Callas – Paris, 1958

I 1950’erne var en operasanger blevet en af verdens mest berømte kvinder. Maria Callas (1923-1977) kombinerede alt, hvad tiden yndede og beundrede med et enestående talent.

Hun revolutionerede opera både musikalsk og dramatisk. Men hun blev så meget andet: et stilikon, en type, en tragedie og en bragende succes.

Enhver optræden var en festivalisk event. Hun forstod at udnytte sit ry og publikums fascination.

Da hun skulle debutere i Paris, arrangeredes en særlig koncert med korte og lange uddrag fra forskellige operaer. Man havde erkendt, at siden Callas var kendt for fremragende skuespil på scenen, var man nødt til at præsentere hende live-in-action.

Så der var et fuldt kor til blandt andet Vincenzo Bellinis Norma, og anden akt af Giacomo Puccinis Tosca blev gennemspillet med kulisser, kostumer og prominente kolleger i de to andre roller.

Koncerten er vigtig på flere fronter.

Selv om Callas var så original en skuespiller, ejer vi kun få glimt af hende live på scenen. Og forunderligt nok blev netop anden akt af Tosca optaget to gange.

Det er dog helt klart, at hendes Norma, iklædt moderne selskabskjole og udstyret med moderne juvelsmykker, i alt er lig med, hvad hun ville have foretaget sig på scenen i kostume.

Efter sin optræden i Buenos Aires bemærkede hun, at hun byggede sin Norma på den argentinske visesanger og præsidentfrue Evita Peron.

Hun var ikke ved bedste stemme, og Normas store arie Casta Diva er ikke velegnet som opvarmning. Men det er egentlig heller ikke stemmen i sig selv, koncerten handler om.

Koncertens publikum spiller en rolle i den unikke dokumentar, hvor koncerten er nyrestaureret og suppleret med nyligt fundne billed- og lydoptagelser. Til stede er blandt andre den franske præsident René Coty, instruktørerne Charlie Chaplin og Jean Cocteau og skuespilleren Brigitte Bardot.

Callas var et sparsomt gode. Ingen transmissioner af hendes optræden på tv, ingen filmudgave af hendes største roller, og hun havde endnu ikke fået øjnene op for koncertturneernes muligheder.

Hun var blevet en luksusvare. En person, som skabte stil selv i modeverdenen, og som skilte sig ud fra sine kolleger ved at være billedskøn og stylish.

Hun havde valgt på egen hånd at gennemføre en voldsom slankekur og at svøbe sin nye senede krop i tøj inspireret af den amerikanske skuespiller Audrey Hepburns stil.

Callas var ikke sød og svag som Audrey, men en skarp superkvinde.

Alt i denne koncert er skuespil, men det er egentlig kun Norma, som var en del af hendes repertoire år 1958. Den gennemspillede del af Toscas anden akt er fascinerende på flere planer. Vi er ganske klart på en teaterscene med henkastede møbler, og Callas er iført en lidt for stram kjole, der ikke tillader store bevægelser.

Både hun og Tito Gobbi som Scarpia spiller forbavsende konventionelt. Der var stadig lang vej til perfektionen i en hyperrealistisk, filmagtig stil, som vi ser det med Franco Zeffirellis Tosca, der blev optaget i London.

Musikalsk er koncerten virkelig en blandet landhandel, og jeg byttede den gerne for et kvarters optagelser af hendes Medea, Norma eller Anna Bolena på scenen.

Det, vi får, er en præcis beskrivelse af hendes rolle og betydning i 1958. Udformet af hende selv. Det er i hengivelsen til musikken, man fornemmer hende selv. Hun ”agerer”, når hun er Maria Callas, men rollen frisætter hende.

Det er måske netop denne koncerts vigtigste budskab, hvad angår kunstneren Callas: Rollen som superstjerne krævede forstillelse, mens friheden og glæden kom fra rollerne og musikken. På den måde er hun uventet relevant.

Året efter Paris-koncerten begyndte hendes nye liv. Farvel til ægtemanden og ind i et turbulent kærlighedsliv. Og stemmekrise. I 1965 var det forbi med optræden på scenen.

Måske er det speakerens halvt hviskede, respektfulde replik ”Voici La Callas”, da hun skrider frem mod scenefronten, som bedst karakteriserer denne enestående event. Her ser vi Callas!

Hun er avanceret fra at være et navn til La Callas. Dér befinder hun sig stadig, selv om hun fødtes i 1923.