Cph:Dox 2018
16. mar. 2018 | 12:20

Central Airport THF

Foto | Lupa Film
Lufthavnen Tempelhof i Berlin var grundstenen i Hitlers planer for Det Tredje Rige, men i dag er den midlertidigt hjem for nogle af de mange tusind flygtninge i Tyskland.

Fluen på væggen-dokumentar fra nedlagt, tysk lufthavn giver et sympatisk indblik i flygtninges hverdag, men rammer ikke for alvor i hjertekulen.

Af David Madsen

Europa har et flygtningeproblem. Så meget kan vi alle nok blive enige om. Men i vores lange, bitre skænderier om, hvem vi skal modtage, og hvordan vi skal håndtere dem, glemmer vi tit den menneskelige vinkel.

Det har instruktør Karim Aïnouz sat sig til opgave at ændre med dokumentaren Central Airport THF.

Vi befinder os i den massive lufthavn Berlin-Tempelhof, Berlins første centrale lufthavn, som blev opført i 1924. Under Adolf Hitler blev den til en af Det Tredje Riges kronjuveler.

”Hitler ville lave verdens største, smukkeste lufthavn,” fortæller en tysk guide til en lille gruppe tilstedeværende, som spadserer rundt i lufthavnens efterladte, afdankede haller. Siden 2008, hvor Berlin-Tempelhof lukkede dørene, har den været et samlingssted for festglade tyskere, nysgerrige turister og strandede flygtninge.

I dokumentaren oplever vi flygtningenes hverdag, der er præget af monotoni med meget få begivenheder til at skabe afveksling i den daglige trummerum.

De mange flygtninge er stuvet sammen i hurtigt opsatte, kvadratiske rum i de enorme hangarer og venter måned efter måned på at få opholdstilladelse – eller blive sparket ud af landet.

Men i denne monotoni fremviser Karim Aïnouz alligevel en form for sammenhold.

Tre unge drenge sidder en sen aften uden for lufthavnens hangarer og tænder op for en vandpibe. Om vinteren bruges de afsidesliggende bakker omkring landingsbanerne til kælkning. Og i sensommersolen samles både tyskere, turister og flygtninge med venner og familie. Børnene leger i græsset, mens deres mødre ser efter dem, og veninder lytter til musik og ryger vandpibe.

Det er et indblik i en verden, som er ukendt for de fleste af os. Disse mennesker har måttet flygte fra familie og folkeland, men finder alligevel måder at vende tilbage til en nogenlunde normal hverdag.

Dokumentaren er bedst, når den fokuserer på de små, personlige øjeblikke. Som da en lille knægt er inde for at få sin vaccination og falder i snak med en tolk.

”Kan du huske, hvor du er fra?” spørger den iranske tolk. Barnet kan huske, at han er fra Syrien, men ikke, at han er fra Aleppo.

”Jeg kan huske min bedstemor i solen!” udbryder han med et smil.

Filmen har ikke et eksplicit politisk budskab, men det er en pointe i sig selv at vise, hvordan de mange flygtninges liv snegler sig af sted i lufthavnen.

Det betyder dog også, at dokumentaren kæmper for at nå op på en spillefilmlængde. Scener mellem flygtningene er sat ind mellem masser af indstillinger af forladte kontroltårne og propelfly. Det skaber en melankolsk stemning, men allerede efter en halv time begynder den at virke desperat.

Det meste af tiden bruges i selskab med den attenårige Ibrahim fra Syrien. I fragmenterede bidder fortæller han om hverdagen i Syrien og flugten fra borgerkrigens helvede. Men håndteringen er ganske enkelt for overfladisk. Så er det straks mere bevægende at opleve, når han ringer hjem til familien, der stadig befinder sig i Syrien.

En enkelt gang rammer Ibrahim dybere end opremsninger af erindringer, når han mindes sin anden nytårsaften i Tyskland.

”Alle folk var så glade. Men fyrværkeriet mindede mig om krigen. Raketterne lyder præcis som krig.”

Det er på en gang håbefuldt og trist. I Ibrahims stemme kan man mærke en nærmest monoton accept af hans skæbne. I det øjeblik er det svært ikke at blive rørt af fortællingen om de mange tusinde indvandrere, der er strandet midt i Berlin.

Trailer: Central Airport THF

Kommentarer

Titel:
Central Airport THF

Originaltitel:
Zentralflughafen THF

Land:
Tyskland, Frankrig, Brasilien

År:
2018

Instruktør:
Karim Aïnouz

Spilletid:
97 minutter

Premiere:
21. marts på Cph:Dox

© Filmmagasinet Ekko