Carol

Begynd med blikket.

Det strålende blik af gensidig tiltrækning og forståelse, som udveksles mellem to ukendte kvinder i begyndelsen af Todd Haynes’ mesterlige fortolkning af Patricia Highsmiths roman fra 1952, The Price of Salt.

Og se så blikket, fuldt af tragisk længsel, fra de selvsamme kvinder tværs gennem et fyldt rum i slutningen af filmen.

Når Carol er en af sidste års bedste film – måske endda en af det tredje årtusindes bedste film – er det, fordi den knytter sit emne sammen med lige præcis det, film kan. Og det gør den på en både intelligent og følsom måde.

Når film er bedst, handler det om en slags højnet opmærksomhed, en ændret tilstand af lyd og syn.

Carol foregår i staten New York i 1950’erne og handler om to kvinder, der sammen oplever netop sådan en ændret tilstand. Cate Blanchetts karakter, som lægger navn til filmen, er en elegant, glamourøs kvinde fra det øverste samfundslag, der er midt i en grim skilsmisse fra sin konventionelle, viljesvage mand Harge (Kyle Chandler). En mand, hun mere ynker end hader.

Da hun møder den barnligt sensuelle butikspige Therese (Rooney Mara) i legetøjsafdelingen i et fornemt stormagasin, er der straks kemi. Men det er den ældre kvinde, der tager teten og med vilje efterlader sine handsker på disken, så hun har en undskyldning for at vende tilbage. Selv før filmen fortæller os det, ved vi med den selvsikre handling – samt ikke mindst blandingen af romantisk længsel og glubsk lyst i Carols øjne – at det ikke er første gang, hun er faldet for en kvinde.

Instruktøren Todd Haynes, der er åbent homoseksuel, har altid været fascineret af dem, som vælger at være anderledes. Ligesom de 70’er-glamrockere, han portrætterede i Velvet Goldmine (1998). Eller dem, der ikke kan finde ud af at tilpasse sig, som Julianne Moores allergiske husmor i Safe (1995). Hendes forvirring i forhold til den borgerligt hule rolle, hun skal passe ind i, giver hende næseblod og astmaanfald.

Haynes er også fascineret af, hvordan skiftende identiteter kan bruges til at undgå de rammer, samfundet prøver at holde os i. Han prøvede at fange Bob Dylans postmoderne personlighed ved at få seks forskellige skuespillere til at udleve forskellige aspekter af musikeren i I’m Not There fra 2007.

Og ligesom instruktørens melodrama Far from Heaven fra 2002 foregår Carol i USA i 1950’erne. En tid, hvor seksuelle, sociale og racemæssige holdninger var ufleksible og fangede dem, der ikke passede ind, i en kvælende moralsk og juridisk løkke. Resultatet var, at små detaljer – som et par glemte handsker – havde enorm betydning og undergravende kraft.

Det er en af de måder, hvorpå Carol fletter sine bekymringer sammen med sit udtryk. Film er et todimensionelt format, der skaber en illusion af dybde. Carol handler om, hvordan brikkerne i et velhavende forbrugersamfund – tøj, biler, makeup, glitrende julepynt og smukke pakker – kan skifte frem og tilbage mellem en todimensionel overflade og noget dybere.

For eksempel den bil, en østersfarvet 1949 Packard Super Eight DeLuxe, Carol kører så selvbevidst rundt i. Bilen er et smukt, kurvet objekt, men ligesom Carol er den utilgængelig for mænd. Carol bruger bilen, det arketypiske mandlige statussymbol, som et helle, der kun er for kvinder. I den kan hun og hendes veninder være sig selv.

Den er samtidig et middel til at flygte ”vestpå”, som er hendes udtryk for at slippe for konventionerne. Det ender dog med at være en umulig drøm i et tvangsfyldt miljø. Og det er ikke kun på grund af smukt kostumedesign, at Carols koralrøde læbestift, neglelak, tørklæde og handsker lyser i filmens dæmpede, vintertonede farvepalet. Hun bruger den kvindelige skønheds sociale koder som et rødt flag og for at trodse patriarkatet.

Som en spejling af de forskellige emner i Carol er kameraets synsvinkel splittet mellem forsigtig tilbageholdenhed og ivrig nysgerrighed. Døråbninger og vinduer adskiller os fra det, der er vigtigt. Nogle gange er vinduerne plettet med regn – som tårer fra noget ukendt. For filmen handler allermest om ikke at være i stand til at udtrykke, hvad man føler.

Alligevel kan kameraets syn være voyeuristisk. En af manuskriptforfatter Phyllis Nagys genistreger i forhold til bogforlægget (der blev skrevet under pseudonymet Claire Morgan på grund af det dengang skandaløst lesbiske indhold) er små ændringer af Rooney Maras rolle. Therese er midt i en personlig, selvstændiggørende brydningstid, da hun indleder sit klassekrydsende venskab med Carol, som senere udvikler sig til en affære. Og Nagy har gjort Therese til amatørfotograf.

Vi ser, hvordan hun tager billeder med et lille Argus C3-kamera, mens hun prøver at finde det ægte og interessante i den verden, der omgiver hende. Det føles helt rigtigt, at filmvinklens følelsesmæssige synspunkt hviler hos Therese, også når det ikke er fra hendes synsfelt. Den blanding af tilbageholdenhed og nysgerrighed rammer hendes personlighed lige på kornet.

Men den slags ærlig og nysgerrig voyeurisme, som Therese legemliggør, bliver optrevlet af en grimmere slags, som sættes i værk af det mandsdominerede samfund. De overvåges snart af private efter- forskere og advokater, der afskyer forskellighed, især når det kommer fra kvinder, der tilsyneladende ikke har brug for mænd.

Det er en fryd at se en nutidig film optaget på 16mm-film af en af nutidens mest talentfulde filmfotografer, Edward Lachman. Det er også en fryd, at kamera, manuskript, kostume, scenografi og Carter Burwells gribende, men også trodsigt muntre musik samarbejder med så meget finesse og underfundighed under Haynes’ kyndige instruktion.

Begge skuespillere er formidable. Blanchett bringer dybde til en karakter, der nemt kunne have været udelukkende tragisk, ved at gøre Carol en smule egoistisk og manipulerende. Mara modsiger sin karakters følelsesmæssige passivitet og storøjede frygtsomhed, når hun giver Therese et gran mod og en snert autisme – hun er som en underjordisk Audrey Hepburn, der langsomt er ved at lære, hvordan hun skal være menneske.

På et følelsesmæssigt højdepunkt i filmen spørger en teatralsk selvbevidst Carol, om Therese har lyst til at tage med hende på et roadtrip. ”Hvor end min bil fører mig hen.” Therese virker overrasket over sit eget svar: ”Ja,” siger hun undrende. ”Ja, det vil jeg gerne.”

Hendes umiddelbare ærlighed er som en stemme fra fremtiden. Som et forvarsel, i hvert fald for en stund, om en tid, hvor to mennesker, der elsker hinanden, kan få lov til at være sig selv. Uanset køn.