The Case Against Adnan Syed

”Denne bog er åben for alle med et uskyldigt hjerte. Hvis du føler nogen skyld over at læse den, bør du stoppe.”

Det er svært ikke at blive ramt af skyld som seer, da ordene er nedfældet af Hae Min Lee. Den attenårige pige blev myrdet 13. januar 1999 og senere udødeliggjort i podcasten Serial, som sprængte skalaen for lyttertal og fik os til at binge podcasts som aldrig før.

Ordene bliver fremført af en lys og ungdommelig stemme, mens den animerede prolog viser os sider fra den koreansk-amerikanske piges dagbog. En krusedullefugl vækkes til live og bliver til en hvid fredsdue, der basker i Hae Min Lees beskyttende håndflader.

I Serial blev dagbogen også benyttet, men primært som et redskab for værten Sarah Koenigs jagt på sandheden om den skæbnesvangre januardag.

Havde Lees syttenårige ekskæreste Adnan, der blev dømt for mordet, virkelig gjort det? Hvad betød det, at Adnans telefonnummer stod på den sidste side i dagbogen, hvor kæresten Dons navn var griflet ned 127 gange?

Reddit glødede af ivrige detektiver, der var fanatisk optaget af at opklare det måske største mysterium af alle: Fandtes der en telefonboks på Best Buys parkeringsplads i 1999?

Instruktør Amy Berg har lavet dokumentarfilm om de tre uskyldigt dømte fra Paradise Lost-trilogien i West of Memphis og en pædofil præsts horrible forbrydelser i den Oscar-nominerede Deliver Us from Evil. Fra starten af dokumentarserien The Case Against Adnan Syed går hun en anden vej end Koenig.

Amy Berg tegner et billede af den livsglade teenager Hae Min Lee, der kunne få alle til at le, ikke var nærig med store følelser og bedst kan betegnes ”goofy”, hvis man spørger hendes veninder.

Det er prisværdigt, at Hae Min Lee endelig får en stemme, efter at hele verden har gravet i hendes dagbog. Men det skurrer også, at Adnan Syed – der er dømt for mordet og sidder inde på livstid – bliver indlemmet i hendes uskyldsrene historie i første afsnit med titlen Forbidden Love, hvor hjerter flyver, mens de går hånd i hånd.

I andet afsnit drosles der ned for animationerne, og sagen gennemgås på mere klassisk true crime-vis med arkivmateriale, retsdokumenter, tidslinjer og forhør af sagens hovedmistænkte. Dertil kommer et par privatdetektiver, som tegner streger på en whiteboard-tavle og hænger billeder op på en opslagstavle, som det sig hør og bør.

Jeg forstod aldrig, hvem der har hyret privatdetektiver. Er det instruktøren, forældrene eller Syeds ihærdige tante Rabia Chaudry, som i en årrække har kæmpet for Syeds ret til en ny rettergang, der så sent som i fredags blev afvist af retten?

Men det er symptomatisk for dokumentarserien, at man ikke helt forstår, hvad der foregår.

Amy Berg opremser de fleste detaljer fra sagen, men dykker lidt vilkårligt ned i dem. Det mest mærkværdige er vel nok, at Berg skøjter forbi internettets mest opsigtsvækkende fund de seneste år: At Dons alibi stammer fra hans mor, og at Dons timesedler omkring mordtidspunktet ikke er korrekt udfyldt.

Efter de første to afsnit er det uklart, hvor Berg vil hen med sin fortælling. Skal vi fokusere på Hae Min Lee, Adnan Syed og hans familie eller retssagen? Berg gør alle tre ting halvhjertet og misser derved muligheden for at gøre os klogere.

Det smukkeste billede i serien er et af de første.

Et roligt, håndholdt kamera fører os ind i et stort værelse med barnegråd, børnemøbler og legetøj. I midten sidder Syeds pakistanske mor med et stoisk smil og smører mad til de sorte børn, der flokkes omkring hende. Hun er dagplejemor, og chokket over at blive revet ud af fortællingen og ind i en dagligdag er næsten større, end hvis vi havde set et blodigt lig.

Man bliver mindet om, at der er virkelige personer, som hver dag lever med de virkelige realiteter.

Og hvis dokumentaren ikke bringer nogen ny indsigt og ikke har noget formål andet end at underholde os i fire timer, så er det måske på tide at følge Hae Min Lees råd.

At stoppe.