Den franske skuespiller Isabelle Huppert sidder i en hurtigt kørende bil og taler sort. Hun rabler om, at hun er fortabt, og at det er en katastrofe, at et gods er blevet solgt.
Som i et absurd skuespil gentager hun de samme replikker igen og igen med anderledes betoninger. Og det er netop replikker, hvilket viser sig, da hun endelig ankommer til den sydfranske by Avignon, der hvert år har en verdensberømt teaterfestval.
Så går det op for mig, at hun øver sig på replikkerne i Tjekhovs tragikomiske skuespil Kirsebærhaven, hvor hun har hovedrollen.
Tjekhovs skuespil nævnes overhovedet ikke i franske Benoit Jacquots fascinerende dokumentarportræt By Heart, hvor vi først følger Isabelle Huppert og Fabrice Luchinis gæstespil i Avignon.
Men det er ikke selve deres sceniske optræden, der er på programmet. Det er deres prøver, deres forberedelser, deres gentagelser, ja, hele det teatralske forarbejde ned i detaljer.
Mens Isabelle Huppert gennemgår de samme replikker, får hun vasket hår, sover en smule, danser, bliver sminket, gaber og drikker vand.
Hun er – som vi kender hende fra utallige film – cool, calm and collected. Senere får vi at vide, at hun forveksler et par replikker på scenen.
Par coeurs er filmens originaltitel ogbetyder at kunne noget udenad.
Men det betyder også direkte oversat ”igennem hjertet”, altså at føle noget inderligt. Og da Fabrice Luchini en tredjedel inde i filmen gør sin soloentre, er det netop som en speedsnakkende og gestikulerende skuespiller, der hjerteligt elsker sin metier.
Luchini er fransk films frikadelle med gennembrud i film af Éric Rohmer, gerne som småfilosofisk sjover. Flere vil huske ham som fransklæreren i Selv i de bedste hjem. Hans bidrag til teaterfestivalen er en causerende monolog over tekster af den tyske filosof Nietzsche og den franske poet Baudelaire.
Skuespilleren kommer også til at tale om sig selv og sit forhold til skuespilkunsten, hvor han er fan af skoledannende franske teaterskuespillere som Louis Jouvet og Michel Bouquet fra det klassiske franske teaterrepertoire.
Fabrice Luchini er i dag en anerkendt Molière-fortolker, så vi får en lille analyse af vreden i dennes klassiker Misantropen.
Hvor Huppert-afsnittet er stillestående pausefyldt og majestætisk ærbødigt over for hendes gåen op i sin rolle, er Luchinis optræden et sprudlende oneman-show med munddiarre over liv og levned i filosofi og digtning.
Filmen løfter sig ikke ved hans entre, men det er frugtbart at kontrastere to forskellige gemytter.
I sidste tredjedel mødes de to skuespillere i bil på vej til deres respektive forestillinger. Der bliver diskuteret kunstnerisk metode. Skuespillerens psykologiske indlevelse kontra respekt for stykkets sproglige kontekst. Og sceneskræk, alle skuespilleres kroniske mareridt.
Luchini er svedig nervøs og anspændt hektisk, mens Huppert er totalt tjekket, introvert og sindsrolig.
Hun er uddannet efter alle kunstens regler og ovenud prisbelønnet i film af førende instruktører. Han er derimod autodidakt, en charmetrold og et snakkehoved, komikeren som selvlært blev fransk films intellektuelle og elskelige spradebasse på film og teater.
Når de to så civiliseret repeterer deres roller – hun som Tjekhovs fyrstinde, der har mistet godset, han som parisisk caféfilosof, der spreder om sig med citater og navne – bliver det et sublimt møde. Med det bedste fra fransk kultur og teater.
Begge ser deres dramatiske liv som et kald, men på hver sin måde. Huppert er den aristokratiske teaterdiva og Luchini den vanvittige og vidende hofnar.
By Heart er simpelthen fremragende.
Kommentarer