Bridget Jones er blevet 43 år, men hun er lige så kropumulig og uimodståelig, som hun altid har været, om det så har været på lærredet eller i klumme- og romanform.
Det er tyve år siden, at Helen Fielding startede sin klumme i The Independent, der senere blev filmatiseret.
Bridget Jones’ dagbog er med tiden blevet en rom-com-klassiker, så det er hyggeligt at se Renée Zellwegers genkendelige trutmund og det nu slankere korpus i de samme grimme røde pyjamasbukser, som hun plejer at sumpe rundt i. Også lejligheden er den samme, tilmed klynkeballaden All By Myself er den samme. Men den springer Bridget over med et irriteret ”Oh, fuck off!”
Hun sidder alene på sin fødselsdag og tænker på sit liv, der ikke er forløbet helt efter planen. Især fordi hun ikke er sammen med den stivnakkede, men alligevel dejlige advokat Mark Darcy, som hun ellers fik gaflet et i den første film – han optræder heldigvis stadig i skikkelse af Colin Firth, ulasteligt klædt i skræddersyet jakkesæt.
Bridget skriver stadig dagbog, men nærmest som sidebemærkning. Ordene bruger hun især til at reflektere over sit og Marks forhold.
I en sød scene, der heldigvis holder sig for god til følelsesoverflod og klæg musik, bladrer hun gennem sine gamle dagbøger. Vi får indblik i et forlist forhold, der rummede masser af kærlighed, men også forskelligheder, der endte med at være uoverkommelige.
Det kan de fleste spejle sig i, og det er netop pointen med Bridget Jones.
Men meget kører alligevel på skinner for hende. Hun er succesfuld tv-producer, og en yngre kollega får hevet singletonen med på musikfestival, hvor hun engangsknalder med Jack, en rig amerikaner spillet af tv-skåret Patrick Dempsey. Ugen efter er hun til barnedåb i den gamle vennekreds, hvor Mark er til stede. Deres gamle følelser blusser op igen, og de to ender også med
at knalde.
Og Bridget bliver gravid!
Fordi Bridget Jones tåkrummende er forudbestemt til at mislykkes med alting, lykkes det hende hverken at fortælle den ene eller anden, at der er en tredjepart involveret. Da mændene omsider møder hinanden, lægger de straks op til hanekamp. Det genkender vi fra de tidligere films skærmydsler mellem Mark og gavtyven Daniel Cleaver, spillet af Hugh Grant. Ham må man desværre undvære i denne film – han mente ikke, at manuskriptet var godt nok.
Godt nok til hvad, kan man så spørge. Som aftenunderholdning er filmen noget nær fejlfri hygge og driver ligesom forgængerne af engelsk sarkasme. Det er den slags film, man bliver hængende ved, når man falder over dem på tv’et en doven aften. Også selv om man har set dem syv gange før.
Emma Thompson, Englands sjoveste kvindelige skuespiller, er medforfatter på manuskriptet, og hun har desuden en skøn birolle som kynisk og overbærende gynækolog. ”Dette er en unik situation,” konstaterer hun tørt, da fyr nummer to er med til babyens ”første” ultralydsscanning.
Renée Zellweger har haft seks års skuespilpause, men hun samler ubesværet tråden op fra sidst, vi så Bridget Jones i den skuffende mellemfilm På randen af fornuft, og kemien mellem hende og altid charmerende Colin Firth er stadig håndgribelig. Desværre er Dempseys glatte, ulideligt politisk korrekte amerikaner en ringe erstatning for Hugh Grants uforbederlige libertiner.
Instruktøren Sharon Maguire stod også bag første film i serien. Det mærkes, for filmene ligger tæt op ad hinanden i både udseende og indhold. Forandring er sundt, men i seriefilm sætter de fleste pris på genkendelighed, selv om personerne nu er mere midaldrende end unge.
Bridget sværger, at hun vil tage sig sammen, når babyen kommer. Men det er ikke så let at nå på ni måneder. Det ville også være kedeligt, for det er netop den gode, gamle Bridget, vi gerne vil se – og se os selv i.
facebook
twitter
Kommentarer