Sidste gang, vi hørte fra den kirgisiske manuskriptforfatter, instruktør og skuespiller Aktan Arym Kubat, var da hans jordbundne og engagerende komediedrama The Light Thief vakte festivalopsigt i 2010.
Han spillede selv hovedrollen, en slags Robin Hood-skikkelse, der kobler sig illegalt på elnettet og fører kabler ud til de fattige hjem, som ikke kan betale elregningen.
Den film er skønt usentimental i måden, den udforsker spændingerne mellem den moderne og den traditionelle kultur i Kirgisistan i Centralasien. Det er et skel, der kun bliver mere tydeligt, efterhånden som globaliseringens usynlige kræfter (repræsenteret af kinesiske forretningsmænd) omdanner de centralasiatiske samfund.
The Light Thief dykker ned i de iboende konflikter i et samfund, hvor folket praktiserer både shamanisme, kristendom og islam, og alle har et intenst forhold til de endeløse græsmarker og de nærmest hellige heste, der græsser der.
Centaur er ikke en fortsættelse til The Light Thief, men de to er nært beslægtede. Kubat spiller også her hovedrollen som titelfiguren Centaur, en moralsk tyv, der denne gang stjæler heste i stedet for elektricitet.
Præcis hvad der får ham til at stjæle, bliver først gjort klart hen mod filmens slutning, men den mytologiske forklaring – noget med at ære den dybe, spirituelle forbindelse mellem det kirgisiske folk og hestene – giver nok kun rationel mening, hvis man er opvokset i Kirgisistan. Det er nærmest, som om Centaurs trang til at befri hestene ikke kan forklares med ord.
Men heldigvis taler filmens ekstatiske billeder et følelsesmættet, filmisk og fuldkommen universelt sprog, når vi ser ham i spidsen for en flok galopperende hingste, ridende gennem tusmørket med hænderne strakt ud mod himlen i simpel, indædt eufori.
Centaur ville ikke være nær så rørende, hvis ikke det kirgisiske landskab tog sig så åndeløst smukt ud. Det er et land badet i himmelsk lys og strålende nuancer af grønt, mageløst indfanget af fotograf Khasan Kydyraliyev.
Centaur er en fattig arbejder, der nogle gange laver småjobs for den lokale rigmand Karabay, hvis øjesten er den prisvindende væddeløbshest Lord. Da Centaur en nat stjæler Lord, rider ham gennem græsmarkerne og så lader ham slutte sig til en flok vildheste, beslutter Karabay sig for at afsløre tyven og få ham straffet.
Centaur bakser også med problemer på hjemmefronten. Hans russiskfødte kone er døvstum, og deres lille søn nægter at kommunikere på andet end tegnsprog, selv om han både kan høre og tale. Fra tid til anden lykkes det Centaur at lokke et par ord ud af ham ved bevæget at fortælle ham legenderne om deres forfædres overnaturlige møder med magiske heste.
Samtidig bliver Centaur distraheret af sin flirt med den smukke enke Sharapat, der sælger en hjemmelavet lokal drik brygget på korn. Kvinderne i landsbyen sladrer ivrigt om deres tilnærmelser, og rygterne når frem til Sharapats elsker Sadyr, der også er hestetyv, men uden Centaurs moralske kompas.
Alligevel har begge tyve et slags æreskodeks, og instruktøren udforsker deres gråmudrede etik på raffineret vis. Han udfolder også lokalfolkets tanker om pilgrimsrejser og religiøs soning, da nogle muslimske missionærer forsøger at få Karabay til at støtte deres hajj til Mekka. Det ville være en god gerning for både dem og Karabay, der ville glæde Allah.
Det lykkes Kubat at knytte alle disse historier sammen med imponerende finesse til en slutning, der rammer som en knytnæve i mellemgulvet med et virvar af pludselige afsløringer og overnaturlige sammenfald.
Den styrke, der ligger i filmens store tragedie og små detaljer, gør Centaur til et gribende værk, som udforsker lokal kultur og åbner den fascinerende for omverdenen.
Kommentarer