Dette er en korrupt anmeldelse. Så er det sagt.
Jeg sagde ja per sms til at anmelde Cairo Confidential, da jeg fik den præsenteret som en svenskproduceret noir, der foregår i Egypten i 2011, i tiden omkring Mubaraks fald.
Filmen lød interessant. Men jeg tjekkede ikke credits, før jeg sagde ja, og det burde jeg have gjort. For filmen er delvis danskproduceret, hvilket bryder med mit princip om ikke at anmelde danske film, da jeg arbejder som daglejer i den danske filmindustri.
Tænk hvis jeg vil bejle til den danske co-producent ved at give Cairo Confidential en god anmeldelse? Og så har den tilmed Fares Fares i hovedrollen, og ham skriver jeg, som del af en manuskripttrio, replikker og handling til i den kommende Journal 64.
Når jeg giver filmen fem stjerner, kan det jo skyldes, at jeg ikke ønsker at lægge mig ud med Fares Fares, så han vil se med milde øjne på de ord, jeg vil lokke ham til at sige.
Hr. Korrupt Hansen udtaler: ”Fares Fares er fremragende i hovedrollen; hans præstation alene er til seks stjerner.”
En formildende omstændighed ved anmeldelsen kunne være, at filmen faktisk handler om korruption. Power, Corruption & Lies, som New Order kaldte deres album fra 1983.
Det kan også skyldes, at jeg synes, filmen er god. Det synes jeg. Mere end seværdig. Hvis du, kære læser, ser den og føler dig snydt, så skriv til mig, og jeg overfører fem øre, en øre for hver stjerne. Jeg har MobilePay.
I Cairo Confidential bestikkes der på livet løs. Politiet i den støvede, varmedirrende egyptiske hovedstad modtager konstant små og store ydelser fra borgerne for at opretholde ro og orden eller for at se gennem fingre med ulovligheder.
Det starter med et mord. En prostitueret popsangerinde bliver fundet død på et hotel, og den sudanesiske stuepige Salwa ser morderen. Kriminalbetjenten Noredin (Fares Fares) prøver at opspore pigen, der gemmer sig, mens han spiller dobbeltspil og indgår alliancer med skumle elementer i overklassen.
Noredin er knap nok en helt. Han er desillusioneret som en anden Philip Marlowe, men uden Marlowes ridderlighed er han snarere i slægt med J.J. Gittes i Chinatown – i øvrigt blandt mine absolutte yndlingsfilm, som Cairo Confidential godt kan ses som en parafrase over.
Som i Chinatown og The Big Sleep bevæger vi os gennem mange lag i samfundet. Fra slummen, hvor de illegale arbejdere bor under elendige forhold, over de nedslidte politistationer til luksushotellerne og golfbanerne. Råddenskaben, pengebegæret, den egoistiske stræben efter magt og prestige findes alle steder. Ofrene lider, de stærke griner.
Noredin er forfængelig – bruger lang tid foran spejlet for at få sit pomadehår til at sidde perfekt. Han er glad for penge. Og så er han ensom.
Han mistede sin kone i et trafikuheld, og nu prøver han at få livet og karrieren i politiet til at gå så smertefrit som muligt. Dulmer sig med cigaretter og pot. Uh, hvor de ryger i filmen, indendørs, og selv om vi ved, at rygning er slemt, er det skønt at se på. Det er lige før, man lugter røgen gennem lærredet.
Som i enhver sort krimi bliver røven tørret noget så grundigt på helten, og mon ikke Noredins menneskelighed og retfærdighedssans overvinder pengebegæret trods alt?
Selv om dele af filmen slet ikke er optaget i Cairo, men i Casablanca, fordi de egyptiske myndigheder lukkede optagelserne ned, er filmen et vibrerende portræt af den hektiske, overbefolkede by, på én gang frastødende og tiltrækkende.
Og Fares Fares er god. Han mildner portrættet af den på overfladen ret usympatiske Noredin. Vi fornemmer et lurende sammenbrud under uniformen. Vi mærker en længsel efter ægte liv og kærlighed.
Cairo Confidential er sine fem stjerner værd. Er du enig, så send mig en øre per stjerne – jeg har MobilePay.
Kommentarer