Camp X-Ray

En arabisk udseende mand (Peyman Moaadi) kommer hjem fra byen med en pose fyldt med mistænkeligt mange mobiltelefoner. Han knæler og begynder at bede. Pludselig får han trukket en sort hætte over hovedet.

Da hætten fjernes igen, knæler han stadig, men nu befinder han sig – frysende og forslået – i et lille bur på Guantanamo-basen.

”Otte år senere.”

Menig Cole (Kristen Stewart) er nyankommet til Camp X-Ray, som er kodeordet for det område på den berygtede amerikanske base på Cuba, hvor USA tilbageholder terrormistænkte personer. Hun er en af de eneste kvindelige soldater i lejren, og det gør hende til et yndet mål for de kvindehadende, udspekulerede Al Qaeda-typer, hun er sat til at bevogte.

En af dem er herren fra filmens første scener. Han er indsat nr. 471 – Ali blandt venner. Og selv efter otte år i sin lille celle kun møbleret med seng, toilet og håndvask virker han som den mest imødekommende blandt lejrens indsatte. Og så er han den eneste, der taler engelsk til Cole.

Cole kan ikke for alvor finde sig til rette i alle det mandsdominerede, følelseskolde militærs standard operating procedures. Ikke engang i opkaldene hjem til familien via Skype finder hun ægte menneskelig kontakt.

Derfor bliver hun langsomt draget mod den passionerede Ali, som på trods af enkelte fejltrin er den eneste person i nærheden, der lader til at vise hende respekt og forståelse. Ali, hvis tilværelse bogstaveligt talt bliver kontrolleret, fornemmer og gengælder Coles behov for kontakt, og de to former et skrøbeligt, akavet venskab.

Den stakkels araber og den søde oppasser.

Det lyder noget frelst, men der er ikke nogen klar skillelinje mellem sort og hvidt. Cole er ikke nogen home coming queen, hun er en barsk type, som langt fra bobler af smittende humør. Allerede af den grund passer den nærmest kronisk mutte Kristen Stewart perfekt til rollen.

Stewart viser yderligere talent og overbeviser både som utilnærmelig soldat og – da facaden begynder at krakelere – et kontakthungrende menneske. Med flere gode film på vej, er hun stærkt på vej til at lægge Twilight-dagene bag sig.

På den anden side af celledøren får publikum aldrig at vide, hvorfor Ali er havnet i lejren. Derimod får vi et indblik i ham som menneske. På den baggrund må vi så bedømme, om det er rimeligt, at han på ottende år sidder og rådner op uden at være blevet dømt for noget.

Her er filmens største problem i forhold til et oplyst dansk publikum. For naturligvis er det ikke i orden at fængsle selv de værste forbrydere i årevis uden rettergang. På det punkt sparker man en åben dør ind. Heldigvis gør filmen Ali til en interessant person uafhængigt af hans aktuelle skæbne.

Peyman Moaadi er bedst kendt som den ene af titelrollerne i den iranske Oscar-vinder Nader og Simin – en separation.

I Camp X-Ray formår han at løfte Ali-karakteren ud af det banale hængedynd og gøre ham til en ganske vist bitter, men samtidig nuanceret og troværdig person, som man ikke desto mindre aldrig rigtig ved, hvor man har.

Han får også god tid til det. Cirka halvdelen af filmen foregår i det trøstesløse celleafsnit, og især filmens sidste halvdel bruger meget tid på dialogscener mellem Cole og Ali. Ofte er scenerne filmet gennem det lille vindue i celledøren, og det forstærker kun den klaustrofobisk fortættede stemning, der gennemsyrer hele filmen.

Kun enkelte gange kommer vi rigtigt ud for at trække vejret, men selv da fastholdes den trykkede stemning.

Som kritik af Guatanamo-basen tilføjer Camp X-Ray ikke noget nyt, men den er alligevel værd at se for sit stærke karakterstudie i to personer, der føler sig fanget på hver sin side af den metaldør, der gør den største forskel.