Brad Pitt har haft en vild og kringlet karriere.
Siden gennembruddet for 28 år siden i En vampyrs bekendelser har han været en superstjerne med sans for at vælge de helt rigtige instruktører. Dem, som giver ham så forskellige roller, at man aldrig ved, hvor man har ham.
Men flere actionfilm er det blevet til. Så mange, at han er på fornavn med en god slat stuntmænd, en ellers ikke særligt anerkendt del af den amerikanske filmbranche.
Sjældent gives der plads til stuntarbejdet som en stærk medfortæller.
Men den gode actionscene er altså filmkunst, når det er bedst. Uden ord løses konflikterne filmisk, modelleret af scenografien og de rekvisitter, som ligger i den.
Alle vendte hovedet 180 grader, da Brad Pitts tidligere stuntmand på film som Fight Club og Troja, David Leitch, debuterede som instruktør sammen med Chad Stahelski i 2014.
John Wick er en af sidste årtis bedste actionfilm, fordi den forvandler nærkamp og skuddueller til betydningsfuld dans. Her er et så lille fokus på plot som muligt, så actionscenerne denne gang ikke er en hyggelig sidegesjæft, men overtager historiefortællingen.
I David Leitch’ nye action-komedie giver han sin tidligere makker en hovedrolle som afdanket lejemorder med kodenavnet Mariehøne. Lejemorderen er begyndt at gå til psykolog og finde frem til en paradoksal pacifisme.
Han skal lave et umiddelbart nemt job på et tog.
Bare snuppe en kuffert med penge i. Men intet går så nemt for Mariehøne. Han er altid uheldig, og snart opdager han, at der er mere end fem andre snigmordere på toget … og de fleste er ude efter kufferten!
Med de mange personer står de plotmæssige forviklinger i kø, mens toget fortsætter mod endestationen og en dommedag udstukket af Japans største mafia-boss, Den Hvide Død (Michael Shannon).
Filmen foregår i Japan, og toget er ikke noget almindeligt tog. Det er det kendte højhastighedstog Shinkansen, der suser gennem landets mange byer på rekordfart.
Lige så stærkt kører filmen.
Actionscenerne glider over hinanden, når filmen udnytter toget som indrammende kulisse. Vi skifter fra togvogn til togvogn, når de mange forskellige lejemordere møder hinanden på nogenlunde samme tid.
Når Mariehøne møder kollegaen Citron – spillet af Brian Tyree Henry (Atlanta) – foregår det i en stillezone blandt uvidende passagerer, og de to dystende må kæmpe med at holde lydniveauet nede.
I togets bar-kupe ramler han ind i en mexicansk lejemorder, som tydeligvis er ude efter ham. Han må bruge den pengefyldte kuffert som skjold, for våben kan han ikke længere lide at bruge.
Men selv om scener som disse leder tankerne hen på John Wick, har filmen mere tilfælles med David Leitch’ seneste film, Deadpool 2. Stor, brutal og meningsløs vold med et så hurtigt og stort plot, at man ikke har tid til at ænse, hvilken station man er på.
Det er underholdende at se, hvordan de mange roller fletter sig ind og ud af hinanden med deres skjulte hemmeligheder. Men nyskabende er det ikke.
Det japanske tema er rimelig overfladisk og byder mest på visuelle kendetegn fra landet: neonlys, samuraisværd og nuttede maskotter. Det minder om temadagene, når buffeten på Mallorcas trestjernede hoteller rejser jorden rundt på en uge.
Men når formålet bare er at have det lidt sjovt, gør det ikke så meget. Filmen fungerer bedst som action, men indimellem får Brad Pitt lov at svinge sit komiske talent. Bullet Train er dog mere endnu en omgang i manegen end en milepæl i karrieren.
Kommentarer