Cats

Foruroligende og forstyrrende. 

Det er nok ordene, som bedst beskriver oplevelsen af at se Oscar-vinderen Tom Hoopers filmatisering af den ikoniske Broadway-musical Cats udspille sig på det store biograflærred.

Den vil nok få dig til lige at tage et ekstra kig på din kat, inden du lægger dig til at sove.

For overalt i Londons gader smyger baggårdskatte sig syngende og dansende omkring i natten. Men det er ikke de små, nuttede væsener med silkeblød pels og poter, som vi ellers kender dem.

I stedet er det Judi Dench, Idris Elba, Ian McKellen, Jason Derulo og en række andre af Hollywoods store stjerner som med menneskelig krop og former bevæger sig rundt og opfører sig som vores firbenede venner. Med eget ansigt samt hænder og fødder frem for poter får CGI’en dem til at ligne mennesker med enorm hårvækst, katteører, hale og knurhår.

En syret hybrid, som man skal bruge hele filmen på at vænne sig til.

Nok var mennesker, som spiller katte, også præmissen i Broadway-musicalen, som unægteligt er en af verdens mest populære. Men kattekostumer i teaterets form er og bliver mere tilforladelige end CGI-monstrøsiteterne på filmlærredet.

Den unge, uskyldige kat Victoria (Francesca Hayward) bliver en aften efterladt i en mørk gyde. Med nysgerrige øjne møder hun i nattens løb en gruppe katte. De synger alle om, hvem de er.

Alle drømmer om at blive kåret til årets kat af den anerkendte kat Gammelkat Mosefund (Judi Dench) ved en begivenhed. Så får de nemlig muligheden for at starte en ny tilværelse. Men skurken Macavity (Idris Elba) lurer. Han vil vinde for hver en pris, og med mørk magi får han konkurrenterne til at forsvinde.

Bortset fra fine pointer om sammenhold, forskellighed og muligheder for at starte forfra er der ikke meget mere i den historie.

Filmen bruger det meste af sin spilletid på én lang præsentation af de forskellige katte. I musicalstil synges der næsten fra start til slut, og hver en bevægelse er koreograferet.

Karakterer introduceres på stribevis, den ene afløser den anden.

Vi har den fede kat, som elsker at spise (James Corden). Huskatten (Rebel Wilson) slapper af hele dagen, men kommer til live om natten med glimmerdragter og dans med kakerlakker i køkkenet sammen med syngende mus. Der er den fallerede diva-kat (Jennifer Hudson), som nu lever en ulykkelig tilværelse i rendestenen. Den cool kat (Jason Derulo). Jernbane-katten (Steven McRae), som stepper på togskinnerne. Katten, som kan magi. Og således kunne jeg blive ved.

Hver især har de kedsommeligt lange sange, som fortæller deres historie. Vi bliver præsenteret for så mange forskellige katte, at man aldrig når at komme ind under huden på nogen af dem.

Der er ingen udvikling. Bare sang på sang.

Da Judi Dench med alvor i stemmen synger for os i filmens slutning, at vi nu er blevet bekendt med mange forskellige katte, har hun bestemt ret.

Der er ingen nuancer i kattenes følelsesliv. Idris Elbas Macavity med grønne øjne og magiske evner er bare ond, og Jennifer Hudson, som den fallerede stjerne, har kun et eneste udtryk, når hun trist og tårevæddet synger om sit forfald.

Dog byder filmen på små, komiske øjeblikke, som gør, at man ikke kan undgå at trække på smilebåndet.

Jason Derulos liderlige kat synger på den lokale mælkebar falset og fyrer moonwalk og James Brown-dansetrin af. Og Taylor Swift leverer også en morsom burlesque-lignende optræden, der introducerer skurken Macavity. Hun ankommer med stor dramatik svævende på en glimtende guldmåne, mens hun forførende synger.

Dansenumrene er godt koreograferede med flotte formationer, og der er ingen tvivl om, at de alle er dygtige dansere, når de spinder rundt i drejninger, løft og splitspring. Men når al dans udføres med forfærdelige antropomorfe-kattekroppe bliver det hele for grotesk.

Man siger, at katte har ni liv, og det har Cats-filmatiseringen bestemt også brug for.

Efter at have fået dårlige anmeldelser i USA har holdet meddelt, at der vil komme en ny version til biograferne med forbedret CGI. Men dette ufrivilligt uhyggelige gespenst af en film kan nok kun håbe på at blive opdaget af et kultpublikum, der elsker at dyrke himmelstræbende værker, som falder pladask på maven.