Bullshit

Hvorfor får en mand, hvis mor har siddet i koncentrationslejr, en tatovering af Hitler i et vildt forsøg på at passe ind i et kriminelt mandefællesskab?

Hvad får en dansk kvinde til at forlade sin familie i Spanien for at prøve lykken uden venner eller penge på Christiania? Og hvad sker der, når brændte børn mødes og forsøger at skabe deres egen familie?

Bullshit smider alle kortene på bordet fra start.

Det er en voldsomt ambitiøs serie, der troværdigt skildrer et Danmark i perioden 1977-1984, hvor landets første, men desværre langt fra sidste rockerkrig udspillede sig.

Parterne var stadig eksisterende Hells Angels og i dag nedlagte Bullshit. I dag huskes konflikten mest for, at HA-rockeren Jørn ”Jønke” Nielsen på bestialsk vis skuddræbte den 24-årige Bullshit-præsident Henning Norbert Knudsen, bedre kendt som Makrel.

Marco Ilsø spiller den unge Makrel, der som utilpasset i samfundet hader at have en chef og derfor søger mod det kriminelle miljø ude på Amager. Med sin devil may care-attitude avancerer han hurtigt og bliver førerhund, mens han finder kærligheden i ligeledes utilpassede Pia, som Alba August gør lige dele skrøbelig og handlekraftig i sin konstante flugt.

I mødet mellem hensynsløshed og sårbarhed er Makrel en klassisk figur.

Film og tv-historien er fuld af eksempler på, at vi gerne holder med seriemordere, gangsterbosser og narkohandlere, hvis bare vi lukkes langt nok ind i hovedet på dem.

Der er derfor et interessant indbygget dilemma i at filmatisere den sande historie. For får vi automatisk sympati med menneskene bag vestene, når vi lærer dem bedre at kende? Risikoen er også, at man romantiserer fortiden og fortæller en historie om nogle unge ballademagere, der kørte på knallerter og lavede drengestreger.

Uden at vifte med en didaktisk pegefinger kommer serien omkring den etiske udfordring ved simpelthen at vise, hvor grum en verden personerne befinder sig i.

Makrels forskellige faderfigurer – som tæller Peter Christoffersens afsatte rockerpræsident Frejlif og Jakob Cedergrens forstander Sandbæk – opfordrer den unge brushane til at opsøge freden. Men han forstår selvfølgelig først sit ansvar, når han selv har fået noget at miste og kan se, at der altid står en mere voldsparat fyr klar til at overtage og eskalere.

Det tragiske i historien – i hvert fald som Bullshit præsenterer den – er, at Henning flere gange prøver at slippe ud af det farlige fællesskab.

Til sin bedsteborger af en brors fødselsdag står det dog klart for ham, at han ikke passer ind i de voksnes verden. Derfor må han tilbage til det ”sikre” i den usikre verden, som han kender.

Molly Malene Stensgaard, Bo Hr. Hansen og Milad Alami har skabt serien baseret på virkelige hændelser, som der står både i starten af hvert afsnit og efter det sidste billede. Filmskaberne bygger deres fortælling på den bog, som journalisterne Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen i 2018 vandt Cavling-prisen for.

Stensgaard er bedst kendt som Lars von Triers faste klipper, mens Hansen er en af landets dygtigste og mest brugte manuskriptforfattere. Alami (Charmøren) har instrueret alle seks afsnit, og han lader serien igennem kameraet svinge søsygt rundt om og helt op i ansigtet på de oftest alkohol- og stofpåvirkede karakterer, der gør alt for at holde virkeligheden på afstand.

Den frapperende stil kulminerer i femte afsnit, der i et hårdtslående one-take er en tour de force af en dødstur. Her får vi først en himmelsk dans til Bruce Springsteens Dancing in the Dark og dernæst et djævelsk voldsinferno, der presser hjertet helt op i halsen.

Også sidste afsnit sprænger de visuelle rammer ved at vise flere af hovedpersonerne i sirligt opstillede tableauer, som cementerer de tunge ofre, alle involverede måtte betale for at være del af miljøet.

Det er næsten for nærliggende at sammenligne seriens rockerkrig med den streamingkrig, der har betydet, at Bullshit er landet på den amerikanske tech-gigant Amazons tjeneste Prime Video i stedet for kriseramte, svenskejede Viaplay, som oprindelig købte serien hos Nordisk Film.

I introteksterne står der stadig – i hvert fald i screeners sendt til anmeldere – ”Viaplay Group præsenterer en Viaplay-serie”. Det vidner om, at det er gået særdeles hurtigt i lanceringen af en serie, som ellers er et gennemarbejdet værk om hævnens uendelige spiral.