Faren ved Marvels ambitiøse univers af sammenflettede superheltefilm er, at man let kan komme til at betragte de enkelte superheltes solofilm som et opvarmningsband til en rockkoncert.
Når nu vi har hovednavnet, Avengers-filmene, hvor alle heltene slutter sig sammen i et seismisk slag, kan det være svært at hidse sig op over, hvad de går og sysler med i deres egne film.
Men hold op, hvor ville jeg nødig være den næste Avengers-film, der skal gå på scenen efter Captain America: The Winter Soldier.
Anden omgang med Amerikas dydsirede patriot er ikke blot den måske mest fuldendte film i Marvels portfolio. Den reserverer øjeblikkeligt en plads på superheltefilmenes firmament.
Den store fidus for instruktørbrødrene Anthony og Joe Russo (You, Me and Dupree og et dusin episoder af Arrested Development) er at bringe universet tættere på jorden både i bogstavelig og overført forstand.
Captain America kan ikke flyve, og derfor består mange af actionsekvenserne af velkoreograferede nævekampe til lands. Det er et kærkomment afbræk fra The Avengers, hvor flyvende rumvæsner smøg sig svimlende rundt om skyskraberne.
Handlingen er komponeret som en højpolitisk sammensværgelse, hvor fjenden ikke kommer fra det ydre rum, men indefra, fra sikkerhedsagenturet S.H.I.E.L.D., som forvalter Avengers-initiativet.
Det er stadig verdensfreden, der er på spil, javist. Men filmen tematiserer samtidig både forsvarspolitiske strategier og overvågningssamfundets slagside. Ikke dårligt af en højkommerciel blockbuster.
Plottet har i sig selv substans, vendinger og U-vendinger nok til, at det kunne have båret en (godt nok middelmådig) klassisk politisk thriller uden en superhelt. Nu forlener det i stedet Marvel-universet med en ny grad af suspense og mystik.
Da hans chef Nick Fury bliver angrebet, må Captain America atter hoppe i sit Stars and Stripes-antræk. Han var ellers så småt ved at vænne sig til det 21. århundrede (den første Captain America-film endte med, at kaptajnen blev optøet efter at have været nedfrosset i næsten 70 år).
Han er blevet fortrolig med internettet, og han er glad for, at polio er blevet udryddet.
På mange måde klæder den hypermoderne verden (glem smartphones – vi taler om bestyrelsesmøder afholdt via hologrammer a la Jedi-rådet) Captain America bedre end 1940’erne. Her får hans bedagede spejderdrengs-idealisme bedre modspil. I dag er hans naive patriotisme befriende retro, hvor han i den første film bare var lidt for corny.
Han er stadig ikke den mest karismatiske superhelt. Men Chris Evans gestalter ham troværdigt, med granitkæbe, svulmende overarme, tandpastasmil og tækkelig svigermors drøm-charme. Han har heldigvis også et mere kækt glimt i øjet end sidst – ikke mindst takket være en god, djærv kemi med Scarlett Johanssons Black Widow, der snart fortjener sin egen film.
Resten af det stjernebesatte cast gør det upåklageligt. Robert Redford er et glædeligt gensyn, den undervurderede Anthony Mackie er et friskt pust som den flyvende Falcon, og Samuel L. Jacksons Nick Fury er endelig ved at få lidt mere kødfylde.
Ligesom i The Avengers tager rappe replikker og sund selvironi toppen af svulstigheden. Men faktisk har Captain America: The Winter Soldier en mørkere tone end de fleste Marvel-film. Den pendler elegant mellem action-udladningerne og de karakterbårne stunder, der er skrevet og spillet med stor sensibilitet og aldrig kammer over i det sentimentale.
Actionscenerne er som sædvanlig overskudsagtigt orkestret. Det håndholdte kamera og 3D-effekterne kommer især til deres ret i de kropsnære nævekampe og hæsblæsende bilscener, inden det hele til sidst kulminerer i et væld af eksplosioner.
Man kan ikke lade være med at undre sig over, om ikke Iron Man og kompagni lige kunne have hevet en halv time ud af kalenderen og givet et nap med. Men de har åbenbart deres at slås med, sådan rent bogstaveligt.
Synd for dem, for de gik glip af et festfyrværkeri. Og hvis det her kun var opvarmningen til hovednavnet, kan jeg ikke vente på den næste Avengers-film.
Kommentarer