Buñuel i skildpaddernes labyrint

I begyndelsen af 1930’ernes Paris går den spanske filminstruktør Luis Buñuel hvileløst rundt. 

Kort forinden har han haft premiere på sin anden film: Guldalderen. Akkurat som En andalusisk hund har han skrevet den sammen med sin surrealistiske kollega og daværende ven, Salvador Dalí. 

Premieren vækker vrede og forargelse blandt publikum. Guldalderens kritik af bourgeoisiets seksuelle moral og skildringen af den katolske kirkes værdisystem støder folk. En vaskeægte skandalesucces.

Buñuel sortlistes og falleres – ingen vil yde ham økonomisk støtte. Ikke engang hans kompagnon Dalí. 

Plaget af slemme mareridt og en usikker fremtid begiver Buñuel sig til Spanien for at besøge sin gode ven Ramón Acín. Selv om Ramón lever med knappe midler lover han sin instruktørven at finansiere hans næste projekt, hvis han vandt i lotto. 

Om det var en guddommelig indgriben – hvad ville Buñuel mon sige til det? – eller blot svineheld er svært at sige. Men kuponen blev trukket ud, og næste projekt var klar: en dokumentar om den virkelige, barske verden.

Salvador Simós animationsfilm Buñuel i skildpaddernes labyrint skildrer denne svære tid i den spanske mesterinstruktørs liv og ikke mindst tilblivelsen af hans tredje projekt, dokumentaren Las Hurdes: Landet uden brød.

Med smukke, men simple animationer, der dog alligevel er intelligent detaljerede, har Simó skabt et fuldblods Buñuel-univers. Når animationen for alvor viser prøver på genrens (eller kunstformens) unikke egenskaber, bliver vi en del af Buñuels surrealistiske mareridtsscenarier, hvor blandt andet Dalís høje og tyndbenede elefanter vader rundt i Paris’ gader – fantasi og virkelighed flyder sammen. 

Buñuel i skildpaddernes labyrint formår heldigvis at blive mere end en film om et dokumentarværk. Den lykkes også på glimrende vis at give en introduktion til surrealismen, diskutere kunstens rolle og ikke mindst portrættere Buñuel. Dengang han blot var Luis og stadig søgte efter sit helt eget filmiske udtryk. 

Las Hurdes fra 1933 var Buñuels forsøg på at parodiere tidens noget naive, etnografiske dokumentarer i Sahara-området. Men i stedet for at rejs til et fjerntliggende land drog han til en region i sit hjemland Spanien.

Las Hurdes er et bjergrigt område på grænsen til Portugal – et område så afskåret fra resten af verden og så fattigt, at det ikke kendte til brød. Det var Buñuels ønske at vise, at den slags også eksisterer i Europas egen baghave.

Men han gav armoden en ekstra tand.

Han skød således geder og filmede dem, idet de faldt ned i døden fra klipperne. Han sparkede til bistaderne, som et æsel bar, og lod bierne gå til angreb på æslet, der langsomt døde foran kameraet. I dokumentaren ser vi æslets ubarmhjertigt lide som et udtryk for stedets brutalitet – en scene, der fik Buñuels producer og ven Ramon til at udvandre i raseri. 

Salvador Simó viser Buñuels manipulationer bag kameraet og sætter dermed fokus på dokumentarens placering mellem virkelighed og fiktion, hvilket har været heftigt debatteret sidens genrens fødsel. 

Det ændrer dog ikke ved, at Las Hurdes viser et områdes liv på kanten af døden, og man smertes over fattigheden. Også når Buñuel, Ramón, kameramanden Eli Lotar og manuskriptforfatter Pierre Unik i Buñuel i skildpaddernes labyrint slentrer rundt i en forfalden landsby.

En lille, lyshåret pige har lagt sig i vejkanten. Filmholdet går over til hende, men hun lader til at være i en slem tilstand. Pludselig erstattes animationen med Buñuels autentiske, kornede sort-hvide billeder af den syge pige.

Simó benytter sig effektivt af disse skift mellem animation og billeder fra dokumentaren, og det tilføjer en ekstra levende dimension til både den nye og gamle film. 

I begyndelsen af Buñuel i skildpaddernes labyrint diskuterer en kunstnergruppe på en parisisk café kunstens rolle. De fleste synes at mene, at et kup er den eneste måde at ændre et samfund på. Men for Buñuel ligger der i kunsten et samfundsforandrende potentiale, hvilket han ville vise med Las Hurdes – og for den sags skyld resten af sine værker. 

Vi får præsenteret et stykke spændende kunst- og filmhistorie i Simós animationsfilm, hvor vi ikke blot lærer geniet og kunstneren Buñuel at kende, men også mennesket Luis.