Han ser voldsomt kæk ud på plakaten, den nye Buster. Et øjeblik tror man, at Martin Miehe-Renards udgave af Bjarne Reuters klassiker har fået et skud i den forkerte retning.
Men heldigvis er 2021-versionen ikke højt gearet. Buster er i Manfred Weber Cortzens skikkelse præcis, som han skal være.
Og dermed er langt det meste af den svære opgave løst, for der er hybris i luften, når bogen, som Bille August gjorde til film og tv-serie i 1984, skal genindspilles og gøres moderne.
Buster er en elleveårig dreng med en lettere umulig plan: Han vil være tryllekunstner! Han får faglig bistand af den gamle hr. Larsen, og både støtte og modspil fra sin familie, der måske egentlig er dysfunktionel, men som alligevel emmer af harmoni og kærlighed.
Buster tror på sin drøm, men også på kærligheden, både i omsorgen for sin handicappede søster og forelskelsen i den smukke Joanna.
Buster er en genial figur, opfyldt af selvtillid og drømme uden samtidig at være ulidelig. Han er hæmmet af at være lidt kikset, men uden at være en irriterende taber. Ikke sært, at han har haft så stor betydning og været så inspirerende for så mange af os i tidens løb.
Bille August lavede sin udgave, før han blev ramt af bestsellergenrens lammende åg. Busters verden er på samme tid stærkt og afdæmpet fortalt med sin forunderlige blanding af humor, vemod og kærlighed til det uperfekte. Den er stadig noget af det bedste, August har lavet.
Martin Miehe-Renard har i Buster Oregon Mortensen givet historien en glattere, moderne billedstil, som i visse scener kan få den til at ligne alle andre familiefilm. Men han respekterer Buster-universets poesi, underspillede humor og rørende varme.
Det er elementer, som Min søsters børn og Far til fire-serierne (hvoraf Martin Miehe-Renard selv har lavet adskillige) ikke har skyggen af, og som her tydeligt illustrerer, hvor golde disse rendyrket kommercielle b-film er. Og hvor vigtigt et forlæg på Bjarne Reuter-niveau er.
Havde disse endeløse serier dog blot en smule af Busters underfundighed eller øje for andet end det pinligt karikerede.
Det er den erfarne fantasy-forfatter Jesper N. Christiansens manuskript, der gør forskellen. Han respekterer Reuters helt særlige dialoger, og det er en af grundene til, at den nye Buster-film virker rigtig.
Den præcise, men knappe dialog har tydeligvis også gjort sit til at dæmpe skuespillerne ned under den normale danske folkekomedie-stil. Ibi Støving og Magnus Millang virker troværdige og ægte som Busters forældre, Henning Jensen leverer med ro og tyngde Busters gamle tryllekunstner-mentor, og Linda P. er perfekt som blomsterdamen, der ansætter vor unge helt.
Manfred Weber Cortzen er en tiltalende, vittig og energisk – men ikke for energisk – Buster.
Samspillet med Kerstin Jannerup Gjesing som søsteren Ingeborg er utroligt vellykket, både fordi de er godt instrueret, men også fordi Miehe-Renard tør lade os se på dem og ikke klipper væk i angst for, at vi skal miste koncentrationen.
Det gælder også i scenerne med Busters hjerteanliggende Joanna, spillet med ægthed og varme af Viola Martinsen.
Den nye film starter ved sommerferien, så skolen er ikke med i ligningen. Jeg tror, mange vil savne den.
Skolen spillede en stor og vigtig rolle i Busters verden, hvor hovedpersonens anstrengte forhold til sit liv som elev på anstalten lignede så meget af det, de fleste af os har oplevet. Jeg må indrømme, at jeg havde glædet mig til en opdatering med Buster-vinkel på læringsplaner og skolereform.
Alligevel er det lykkedes at modernisere Buster. Måske fordi han slet ikke er moderniseret, men bare er sit eget tidløse jeg.
Buster Oregon Mortensen er ikke nogen voldsomt dyb film om barndom, håb, optimisme og tab – men den fortæller om de samme ting.
Kommentarer