I de rette hænder er en smartphone et dødbringende våben, der med voldsom kraft kan knuse et strubehoved eller smugles ned i en kop kaffe, så batterisyren æder offeret indefra.
Mulighederne opremses af den koreanske strømer Taylor Kwon (Sung Kang), men fremstår ikke som meget andet end teoretisk tankeleg. Da lejemorderen James Bonomo (Sylvester Stallone) advarer, at han kan dræbe med en lille stump af et æble, fornemmer vi derimod alvoren, allerede inden han i et pludseligt lynglimt af bevægelse viser os hvordan.
Der er tale om et ritual. Politiopdageren, der må samarbejde med den mindst oplagte partner, men alligevel ender med arrestationer og sågar venskab, er en af action-genrens hyppigt anvendte klicheer, fordi den gang på gang virker, og fordi genkendeligheden i de bedste tilfælde har sin egen charme. Også her i tegneseriefilmatiseringen Bullet to the Head, hvor tre af genrens konger svinger kompetent og hjemmevandt med scepteret: Producenten Joel Silver, instruktøren Walter Hill og stjernen Sylvester Stallone, hvis seneste Rocky- og Rambo-sequels indvarslede den vellykkede bølge af 80’er-nostalgiske action-film, hvori den aktuelle film komfortabelt og selvbevidst placerer sig.
Hill havde man egentlig ikke regnet med at høre fra igen. Vi skal helt tilbage til 1996 for at finde hans forrige nævneværdige film, Kurosawa-genindspilningen Last Man Standing, og hovedværkerne ligger endnu længere tilbage: Krigerne (1979) og 48 timer (1982). Men alt i Bullet to the Head afvikles med sikker hånd, som havde han blot været væk to minutter for at slå en streg. Især er action-scenerne filmet og klippet, så man kan se, hvad der foregår, guf for enhver fan af oldschool-action.
Nostalgien sættes fint i relief af kontrasten mellem de to partnere, der i jagten på en fælles fjende repræsenterer henholdsvis nyt og gammelt, mens dialogen lader et fornøjeligt opbud af verbale stikpiller pingponge imellem dem. Men selvom Taylor Kwon via sin smartphone har the whole world in his hand, udgør den asiatiske splejs aldrig en ligemand over for Bonomo, der nyder godt af 66-årige Stallones stadigvæk intense macho-udstråling med deadpan-humor, truende subwooferstemme, tatoverede muskler og brystkasse som et køleskab. Et af slagsmålene med denne aldrende Herkules udføres halvnøgent i marmorkulisser a la Cronenbergs Eastern Promises.
Plottet, hvor parrets jagt på de skyldige bag drabet på deres respektive ekspartnere leder frem til en konfrontation i den obligatoriske nedlagte fabriksbygning, er igen et ritual – og detaljerne nærmest ligegyldige. Blandt skurkene, som Bonomo pløjer igennem uden smålig humanisme, ses Christian Slater som en slimet advokat, men interessen samler sig hurtigt om en af håndlangerne, lystmorderen Keegan, der med god grund gør selv sin arbejdsgiver utryg.
Keegan spilles af hawaiianske Jason Momoa. Han skulle have haft sit store gennembrud med titelrollen i Conan the Barbarian fra 2011, men filmen blev et af nyere tids mere fæle remake-flops, og han var mere end heldig umiddelbart efter at genvinde terræn med en spektakulær birolle som krigerhøvdingen Khal Drogo i den ekstremt succesfulde tv-serie Game of Thrones. Her er han castet i ringhjørnet over for Stallone, hvor hans begrænsninger uundgåeligt sættes i relief.
Mod slutningen af Bullet to the Head begår Keegan den fatale fejl at slå Bonomos dekorative tatovørdatter (Sarah Shahi). En muskel dirrer ildevarslende i Bonomos ansigt, og her ville en klog mand løbe skrigende bort, men Keegan piller et par brandøkser ned fra en væg og kaster overmodigt den ene til Bonomo. Som tilskuer læser man skriften på væggen, læner sig smilende tilbage og nyder ritualets kulminerende tvekamp til sidste hug.
Kommentarer