Biografanmeldelse
28. aug. 2019 | 18:47

Camper 303

Foto | Kahuuna Films
Med hver deres destination tager Jan (Anton Spieker) og Jule (Mala Emde) på en køretur ned gennem de tyske veje, hvor nye oplevelser ændrer deres syn på livet og kærligheden.

Tysk ungdoms-roadmovie slår alle de forventede smut på vejen, så den hyggelige romantik bliver lige forudsigelig nok.

Af Leslie Felperin

Instruktør og forfatter Hans Weingartner slog igennem uden for Tyskland med The Edukators fra 2004, et portræt af tre halvanarkistiske spasmagere, der kommer på dybt vand, da et af deres stunts slår fejl.

Instruktørens seneste, den romantiske roadmovie Camper 303, har en snert af samme tematik. Den handler også om unge mennesker, der står ved en skillevej i livet og stiller spørgsmålstegn ved deres inderste overbevisninger.

Her er bare ingen ung Daniel Brühl, der livede gevaldigt op i The Edukators, og hovedpersonerne har heller ikke brug for at kidnappe en rig kapitalist for at lære sig selv bedre at kende.

Det eneste, de behøver, er en knirkende gammel autocamper, nogle billedskønne holdepunkter på vej ned gennem Europa og et manuskript, der holder en forudsigelig kærlighedshistorie på skinner med belejlige lykketræf, det ene mere utroværdigt end det andet.

Det er en simpel film, der kun har to nævneværdige roller, Jule og Jan, begge studerende fra Berlin, som forelsker sig.

Jule studerer biologi, men har svært ved studierne, måske fordi hun lige har opdaget, at hun er gravid. Hendes kæreste Alex studerer økobiologi i Portugal og aner intet om familieforøgelsen. Hun beslutter sig for at pakke den gamle autocamper, hun engang delte med sin bror, for at tage ned for at møde ham. Der vil hun så beslutte sig for, om hun skal beholde barnet eller sluge en abortpille.

Hun møder Jan, en pæn blond samfundsvidenskaber, da hun stopper for at fylde benzin på. Han er strandet, efterladt af den delebil, han havde arrangeret til Spanien, hvor han endelig skal møde sin biologiske far. Der er stort drama i vente for dem begge. Hun tilbyder at køre ham så langt som til Köln.

De kommer uheldigt fra start, da Jan i deres første samtale harcelerer over selvmordere, som han mener alle er egoister uden at ænse Jules mange, ikke særligt diskrete vink om at droppe emnet. Hendes egen bror begik selvmord for nylig.

Fortørnet kører Jule fra ham på en rasteplads. Men ved skæbnens noget kunstige lune støder de på hinanden igen på en anden rasteplads, da han redder hende fra en potentiel voldtægt.

Der findes fasttømrede spilleregler for romantiske roadmovies, og filmen følger dem til punkt og prikke.

Jule og Jan har indædte skænderier om alle de filosofiske positioner, de overhovedet kan være uenige om: kapitalisme eller socialisme, vegetarkost eller kødgryder. Og mens de vender teorien om forelskelsens natur, fører de den også ud i livet.

Hans Weingartner har skrevet manuskriptet, og deres samtaler flyder temmelig overbevisende, også selv om fans af Richard Linklaters Before-trilogi nok vil føle, at Jule og Jan er femtegenerationskopier af Ethan Hawke og Julie Delpys karakterer i de film.

De er ganske sympatiske, men den vagt frigjorte Jule og jokende Jan er langt mindre komplicerede og interessante end Celine og Jesse. At Jule er gravid med en anden fyrs barn, er dårligt nok et vejbump på deres nyasfalterede vej til lykke.

De er næsten alene i historien, bortset fra, når Jules kæreste eller Jans forjættede far ringer ind og forstyrrer tosomheden. Dermed er det dramatiske ansvar lagt hos hovedrolleindehaverne Mala Emde og Anton Spieker, et par pæne, men ikke specielt karismatiske skuespillere.

Der er heller ikke meget at komme efter rent filmisk. Samtalerne mellem Jule og Jan folder sig ud med et rastløst kamera, nogle gange klippet frem og tilbage, andre gange i ubrudte walk-and-talks foran assorterede vejlandskaber.

Camper 303 er som at sidde på bagsædet, mens et par snakkesalige tanter kører en velkendt hyggetur: en overskuelig fornøjelse, man snart har glemt.

Trailer: Camper 303

Kommentarer

Titel:
Camper 303

Originaltitel:
303

Land:
Tyskland

År:
2018

Instruktør:
Hans Weingartner

Manuskript:
Hans Weingartner, Silke Eggert, Sergej Moya

Medvirkende:
Mala Emde, Anton Spieker

Spilletid:
120 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
29. august

© Filmmagasinet Ekko