Call Jane

Joy er en typisk husmor i 1960’ernes Amerika.

Dagene går med madlavning og rengøring. Hun er gravid med sit andet barn, men graviditeten er ikke en dans på roser.

De øgede hormoner leder til en hjertefejl, som truer med at tage livet af hende.

Med sin mand opsøger Joy det nærmeste hospital. Da hun har kun 50 procent chance for at overleve, vil de have en abort.

Intet problem, hvis man kan overbevise to psykiatere om, at man er suicidal. Den ene er bare ikke lige sådan til at overtale, men hans receptionist har et godt råd: ”Bare fald ned af trappen. Det virkede for mig.”

I natten mulm og mørke stiller Joy sig parat. Hun kigger ned ad trappen. Den stirrer tilbage på hende. Kalder hendes bluf. Hun kan ikke.

En flyer på et busstoppested giver pludselig nyt håb: ”Vil du slippe for din graviditet? Ring til Jane!”

Det lyder som introen til et kafkask-mareridt om bureaukrati, men er virkeligheden for amerikanske kvinder før indførelsen af retten til abort i 1973.

Inden da var de henvist til en underverden af lægeklinikker, der beskyttet af mafiaen ikke nødvendigvis havde uddannede læger ansat.

Call Jane er den sande historie om en af disse hemmelige organisationer, som trodsede loven for at hjælpe kvinder i nød.

Efter en succesfuld abort ender Joy med at involvere sig i organisationens arbejde. Hun er ellers fra det bedre borgerskab, som ikke typisk begår kriminalitet. Hun må derfor skjule sine aktiviteter for sin teenagedatter og hårdtarbejdende mand. Hun siger, at hun er begyndt til billedkundskab.

Arbejdet med de frisindige, venstreorienterede kvinder begynder langsomt at ændre Joys syn på livet, hvor husmorgerningen ikke længere er nok.

”Jeg kunne have være blevet en læge,” siger hun, da det går op for hende, at skolesystemet aldrig gav hende lov til at drømme om en selvstændig karriere.

Denne udvikling kommer gennem modspillet fra stifteren af Call Jane. Efter eget udsagn har Virginia været med i alle menneskerettighedskampe og marcheret med Martin Luther King. Virginia er spillet af en meget veloplagt Sigourney Weaver, som har taget sin no bullshit-attitude fra Alien-serien med til rollen.

Hun siger tingene, som de er, i modsætning til Joys småborgerlige berøringsangst. Det vises i en scene, hvor en ung pige ikke forstår, hvorfor hun er blevet gravid. Joy stammer sig halvt igennem en historie om blomsten og bien, indtil Virginia har hørt nok og begynder at tegne og illustrere.

Sådan stjæler Weaver de fleste scener, men Elizabeth Banks skal også fremhæves for sin nuancerede portrættering af Joy. Hun får ikke lov til at være lige så vild og sprælsk som Weaver, men hendes transformering gennem filmen er troværdig.

For en film om kvinders rettigheder er det rart at, at næsten hele holdet bag er kvinder.

Instruktøren Phyllis Nagy er nok mest kendt for sit udsøgte manuskript til Todd Haynes Carol, men viser sig også som en fremragende instruktør. Sammen med fotograf Greta Zozula giver hun scenerne lov til at spille sig ud i ofte lange indstillinger.

Specielt en afgørende scene i Joys soveværelse, hvor et slå-ud-spejl bruges til at guide tilskueren opmærksomhed mellem tre spejle, er utrolig teknisk sofistikeret.

Manuskriptet rummer desværre en fejl.

Der bliver aldrig etableret en trussel. Virginia snakker ofte om vigtigheden af at holde ting hemmeligt, men det bliver ved snakken.

Selv om de teknisk set er kriminelle og lejer lokaler af mafiaen, føler man aldrig, at operationen er i fare. Derfor er dramaet kun et spørgsmål, om Joys datter og mand opdager hende. Men heller ikke her sidder man med en følelse af, at det ville ødelægge alt for Joy.

Det skal dog ikke tage noget væk fra det flotte filmsprog og de gode skuespilspræstationer, som trodser det manglende drama og hele tiden holder interessen fanget. Og temaet er jo desværre højaktuelt med USA’s Højesterets nylige afskaffelse af den forfatningssikrede ret til fri abort.