Broken City

Allen Hughes debuterede sammen med sin bror Albert Hughes for tyve år siden med det fine ghettodrama Menace II Society og fulgte op med den glimrende Dead Presidents, hvor fattige sorte Vietnam-veteraner mislykkes med et bankrøveri.

Siden fulgte den hæderlige From Hell, hvor Johnny Depp jagtede Jack The Ripper i det victorianske Londons gader, inden brødrene pludselig skrabede bunden med det apokalyptiske makværk The Book of Eli.

Broken City er første forsøg, hvor Allen Hughes kører solo, men det har desværre ikke bragt ham på ret kurs.

Mark Wahlberg sidder på anklagebænken i rollen som betjenten Billy Taggart, der har dræbt en sort teenager. Foran retsbygningen står hundredvis af afroamerikanske demonstranter, der nok engang må være vidner til, at en hvid betjent bliver frifundet for en overlagt voldshandling.

Selv New Yorks borgmester Hostetler (Russell Crowe) hylder Taggart som en helt, der har gjort byen en tjeneste.

Mordet er nemlig ikke helt ubegrundet: Offeret har tidligere voldtaget og myrdet en sekstenårig pige, men en fejl hos politiet frifandt ham i retten, selv om der ikke var skyggen af tvivl om hans skyld.

Taggarts selvtægt koster ham politiskiltet, og filmen springer syv år frem i tiden. Den tidligere betjent har nu slået sig ned som privatdetektiv, der bevæbnet med et kamera jagter utro ægtefolk.

Hostetler er stadig byens borgmester og er fem dage fra at blive genvalgt til den magtfulde post. Han hyrer Taggart til at dokumentere sin kones utroskab, der ikke tåler dagens lys i medierne, så længe byens borgere er på vej til valgurnerne.

I meningsmålingerne stormer den politiske modstander Jack Valliant (Barry Pepper) frem, og hans kampagneleder er tæt på at komme i besiddelse af dokumenter, der kan fælde borgmesteren som korrupt i en sag om ejendomsspekulation. Og det er netop denne kampagneleder, som vores detektiv hurtigt opsnuser i intimt selskab med borgmesterens kone (Catherine Zeta-Jones). For Taggart er opgaven afsluttet, og den fede check er hjemme.

Men selvfølgelig er der andet på spil end blot utroskab, hvilket den knap så snu privatdetektiv først indser, da kampagnelederen bliver fundet med en kugle i hjernen.

Og mens Taggart prøver at samle brikkerne i det forudsigelige politiske puslespil, bryder problemerne ud på hjemmefronten. Hans kæreste er søster til pigen, som syv år tidligere blev myrdet og voldtaget. Tragedien førte dem sammen, men nu er hun kommet videre i livet og er ham utro. Ikke rart at opdage for en detektiv, der lever af andres utroskab. Han ryger på flasken efter syv års afholdenhed, deler øretæver ud og sætter med whisky i årene alt ind på at fælde den korrupte borgmester.

Hvorfor han har holdt sig ædru i de syv år, må man – som med flere andre ting i filmen – selv gætte sig til. Og i sidste ende fremstår den hårdtslående helt da også primært som et dumt svin uden særlig mange brikker at flytte med.

Der er ikke noget galt i Mark Wahlbergs præstation. Den 41-årige skuespiller har altid haft et talent for at spille karakterer med gennemtræk i emhætten.

Men filmens debuterende manuskriptforfatter Brian Tucker moraliserer til kvalmegrænsen – tilmed i et rodet plot, hvor budskabet om politisk magtmisbrug føles som varm luft.

Når Broken City løfter sig op på et spændende niveau, er det i de få scener med Russell Crowe og Barry Pepper som de to politiske kamphaner. De spiller deres sleske politikerfigurer glimrende, allerbedst i valgets afslutningsdebat, hvor Russel Crowe kører Barry Pepper helt ned gennem brædderne.

Med den overgjorte moralske tone får man til sidst næsten lyst til at heppe og stemme på Russell Crowes korrupte og whisky-bællende borgmester. Og det var næppe meningen.