savner han fingerspitzgefühl. I filmen er han konstant iført sjusket tøj, termoveste eller cykelhjelm, der står i spøjs kontrast til de britiske politikeres konservative jakkesæt.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor Brexit: The Uncivil War har vakt furore i Storbritannien.
Filmen er produceret af HBO, skrevet af James Graham og instrueret af Toby Haynes, der også står bag Black Mirror-afsnittet USS Callister. Den er blevet kritiseret, fordi Brexit langt fra er et overstået kapitel. Mere end to år efter afstemningen er meget endnu uafklaret, og filmen har derfor premiere på et tidspunkt, hvor Brexit har efterladt England i kaos.
Brexit: The Uncivil War er da også en pudsig film.
Interesserer man sig bare lidt for politik og har fulgt Brexit-debatten, er filmen et medrivende og spændende politisk drama i højt tempo.
Filmsproget er dynamisk rapt og låner flittigt af dokumentargenrens formsprog. Autentiske klip fra nyhedsudsendelser og politiske debatter flettes effektivt ind, ligesom Cummings direkte henvendelse til kameraet også bryder fiktionens ramme.
Det er underholdende at se Paul Ryan spille Brexit-fortaleren Nigel Farage og Richard Goulding gestalte den konservative Boris Johnson med det iltre, blonde hår og den lapsede attitude.
Omdrejningspunktet i Brexit: The Uncivil War er dog uden tvivl Benedict Cumberbatchs chefstrateg Dominic Cummings. Det er ganske enkelt spændende at følge ham og hans hæsblæsende kampagne.
Enkelte steder kammer dramaet dog over på bekostningen af den autenticitet, som filmen ellers spiller på. Og man kommer ikke uden om, at det er et kontroversielt valg at have Dominic Cummings som en karismatisk hovedperson.
Han er en af pionererne for den kampagnemetode, som mange i dag ser med bekymring på. Cummings’ folk skræddersyr personlige reklamer baseret på vælgernes adfærd på sociale medier og big data. Det er politisk kampagne på speed og steroider og for mange nok på det moralske overdrev.
Leave-kampagnen blev sidste år da også kendt skyldig i brud på valgloven, som det fremgår i filmens slutning.
Det paradoksale er, at Cummings tydeligvis er intelligent nok til at gennemskue konsekvenserne af sine handlingerne og den skade, de kan have på den demokratiske proces. Men han ser det som en tiltrængt rusken op i systemet, der efter hans mening ikke fungerer.
”Folkeafstemningerne er idiotiske,” mener han, fordi de reducerer komplekse problemstillinger til for eller imod.
Spørgsmålet er, om filmen heroiserer Dominic Cummings og hans kampagne, som mange i dag betragter som en katastrofe.
Det gør den i en vis forstand, hvorfor man gør klogt i at forholde sig kritisk, mens man bliver revet med. Som film er Brexit: The Uncivil War konstant på dupperne og underholdende.
Kommentarer