Det, der gør en god krimi, er detektivfigurer, som er spændende at lære at kende under opklaringsarbejdet. Det havde Broen med Martin Rohde (Kim Bodnia) og Saga Norén (Sofia Helen), hvis personlige relation var seriens centrifugalpunkt.
Den udadvendte spradebasse Martin med rod i familielivet sættes sammen med den socialt handicappede arbejdsnarkoman og nøddeknækker Saga, der – ligesom den beslægtede Lisbeth Salander fra Millenium-trilogien – er nysgerrig på menneskelige relationer, men helst undgår dem.
Indtil hun altså bliver parret med en kollega, det er umuligt at holde tre skridt fra livet. Mødet udvikler dem begge.
Desuden skildrede Broen det dansk-svenskekultursammenstød med et glimt i øjet, som ikke er set bedre siden overlæge Helmer tordnede ”danskjävlar!” mod himlen fra Rigshospitalets tag i Riget.
Allerede i første sæson var krimiplottet noget søgt, men både det og lån fra Se7en kunne der ses igennem fingre med, fordi Broen netop havde det fuldfede modsætningspar Saga og Martin.
Det har serien ikke længere. Nu er der kun Sagas historie tilbage.
Tredje sæson tager tråden op tretten måneder efter, at Saga og Martin afværgede miljøaktivisters spredning af en dødelig virus med det formål at udradere EU’s miljøministre under et klimatopmøde. Den egentlige bagmand slap dengang – som en anden Moriarty – væk. Om han dukker op igen, er uvist.
En kendt dansk – lesbisk – kønsdebattør findes myrdet på en byggeplads i Malmø. Liget har fået fjernet hjertet og er æstetisk arrangeret i en hetero-familieopsætning rundt om et bord med mannequin-dukker.
Den grænseoverskridende forbrydelse kalder på endnu et samarbejde mellem Länskrim i Malmø og dansk politi. Fordi Saga gennemskuede, at han stod bag giftdrabet på sin tidligere kollega og ven Jens (Lars Simonsen), er Martin dog inde at ruske tremmer.
Saga vil ikke besøge sin – eneste – ven i fængslet. Hun undskylder sig med, at hun ikke kan omgås dømte mordere, men plages nærmere af skyld. Så menneskelig er hun blevet. Desuden banker hendes traumatiske fortid, som Martin tidligere har rippet op i, bogstaveligt talt på, da Sagas mor efter tyve år dukker op ud af det blå og vil have hende til at besøge sin døende far. Saga vil ikke vide af hende, men bliver påvirket og virker uengageret i krimiplottet.
Det forstår man.
I første sæson var den tilsyneladende grund til seriemordsbølgen i Øresundsregionen en bred samfundsmæssig indignation. I anden sæson var det ”noget med miljøet”, og i tredje sæson er der køn og familiemønstre – hen-debat – på den dobbelte dagsorden. Sådan kender man en skandinavisk krimiserie fra en amerikansk: Der skal helst være noget samfundsrelevant, uanset hvor konstrueret og halvhjertet det forekommer.
Alt i Broen III er lækkert: velspillet, velinstrueret og velproduceret. Svagheden er manuskriptet. Det papirtynde krimiplot har i trættende rutinepræget grad indlagt ”ugens mistænkte”. Det er blandt andre perverterede stalkere, kristenfundamentalistiske bloggere, traumatiserede krigsveteraner og frelste erhvervsfolk.
I det private spor får Saga ikke bare én, men to nye makkere: den garvede Hanne Thomsen (Kirsten Olesen), som afviser Sagas famlende forsøg på venskab – kort efter: Bum! Jo, der er også eksplosioner – og Henrik Sabroe (Thure Lindhardt), som beder om at blive hendes partner.
Også Henrik har en hemmelighed, som det vil kræve en vis tålmodighed at investere sig i, men måske er der noget at hente dér. Under alle omstændigheder lyser Thure Lindhardt op i en dansk tv-serie, selvom han havde fortjent bedre end at spille andenviolin i, hvad der efter to afsnit ligner en leg, der burde være stoppet, mens den endnu var god.
facebook
twitter
Kommentarer