Carmen og Lola

Carmen og Lola er en feelgood-film. Det skal den ikke undskylde for.

Der er ellers adskillige grunde til, at handlingen kunne styre i den sorte, uafvendelige retning.

Lola er seksten og vokser op som en ung roma i en analfabetisk familie i Madrid. Hendes mor prøver at tvinge hende i kirke, hvor hun kan møde et udvalg af passende unge mænd, og hendes far presser på for, at hun skal droppe sine ambitioner om en uddannelse.

For uddannede, det er noget de forhadte hvide er, og det fører kun til ulykke og voldtægt.

En dag møder Lola den ét år ældre, glamourøse og fuldkommen uimodståelige Carmen, der står for at blive forlovet med Rafael, Lolas fætter. Carmen er ligesom sin familie kulturkonservativ roma – sigøjner, kalder filmen det – og hun regner med at blive frisør uden at gå i skole. Men Lola ved, at romaer, der gerne vil være frisører, ender med at stå og vaske hår for de egentlige frisører, de hvide.

Pigerne forelsker sig – Carmen modvilligt, men alligevel. Forhindringerne står byltet op foran dem.

Carmen og Lola ryger lige ned.

Her er ingen klumper i suppen, intet der skal oversættes fra en eksotisk kultur til én, vi kan forstå. Homofilm har allerede afsøgt grænseområder og sat fokus på, hvordan det er at opdage og stå ved sin spirende og afvigende seksualitet i en stærkt konservativ kontekst.

Den fortælling lægger Arantxa Echevarría ikke noget til. Hendes film er ikke særligt dristig, men læner sig tilpas tilbage i velafprøvede metaforer. Således er det åbne hav metaforen for det unge pars uendelige kærlighed, og Lola udtrykker sin latente, samfundsomstyrtende identitet ved at male fugle i fri flugt på husgavle med spraymaling.

Man har ikke tænkt meget over metaforik, når det foregår så automatisk.

De to unge kvinder er billedskønne og påfaldende uetniske at se på. Jeg er med på, at alt findes alle vegne, men roma-identiteten ligner mest et eksotisk skalkeskjul. Kunne filmen ikke i lige så høj grad udspille sig blandt ortodokst katolske spaniere?

Carmen og Lola har et ærinde, der kan sammenfattes på bagsiden af en tændstikæske, men det er et sympatisk ærinde.

Der er interessante takter i beskrivelsen af Lolas far, som hellere vil have hende gift med en voldelig sigøjner end en hvilken som helst hvid mand, og af lillebroren, der agerer anstandsdame for Lola ude i offentligheden, men det er ikke temaer, der udvikles.

En kosteligt morsom scene er den, hvor fædrene til de to, der skal forloves, rituelt mødes for at foretage overdragelsen af pigen til svigerfamilien. Og de lyver begge, så bukserne er ved at sprække, for at sælge deres afkom. Alle ved, de lyver, men det afholder ingen.

Drengen, som vi ser flanere rundt på gaden, er from og gudfrygtig og bevæger sig aldrig uden for lejligheden. Mens Carmen, der helt åbent står og falbyder grøntsager på markedet og ryger sammen med Lola, angiveligt aldrig har været uden for en dør uden behørig ledsagelse, aldrig har talt med en dreng og sågar ikke ejer en mobiltelefon!

Echevarría er ikke synlig som instruktør af Carmen og Lola. Hun har ti års erfaring fra genrekortfilm, så hun har vel djævlefordrevet de værste af den slags nykker, der kan opstå, når en spillefilmdebutant uhindret både skriver, producerer og instruerer.

Vil jeg anbefale Carmen og Lola? Ja, jeg vil. Hvis ikke man forventer udfordrende filmkunst, vil man blive underholdt. Og hey, hvad er der galt med underholdning?