Ordet fascination betyder, at man i lige dele afsky og tiltrækning frarøves enhver evne til at vriste sig fri af det, man fascineres af.
Man befinder sig snart i netop den tilstand, når man sidder i mørket og ser Andreas Johnsens nærmest barnligt appellerende dokumentar Bugs. Med udgangspunkt i FN’s anbefaling fra 2014 – at vi alle burde inkorporere insekter som næringskilde i vores daglige fødeindtag – følger instruktøren to kokke på en jordomrejse i jagten på nye, uventede proteiner.
Madentreprenøren Claus Meyer og kokken René Redzepi har sammen startet Nordic Food Lab, der, som en lille nebengeschæft til Restaurant Noma, har til opgave at udforske kulinariske muligheder helt ud i det frastødende. Eksempelvis undersøger man her grænserne for de sensoriske aspekter af ekstrem gæring og forrådnelse af fødevarer.
At eksperimentere med larver, biller og græshopper som tapas og pålæg lå derfor lige for.
I filmen følger vi researcheren Josh Evans og kokken Ben Reade, som undervejs i filmen uden en egentlig forklaring erstattes af sin arvtager Roberto Flore, der rejser ud for at prøvesmage på kryb fra sådan cirka hele jorden.
Deres personlige mod og professionelle, gastronomiske faglighed er vitterligt imponerende.
Mens de står og gnasker i enorme larver, de lige har gravet ud af en hul træstamme et sted i Afrika, definerer de smagsnuancerne: ”Den har noget cremet over sig, noget sødt og noget ekstremt nøddet, nærmest som macadamianødder, det smager virkelig lækkert.”
Rejsen fører det glubske hold til Afrika, hvor de hælder ”saften” fra en underjordisk kæmpemyre – presset som en citron – direkte i munden. De medvirkende ser nærmest ud, som om de er på stoffer i en af filmens mest overraskende scener. Et andet sted på samme kontinent steger de en ”dronning” fra en stor tue, og lykken er tilsyneladende gjort.
I Australien får de hjælp af en gammel aboriginal-kvinde til at grave kæmpeorme ud af træstykker gemt i jorden. I Mexico shopper de græshopper på markedet. Og i en af filmens decideret komiske scener er Evans og især Flores fuldkomment rædselsslagne, imens de i Japan febrilsk jagter kæmpehvepse på fem centimeter, som – i visse tilfælde – kan dræbe et menneske med blot ét stik.
Den underholdende films bærende teknik er Andreas Johnsens eget håndholdte kamera, der rystende forsikrer os om, at alt skam er virkeligt og råt og oplevet.
Men filmen er samtidig godt disponeret, ligesom den få, velvalgte steder er krydret med virkelig elegante, tæt klippede montager af alskens kryb, der krabler klamt i reder og vrider sig sydende på jernpander og buldrer i kogende fond i restaurantkøkkener og knirker med klamme bevægelser i plasticemballager på lagre og driver gule ned af hagen på små sorte drenge i kulørte T-shirts.
Det er ikke bare en hyldest til ernæringsmæssig diversitet, men også til naturens og kulturens mangfoldighed.
Filmens budskab om, at vores vestlige verden er på vildspor er således sine steder lige lovlig tydeligt. Det smager en anelse af Alternativet på film. Og skulle man være i tvivl, cementeres det, da Josh Evans skal tale for FN’s politikere. Der er kun en håndfuld i salen, og de er bedøvende ligeglade. Man aner, hvor vi skal hen, og ganske rigtigt bringes de store onde firmaer, med Nestlé i spidsen, snart på banen. Og filmens harmdirrende sidste sætning lyder: ”Problemet er ikke landbruget, men markedet.”
Dét er mere klamt end billerne, og det er for påklistret – og dermed for uudfoldet – til, at man kan tage det alvorligt.
Men først og fremmest skal filmens roses for virkelig at sætte tanker i gang. Den vil være noget nær genial som familiefilm, hvis man har større børn. Og efter turen i biografen – som blandt andet lærer publikum, at vi alle sammen i forvejen spiser opkast fra bier – vil alle smage en ekstra gang på deres honningmad.
Kommentarer