Serieanmeldelse
15. okt. 2018 | 11:51

Camping

Foto | Anne Marie Fox
i forbindelse med Walts (David Tennant) fødselsdag har hustruen Kathryn (Jennifer Garner) inviteret deres vennepar på en campingtur, hvor idyllen krakelerer.

HBO-komedieserie af kvinderne bag Girls farer vild med kedelige karakterer, der er så langt ude i skoven, at det hverken er sjovt eller troværdigt.

Af Patricia Smollerup

I 2017 afsluttede Lena Dunham og Jenni Konner deres kæmpesucces Girls. De to kvinder er nu tilbage ved roret på en ny HBO-serie, hvor de giver sig i kast med en amerikansk version af det britiske komediehit Camping.

Forventningerne er store til, at Camping kunne blive en humoristisk udforskning af parforholdet og tage dynamikker i vennekredsen under kærlig behandling.

Der er desværre langt fra tilfældet.

Serien følger Jennifer Garner i rollen som Kathryn, der i forbindelse med manden Walts fødselsdag har inviteret tre vennepar med på campingferie. Men hvad der var tænkt som en idyllisk weekend i det fri, viser sig hurtigt at sætte venskab og parforhold på prøve.

Kathryn er mentalt ikke helt stabil – for at sige det mildt. Hun er en kontrolfreak, hun er hysterisk, mangler situationsfornemmelse og er overgearet.

Derfor har hun lagt en stram plan for hele weekenden. Men ikke alt går efter Kathryns hoved, og da Walts ven Miguel pludselig dukker op med en ny og bramfri kæreste, Jandice (Juliette Lewis), er det lagt op til konflikt og drama.

Udgangspunktet er sjovt. Så det er ærgerligt, at næsten alt i serien fremstår overdrevet og kunstigt.

Kathryns søn falder under en rugbykamp, da Jandice løber ind i ham. Kathryn kommer dramatisk stormende og spørger panisk drengen, hvor gammel han er, hvilken dag det er, og hvilken farve hendes hår er.

Og det stopper ikke her.

For selv om drengen forsikrer, at han har det fint, skal han naturligvis en tur på hospitalet. Her hvæsser Kathryn af lægen, at hun ikke må give sønnen en laserstråle i øjnene og spørger desperat, hvordan hun kan holde øje med, at de indre organer er okay.

Med få undtagelser – David Tennant i rollen som Walt, og Chris Sullivan som Joe, der har et forhold til Kathryns søster – er det er de store armbevægelsers skuespil. Når der grines, er det en voldsom latter. Der trækkes og smages på alle ord, som var der sat en slowmotion-effekt på.

Det gælder særligt for Juliette Lewis’ Jandice. Øjnene er ved at poppe ud af hovedet, når hun taler. Og gruppen har taget en nærmest kollektiv beslutning om at bevæge munden så voldsomt, at de alle sammen må have haft ondt i kæberne, da de var færdige med optagelserne.

Til gengæld er der også et par sjove detaljer. Kathryn har sørget for, at hun, Walt og sønnen har ens nattøj på og ligger på rad og række i deres matchende ternede pyjamas. Og når de får taget et fællesfoto, kommer Kathryn med instrukser til, hvilke grimasser der er godkendt til Instagram-billedet.

Desværre er karaktererne ret kedelige.

Halvvejs gennem første sæson er flere af personerne stadig forholdsvis anonyme. En undtagelse er Kathryns overbærende mand Walt, som tydeligvis er under tøflen og har en mere underspillet attitude. En dag gør han stille oprør ved at flå en af Kathryns mange ekstra madrasser i stykker.

Joe er den mest jordbundne i flokken. Hans karakter virker også en smule interessant med en fortid som stofmisbruger. Han er outsideren i mandegruppen.

Serien kæmper med troværdigheden, når Kathryn tager mod en beroligende pille fra Jandice, da hun lider af søvnproblemer. Alt i Kathryns liv er kontrolleret ned til mindste detalje, så hvorfor i alverden vælger hun pludselig bare at putte en tilfældig pille i munden?

Det viser sig da også, at Jandice har taget fejl af pillerne og givet Kathryn et opkvikkende stof.

Kathryn tog selvfølgelig imod pillen, så der kunne komme noget drama, og vi kunne bruge et helt afsnit på at se hende være ekstra overgearet, skeje ud og sige upassende ting. Sjovt? Nej, egentlig ikke.

Trailer: Camping

Kommentarer

Titel:
Camping

Sæson:
1

Land:
USA

År:
2018

Serieskabere:
Lena Dunham, Jenni Konner

Medvirkende:
Jennifer Garner, David Tennant, Juliette Lewis, Arturo Del Puerto, Ione Skye, Janicza Bravo, Brett Gelman

Spilletid:
Otte afsnit af 30 minutter

Anmeldelse:
Fire afsnit

Premiere:
15. oktober på HBO Nordic

© Filmmagasinet Ekko