Biografanmeldelse
30. okt. 2013 | 20:00

Carrie

Foto | Michael Gibson
I Kick-Ass spillede Chloë Grace Morentz hårdtslående præ-teenager. I Carrie er hun mobbeoffer med telekinetiske evner.

Alle ambitioner om en nyfortolkning af Stephen Kings bog er faldet til jorden i overflødig genindspilning af Carrie.

Af Daniel Pilgaard

Da Stephen King i 1974 debuterede med Carrie, lod han sig inspirere af klassiske gyserromaner som Bram Stokers Dracula og Mary Shelleys Frankenstein. Han skrev bogen som en såkaldt brevroman, hvor handlingen fortælles gennem alt fra journaler og avisartikler til uddrag af bøger og breve.

Historien følger den indesluttede teenager Carrie White, der er præget af sin ensomme opvækst hos en dybt religiøs mor. I skolen er tonen hård og hadsk mod Carrie blandt klassekammeraterne, der groft ydmyger hende i gymnastiksalens omklædningsrum.

Episoden splitter de to værste piger, Sue og Chris, lige inden årets afsluttende skolebal. Sue har dårlig samvittighed og overtaler sin kæreste Tommy til at invitere Carrie med til ballet for at give den ensomme pige en dejlig aften. Chris har helt andre, ondskabsfulde planer med Carries deltagelse i festen.

Ingen af dem ved, at Carrie med tankens kraft – såkaldt telekinese – kan kontrollere sine fysiske omgivelser og slippe en uregerlig vrede løs.

To år efter Stephen Kings udgivelse fik Brian De Palma sit kommercielle gennembrud med filmatiseringen af romanen. Og her fungerede det glimrende, at instruktøren fravalgte forfatterens fortællerstruktur og skildrede den ulykkelige historie om den telekinesiske teenager lige ud af landevejen.

I 2011 annoncerede Metro-Goldwyn-Mayer så, at tiden var inde til en ny version af den klassiske gyserfilm, og at manuskriptforfatter Roberto Aguirre-Sacasas version ville være mere tro mod det litterære forlæg.

I den teaser-trailer, der for over et år siden blev lagt frem på hjemmesiden Whathappenedtocarrie.com, blev der da også lagt op til en anderledes fortolkning og en fortælling, der fokuserede på at opklare, hvad der lå bag hændelserne til skoleballet.

Siden gik dén ambition tilsyneladende i sig selv igen. Hjemmesiden er i dag forsvundet, og i Boys Don’t Cry-instruktøren Kimberly Peirces film er der hverken spor af den dialog, traileren viste, eller de stillbilleder der dengang blev lagt frem.

I stedet er Lawrence D. Cohens manuskript fra originalfilmen blevet genindspillet og ført op til det 21. århundrede med smartphones og internet som redskaber, der gør Carries ydmygelser endnu mere modbydelige.

Det giver en smule pondus til pigernes ondskab i omklædningsrummet i startsekvensen, men ellers er Carrie endt som en identisk, bleg kopi af Brian De Palmas film. Og Kimberly Peirce har hverken De Palmas sans for stemning eller forståelse for at genskabe Stephen Kings overnaturlige og uhyggelige historie. Mens De Palma omhyggeligt byggede en foruroligende stemning op i Carries hjem med dunkel belysning, gotisk indretning, gammeltestamentlig afstraffelse og ildevarslende musik – inspireret af Hitchcocks gysere – er miljøet omkring Carrie her en fad fornemmelse.

Chloë Grace Moretz (den hårdtslående Hit-Girl fra de to Kick-Ass-film) er udmærket i hovedrollen, men hun rammer ikke den skrøbelighed, desperation og indædte vrede, som Sissy Spacek så imponerende lagde i karakteren i originalen. Og Julianne Moore kan heller ikke matche det fundamentalistiske vanvid og psykotiske udtryk i øjnene, som Piper Laurie havde i sit livs rolle som den bestialske mor.

Carrie anno 2013 er en på alle måder overflødig film.

Trailer: Carrie

Kommentarer

Land:
USA

År:
2013

Instruktør:
Kimberly Peirce

Manuskript:
Lawrence D. Cohen, Roberto Aguirre-Sacasa

Medvirkende:
Chloë Grace Morentz, Julianne Moore, Judy Greer, Alex Russel

Spilletid:
99 min

Aldersgrænse:
Tillad for børn over 15 år

Premiere:
31. oktober 2013

© Filmmagasinet Ekko