Caravaggios skygge

Historien om Michelangelo Miresi – også kendt som Caravaggio – er en af verdenshistoriens vildeste dramaer.

Den geniale maler revolutionerede kunsten med sit unikke mørke og provokative religiøse motiver, mens han med sværd i skeden spankulerede rundt i Italiens snuskede undergrund.

Og de sidste år af sit liv tilbragte han på flugt efter sværdmordet på en alfons, inden han blev slået til ridder og benådet, kort før han døde under mystiske omstændigheder.

Michele Placidos Caravaggios skygge er en nonlineær, filmisk fortolkning af kunstnerens liv med udgangspunkt i en af Vatikanets agenter – ironisk nok kaldet Skyggen – der i 1609 begynder at granske i Caravaggios privatliv.

Skyggen spilles af franske Louis Garrel (Officer og spion), der er fromt sammenbidt og stift fornærmet på Guds vegne over de mange kætterier, han støder på i løbet af sin efterforskning. Men kan han ikke undgå også at blive draget af kunstværkerne.

Caravaggio selv spilles af Riccardo Scamarcio (John Wick: Chapter 2), som ligner den virkelige kunstner fra hans selvportrætter.

Scamarcio dyrker den mytologiske mand mere end mennesket. Han fremstiller en messiansk mande- og kvindebedårer med stoisk humor og overjordisk machoudstråling.

Carvaggio vil med sin kunst vise virkeligheden frem for alt. Og i hans øjne er virkeligheden de ludere og lommetyve, han ynder at omgås, og som han laver om til helgener og bibelske figurer i sine malerier.

Gang på gang forklarer Caravaggio sine særlige motivvalg. Men fordi Scamarcio spiller ham så stort i slaget, kommer hans kunstfilosofiske betragtninger til at lyde som en selvovervurderende efterskoledreng, der præsenterer sit cover af Wonderwall.

”Skal vi ikke bolle?” spørger en af Caravaggios erobringer på et tidspunkt, men nej, det plagede geni skal selvfølgelig lige male hende først.

På en måde er det rigtigt set at gøre den legendariske kunstner til en omvandrende kliché, for mange af de mest slidstærke kunstnerklichéer må antages at komme fra Caravaggio.

Hans liv udgør skabelonen for alle de kunstner-biopics, der er kommet ud på film det sidste århundrede: den skæve livsstil, masser af sex, revolutionær kunst på kant med etablissementet og en stor, tragisk deroute til at slutte af på.

Men i Caravaggios skygge er der ingen pophits, vi skal slavisk igennem for nostalgiens skyld. Her er kun fremragende malerier. Og tilblivelsen af mesterværket Morta della Vergine er filmens smukkeste scene.

En sexarbejder, som Caravaggio holdt af, er druknet, og kunstneren vasker nænsomt hendes lig, før et hold modeller stiller sig sørgende op omkring hende. Yndefuldt danner de motivet til, hvad der skal blive til et ikonisk maleri af den døde Jomfru Maria.

Men problemet med Caravaggios skygge er, at det er en snakkefilm.

Den er fyldt med overdådig æstetik med masser af totalskud, der på gammeldags maner indfanger de imponerende store periodesets. Men størstedelen af filmen er mænd med fipskæg, der taler om kunst og kirke i lækkert belyste rum. Og kunsten får sjældent får lov at tale for sig selv.

”Maleriet beretter om noget, som berør os alle: døden, men Caravaggio viser Marias jordiske krop og ikke den hellige jomfru,” siger en kardinal, da han ser Morta della Vergine, som var han en kunsthistoriestuderende til eksamen på andet semester.

Kardinalen spilles endda af instruktøren selv, der åbenbart ikke kunne dy sig for at få sine betragtninger med i filmen.

Al den snak gør dramaet unødvendigt sløv, taget i betragtning hvor meget action der er i Caravaggios virkelige historie. Og katten-efter-musen-legen mellem kunstneren og Skyggen vækker lidt for tydelige mindelser om en bedre film: Amadeus.

Den bitre statsmand, der både foragter og beundrer et utæmmeligt geni, kender vi fra Salieri og Mozart i Milos Formans klassiker. I Amadeus kompenserer Forman for den halvtunge handling med masser af farver og levende hovedpersoner, og derfor føles den kortere end Caravaggios skygge, selv om faktisk den er 40 minutter længere.

Michele Placidos film er fyldt med skønhed, storhed og beundring for hovedpersonen. Men når Caravaggios projekt var at menneskeliggøre Bibelens hellige skikkelser, er det ærgerligt, at filmen om ham mangler menneskelig glød.