Han kalder sig William Tell. Bill blandt bekendte. Han har skiftet sit navn for at skjule sin fortid.
Bill rejser rundt fra beskidte spillehuler til neonoplyste kasinobyer og lever af at spille for små beløb. Han efterlader sig ingen spor, og sørger for aldrig at vinde nok til at vække opsigt.
Når han tjekker ind på et hotelværelse, dækker han samtlige overflader med grå lagner, før han sætter sig til rette med en whisky.
Han er en tilknappet mand med stenansigt, nedsunkne øjne og en problematisk fortid. En mand, der gemmer sig. Men så er der nogen, der får øje på ham.
The Card Counter er en klassisk Paul Schrader-historie.
Manuskriptforfatteren bag Taxi Driver fik i 2017 et comeback som instruktør med den religiøse lidelsesfortælling First Reformed. Han er tilbage med endnu en fortælling om en sindsplaget enspænder, der gennemlever samvittighedskvaler i en parallelverden fuld af store personligheder og giftig maskulinitet.
Filmen er en skuffelse. Der er en sløsethed over The Card Counter.
Manuskriptets idéer samler sig ikke for alvor til en sammenhængende historie, og Paul Schrader stiller undervejs spørgsmål, hvoraf kun nogle bidrager til intrigerne, mens andre koster på troværdigheden.
Til gengæld leverer Oscar Isaac en jernhård, gådefuld præstation i hovedrollen. Han giver et iskoldt signalement af en mand, der har lært at skjule sine bløde sider. Men skuespilleren efterlader en lille sprække, der giver glimt af et mere varmt menneske.
Bill har siddet inde, fortæller han i en voice-over, og det passede ham overraskende godt. Han lærte to ting i fængslet: at tælle kort og en streng rutine, der reducerer hans liv til kun det mest basale.
Hans spartanske livsfilosofi er afspejlet i filmens stil, der er kold og kynisk. Kasinoernes virvar af farver og lys skaber nok visuel kompleksitet, men Alexander Dynans fotografering er gennemført uromantisk.
Bill lever i en barsk og glædesløs verden, indtil to personer dukker op og tilbyder en vej ud af hans Sisyfos-eksistens.
Den ene er den smarte kvinde La Linda, som finansierer dygtige pokerspillere mod en andel af deres gevinst. Den anden er den unge mand Cirk, som Bill møder på en konference, han er med til for at narre penge ud af fulde mænd.
Bill og Cirk har en fælles interesse i sikkerhedsspecialisten John Gordo (Willem Dafoe), der trænede både Bill og Cirks far i enhanced interrogation – bedre kendt som tortur. I et flashback sender Paul Schrader sit publikum gennem Abu Ghraib, det berygtede amerikanske fængsel i Irak, der gennem fiskeøje-optik fremstår som et larmende, ulækkert helvede på jord.
Cirk vil have hjælp til at dræbe Gordo for at hævne sin far, der drak sig voldelig, indtil han begik selvmord. Bill afslår. I stedet overbeviser han den unge mand om at slutte sig til ham på kasino-rundtur med La Linda. Men da dette trekløver er samlet, begynder filmen for alvor at snuble.
Paul Schrader arbejder bedst med erfarne dramatiske skuespillere som Oscar Isaac, der selv kan finde vej ind i rollen.
I The Card Counter føles det, som om han har haft svært ved at give opbakning nok til komikeren Tiffany Haddish og unge Tye Sheridan, der henholdsvis spiller La Linda og Cirk. Derfor finder de tre centrale figurer aldrig rigtig en fælles rytme.
Der er også andre problemer, nogle mere graverende end andre.
Scener får ikke en afslutning. Et fængselsbesøg introduceres for så aldrig at blive nævnt igen. Det skal nok gøre os nysgerrige, men vækker snarere irritation. Og hvorfor forlader Bill en pokerturnering for at læse nyhederne på sin computer på værelset, når han bare kunne tjekke sin telefon?
Det er ikke nok til at vælte filmen omkuld. Men det vidner om, at denne rejse ind i sjælens mørkeste afkroge har svært ved at holde fokus.
Kommentarer