Det er en verden, som for udefrakommende virker meningsløs: tyreridning. Men i den nænsomme skildring af to skæbner, der kæmper for at overleve, er vi aldrig i tvivl om, hvordan livet føles og smages.
Takket være det intime kamera er vi konstant helt tæt på Abe og Kris i det stærke sydstatsdrama. Det er hårdt, men aldrig sentimentalt.
Bull er et impressionistisk værk, der viser mere, end det siger. Instruktøren Annie Silverstein holder sig fornemt i baggrunden og lader personerne falde og slå sig, rejse sig igen og fortsætte deres videre færd.
Det er befriende at være vidne til et så dokumentarisk, nærmest antropologisk værk, som i al rolighed og stilhed udfolder sig foran os. Filmet i et område lidt uden for Houston, Texas, hvor sorte cowboys holder til, præsenteres vi først for Kris – spillet rørende naturligt af debutanten Amber Havard.
Hendes teenageår går drøjt med en hverdag, der ikke byder på megen adspredelse og glæde. Moren er bag tremmer, og bedstemoren, der passer på hende og lillesøsteren, lader ikke til at have det fornødne overskud til at tage sig af den lille familie.
En dag opdager Kris, at naboens hus står tomt og samtidig indeholder rigelige mængder af smertestillende piller og alkohol. Alt, hvad man skal bruge til en god fest. Hun inviterer en flok over, og dagen efter er huset smadret.
Naboen Abe (Rob Morgan) er en sort cowboy, en pensioneret bull-rider. Han arbejder stadig i tyreridningsverdenen, hvor hans job er at distrahere tyren, når en rytter falder af den.
Den dag kommer Abe hjem og finder Kris sovende i baghaven. Han tilkalder politiet, men efter bedstemorens bønfalden lader Abe hende gå på den betingelse, at hun selv gør stedet rent.
Selv om hun hellere ville i ungdomsfængsel end at blive ydmyget af Abe, bliver mødet med den slidte cowboy et lysglimt i hendes tilværelse.
Bull ligner på papiret en klassik coming-of-age-film og kan vække mindelser om Benh Zeitlins Hushpuppy, men i Silversteins fortælling postuleres der hverken et stort drama eller en større, personlig udvikling.
Vi oplever ikke den fordrukne og selvdestruktive Abe udvikle sig til et varmt menneske, der tager Kris kærligt under vingerne. Det føles mere, som om han blot accepterer, at hun bliver ved med at opsøge ham.
Vi ser heller ikke Kris påbegynde vejen mod en anden og bedre hverdag.
Det er hverken en følsom skildring eller en fortælling med hang til drama. Men det er ikke desto mindre hjerteskærende at se Kris sidde adskilt fra sin mor af en glasvæg i fængslet.
Da moren får endnu et afslag om en høring af sin sag, fordi hun har overfaldet en fængselsbetjent, må Kris grædende spørge: ”Det føles, som om du ikke ønsker at være sammen med mig?”
Filmens grundlæggende tone er grå, men der er lysglimt midt i forstadsslummen.
Kris er fascineret af den rodeoverden, som Abe er en del af. Og at se hende sidde på lægterne og observere Abe i hans håndtering af tyrene, mens hun smiler, er en regulær lettelse.
Hun kan smile.
Selv om hun ikke har meget at smile af, ser hun for første gang et sted, hvor hun kan høre til.
Rodeoscenerne er noget af det, der fremstår stærkest. Det er bevægende at se nærbilleder af de smukke og skræmmende tyre, der gør alt for at slynge den ubudne gæst væk fra sin ryg. Scenerne giver en autentisk nerve til en film, der føles ærlig og ægte.
Den intime og dokumentariske stil gør en lille fortælling til en stor og tillader, at små ting kan blive til større pointer ved at fokusere på de indre følelser. Karaktererne siger ikke meget, men kameraet afslører alt.
Kommentarer