Brick Mansions

Det er godt for Paul Walkers ry, at premieren på Fast & Furious 7 stadig er i vente.

For Brick Mansions havde været et vanærende filmisk testamente, selv for en jævn b-skuespiller, som Walker var.

Omvendt er der måske en vis romantik i, at Walker er den bedste skuespiller i den sidste film, han fik skudt helt færdig, inden han sidste år døde i en bilulykke – eller i al fald den mindst ringe.

Walkers mimiske udtryksregister er begrænset. Der er ikke meget kalibrering mellem de indtrængende akvamarinblå øjne og det perfekt skrånende smil, når han skal spille ubekymret, og så det borende blik og den stramme kæbe, når det er alvor.

Til gengæld leverer han sine replikker med en anelse mere rytmesans end sine medskuespillere i en på alle måder mislykket actionfilm.

Brick Mansions er en genindspilning af den franske kultfilm Banlieue 13 fra 2004, og manuskriptet er blevet til i samarbejde med Luc Besson. Hollywood-udgaven udspilles i et futuristisk Detroit. Her har myndighederne indhegnet byens værste slumkvarter Brick Mansions bag en knejsende mur.

Derinde, blandt de graffitimalede, affældige, afskallede murstensbygninger, hersker jungleloven. Bedstemødre gemmer elektrochokpistoler under hovedpuden, og banderne regerer. Filmens samfundskritiske dystopi er en kommentar til USA’s udgrænsning af de svagtstillede i ghettoerne. Og for lige at hamre pointen hjem er stort set alle uden for muren hvide, mens alle inden for er mørklødede.

Undtagelsen er filmens to centrale action-mænd. Paul Walkers undercoverbetjent Damien bliver udstationeret i Brick Mansions for at bekæmpe bandekriminalitet og korruption. Her møder han en badutspringer med fransk accent, Lino, som bliver uven med bandelederen Tremaine over en gæld.

Tremaines gorillaer kidnapper derfor Linos on/off-kæreste Lola. Og så er der interessesammenfald mellem Lino og Damien, der skal uskadeliggøre en bombe, som Tremaine har fået fingrene i.

Som Lino ses franskmanden David Belle, en af skaberne af den halsløse sportsgren parkour, der går ud på at forcere storbyens menneskeskabte forhindringer så hurtigt og akrobatisk svimlende som muligt.

Belle er filmens trumf i actionscenerne og præsterer nogle duperende stunts, som er glimrende instrueret af debutanten Camille Delamarre – om end den hidsige klipning og den ødsle slowmotion sommetider virker mere distraherende end æggende. Til drengerøvene er der også en chickfight komplet med pisk og trækken i hårtotter.

David Belle havde samme rolle i originalfilmen, men i sin første engelsksprogede rolle er han noget stiv og tilstræbt i sin diktion. Men filmens tungeste Razzie-kandidat for årets dårligste præstation er rapperen RZA, der er decideret dilettantisk som Tremaine. Han gør sig umage for at se hård banan-agtig ud, når han kommer skridende med missende øjne og en jakke hængende slapt over skuldrene. Men replikkerne kommer komisk krampagtigt ud over læberne med en imponerende ringe prosodisk timing for en mand med hans metier.

Replikkerne er i sig selv spækket med poesibogs-floskler og omhyggelig udpensling af de mest banale selvfølgeligheder.

Da Lino gelejder Tremaine ind på en militærlejr og i stedet selv bliver kastet i cellen, kunne de fleste nok godt deducere sig frem til, at Tremaine må være i lommen på militæret. Men med karakteristisk mangel på subtilitet spørger Tremaine først en officer, hvordan det går med hans nye hus, hvorefter han smørret konstaterer, at hans donationer har båret frugt. Er du med nu, Sherlock Holmes?

Filmen er ofte ufrivillig komisk, men aldrig sjov med vilje. Den er heller ikke rørende, når den prøver at være det. Og takket være et unødvendigt langt anslag, der får filmens 90 minutter til at føles noget længere, er den heller ikke synderligt spændende.

Det bedste øjeblik indtræffer faktisk efter filmen, når et billede af Paul Walker ledsages af teksten: ”In loving memory of Paul Walker.”

Det giver en lille klump i halsen. Men den klump er ikke en hel biografbillet værd.