Brooklyn

Hvis man har en forkærlighed for det syngende irske sprog – helst talt af en irsk kvinde med grønne øjne og kastanjerødt hår – så er man solgt til stanglakrids ved de første billeder i Brooklyn.

Vi er nemlig ude på landet i Irland, i Enniscorthy i begyndelsen af 1950’erne, hos en enke og hendes to døtre. Den ene, Eilis, går til hånde hos den lokale købmand, ejet og bestyret af landsbyens snobbede sladdertaske. Men ikke længe.

Foranlediget af sin storesøster skal Eilis prøve lykken i USA. Hun tager til Brooklyn i New York, hvor der bor mange irske immigranter. Aldeles alene og langt hjemmefra er hun alligevel omgivet af det syngende sprog, der kan gøre enhver telefonbog til en libretto.

Efter lidt møje og besvær får hun sig en kæreste, men en fatal begivenhed kalder hende tilbage til Irland. Men da er hun blevet til en ægte newyorker – Askepot forvandlet til chik lady – hvilket skaber muligheder for andet end at vende tilbage til USA.

Denne coming-of-age-historie – drejet over en roman af irsk-amerikanske Colm Tóibín – er fortalt med sart impressionisme, hvor der kæles for tidsbilledet, og miljøet er tintet. Det er skitser mere end signalementer af de personer, der hvirvler rundt om Eilis, der på en årstid bliver både voksen og følsom.

Hun spilles på alle måder charmerende og fascinerende af irske Saoirse Ronan, der allerede som trettenårig blev Oscar-nomineret for sin birolle i Atonement i 2007. Siden har hun fået gang i en stærk karriere og var for nylig glimrende i Wes Andersons The Grand Budapest Hotel.

I denne film styrer hun troværdigt sin enfoldige, men stærke og gammelkloge Eilis gennem livets trængsler. Fra hjemve i det fremmede til mødet med den amerikansk-italienske mand, der tager hendes mødom. Han spilles som en blanding af en ung Frank Sinatra og en ung Marlon Brando af Emory Cohen, en blikkenslager med et hjerte af guld.

Efter at de sammen har set Singin’ in the Rain, skal han lige efterligne Gene Kelly med at synge og danse i gaden. Men da Eilis atter er hjemme i Irland, blegner han en smule, da den lokale rigmandssøn gør stormkur.

Brooklyn er frem for alt en sød film. Den undgår behændigt floskler og fælder om en ung pige i en fremmed by. Selv om persongalleriet består af skitser, så er de alle tegnet med empati.

Den skrappe leder af den afdeling, hvor Eilis er ekspedient, når hun ikke går på aftenskole, viser sig at være forstående og hjælpsom. Den obligatoriske katolske præst, spillet bredt og klogt af Jim Broadbent, giver hende faktisk en hjælpende hånd til at komme videre som selvstændig, fri kvinde.

Således undgås de værste klichéer. Alle er nemlig gode nok på bunden, og i denne film er der ikke langt ned. Filmens eneste gennemført dumme svin viser sig faktisk midt i sin obsternasige ondskab at være det afsæt for Eilis, der afgør, at hun må vælge land og mand.

Historien får én til at tænke på Lone Scherfigs An Education, hvilket ikke er underligt, for Nick Hornby har skrevet manuskript til begge. Instruktøren John Crowley har før været omkring adfærdsvanskelig ungdom i Boy A.

Den slags findes ikke her.

I Brooklyn er der slet ikke nogen vanskelig adfærd, og i sidste ende løses alting på ordentlig facon. Ikke uden smerte, afsked og afsavn og med et dødsfald, som giver ekko af tragedie. Et forarmet Irland måtte ikke uden grund sende sine børn ud af landet. For deres egen og den grønne øs skyld.