Streaminganmeldelse
19. juni 2020 | 11:07

Bully. Coward. Victim. The Story of Roy Cohn

Foto | HBO
Stjerneadvokaten Roy Cohn var i årevis perlevenner med Donald Trump. På billedet ses de ved et pressemøde.

Forhadt stjerneadvokat trækkes ned i mudderet af sine modstandere i sensationelt filmportræt, der savner viljen til at nuancere og finde forklaringer.

Af Kjartan Hansen

”Roy Cohn siger, at jeg ville være en fremragende diplomat.” 

Sådan udtaler USA’s kontroversielle præsident Donald Trump sig i 1980’erne. Længe før hans politiske taburetkløe for alvor gav sig til kende. 

Dengang opkøbte milliardæren boligblokke på stribe, hvorefter han opsagde kontrakten med samtlige af de sorte lejere.

Ifølge interviews med bekendte ledsaget af fotografier blev det starten på et varmt venskab, når Roy Cohn som forsvarer forsøger at trække tæppet under racismeanklager.

I takt med at hans indflydelse vokser sig større, tegner Bully. Coward. Victim. The Story of Roy Cohn et billede af Cohn som djævlen på skuldrene af den amerikanske magtelite.

Tidligt i dokumentaren berettes det, at det vækker stor forundring, at Roy Cohns navn skulle blive synonym med et aggressivt, konservativt verdenssyn. Han voksede op med demokratisk sindede, jødiske forældre.

Dokumentaren er ikke en objektiv kortlæggelse af titelfigurens sande historie. Men skildringen af ham som hofsnog, der mænges med de rige og berømte på dekadente natklubber som El Morocco, er uhørt spændende.

Samtaler med jurister, historikere og dem, der nærede forbindelser til stjerneadvokaten, afbrydes af sort-hvide fotografier og optagelser af Cohn. Med stenansigt og tomme øjne ligner han en vaskeægte filmskurk.

Selv når vi ser ham smile eller spise et godt måltid, løber det koldt ned ad ryggen. Der er en slående lighed i både Roy Cohns ansigtsudtryk og kropsholdning med de lumske gribbe i tegneserien Lucky Luke.

Ikke desto mindre opbygger han et netværk blandt magteliten i USA. Heriblandt den katolske kirke, tv-vært Barbara Walters og mafiosoen Anthony ”Fat Toni” Salerno. Sidstnævnte byggede Trump Tower i New York og ligner en mand, der med sin udspilede vom, overfrakke og bowlerhat er som taget ud af Godfather-trilogien.

”At kalde ham en skurk ville være sandheden!” erklærer forfatter Peter Manso, der har forsket i Cohns lyssky aktiviteter.

Man lader sig hurtigt rive med, når den ældre herre energisk fortæller, hvordan dokumentarens hovedperson i sin tid for en skilling opkøbte en parkeringskælder, hvor han hvidvaskede penge for mafiaen.

Den tidligere ejer blev fundet død i et bagagerum blot få uger efter opkøbet. I næste øjeblik ser vi optagelser, hvor advokaten med stålfast blik praler af ikke at betale skat.

Under 1950’ernes heksejagt mod kommunister i USA var en ung Roy Cohn medvirkende til, at Ethel og Julius Rosenberg – som er bedsteforældre til filmens instruktør Ivy Meeropol – blev dødsdømt for spionage.

Den berømte retssag, hvor verden lærte ham at kende som barsk, korrupt og opportunistisk, er derfor et naturligt omdrejningspunkt for filmen.

Men den oplagte mulighed for at fortælle instruktørens personlige familiehistorie bliver ikke udnyttet, ligesom Cohns eget blik på verden forbliver abstrakt og uberørt.

At Roy Cohn var homoseksuel og døde af aids i 1986 får ligeledes en central plads i filmen. Vi hører blandt andre kultfilminstruktør John Waters (Hairspray og Pink Flamingos) fortælle skandaløs sladder om varme somre omgivet af veldrejede, unge mænd og stoffer i Provincetown – et ferie-mekka for bøsser i USA.

På den ene side insinueres, at Cohns bitre selvhad affødt af hans skjulte seksualitet kan forklare hans kulde. På den anden side bestræber instruktøren sig på at undertrykke enhver form for menneskelig empati for Cohn. Således fremstår han som en afstumpet sociopat, hvis seksualitet er en arbitrær sidefortælling.

Selv filmens titel er vinklet til at trække ham i mudderet. Velfortjent eller ej.

Måske var Roy Cohn slet og ret en destruktiv hofsnog. Men den manglende nuancering i Bully. Coward. Victim. The Story of Roy Cohn er ikke desto mindre påfaldende.

Bully. Coward. Victim. The Story of Roy Cohn

Kommentarer

Titel:
Bully. Coward. Victim. The Story of Roy Cohn 

Land:
USA 

År:
2020 

Instruktør:
Ivy Meeropol 

Medvirkende:
Cindy Adams, Roy M. Cohn, Tony Kushner, Nathan Lane, Michael Meeropol, John Waters 

Spilletid:
94 minutter 

Premiere:
20. juni på HBO Nordic

© Filmmagasinet Ekko