Biografanmeldelse
29. juni 2016 | 21:51

Central Intelligence

Foto | Claire Folger
Bob Stone (Dwayne Johnson) er et kæmpestort muskelbundt, men at han løfter sin meget mindre og meget mørkere ungdomshelt Calvin Joyner (Kevin Hart), er ikke særligt sjovt.

Buddy-komedie byder på sjove gæsteoptrædener, men lider af dårligt skuespil og mangel på kemi mellem hovedrolleindehaverne.

Af Jens Steinicke Kjær

Sidste år kunne vi se den lille komiker Kevin Hart blive løftet rundt af den høje Will Ferrell i den usjove komedie Get Hard.

En lille fyr med en stor ven har da været underholdende i tegnefilm som Asterix & Obelix og Tom & Jerry, men sammensætningen er trods alt ikke lattermusklernes hellige gral, især ikke i spillefilm lavet til voksne mennesker.

Det er Hollywood tydeligvis uenige i. For nu præsenteres vi i action-komedien Central Intelligence for en endnu større mand, wrestler og skuespiller Dwayne ”The Rock” Johnson, som atter bærer rundt på den lille komiker.

Desværre er det ikke særligt sjovt, og det er ærgerligt, for filmens instruktør Rawson Marshall Thurber har ellers tidligere lavet udmærkede komedier som Dodgeball og We’re the Millers.

Filmens åbningsscene viser hovedpersonen Robbie Weirdicht, en overvægtig high school-studerende, som på det tidspunkt i filmen er skabt med et frastødende og kluntet face-swap, som viser Dwayne Johnsons ansigt på en ung og overvægtig teenagekrop.

Robbie er skolens mobbeoffer, og en drengebande griber ham med vold og kaster ham nøgen ud i en fyldt gymnastiksal, som er i gang med at fejre skolens topatlet Calvin Joyner (Kevin Hart). Alle griner, men Calvin giver i medlidenhed sin jakke til Robbie, der hurtigt flygter ud af salen.

Tyve år senere er Calvin selvfølgelig gift med skolens mest populære pige og nu succesfulde advokat Maggie (Danielle Nicolet), men han arbejder selv som bogholder og hader sit job. Ud af det blå kontakter Robbie fra high school ham på Facebook, og da de mødes på det lokale værtshus, ser Calvin, at Robbie nu ligner The Rock på en prik og har skiftet navn til Bob Stone.

Bob er Calvin evigt taknemmelig for at have givet ham sin jakke i high school, og han ser stadig Calvin som sin bedste ven. Calvin ved dog ikke, at Bob ud over at have styrketrænet seks timer om dagen de sidste tyve år også er blevet hemmelig agent for CIA.

Men der er rod i agenturet. Bobs CIA-kollegaer tror, at han i virkeligheden er superbanditten Black Badger, så med dem i hælene farer Bob og Calvin på jagt efter den rigtige skurk.

Dwayne Johnson spiller udmærket som den kæmpestore Bob, der af uvisse årsager stadig har et sind som en naiv og fimset teenager. Han er distræt hele vejen igennem og hører aldrig efter, når Calvin flere gange siger stop.

Johnsons spiller dog oftest soloskuespil, og det virker aldrig, som om to hovedroller rigtigt er på bølgelængde. Godt nok kaster han konstant rundt på Hart, som skriger og råber af alt og alle, men fra biografsædet ligner det en ynkelig klappekageleg, hvor parterne skiftevis desperat prøver at få resten af børnehaveklassen til at grine.

Det er virkelig svært at sige noget positivt om Kevin Harts skabagtige skuespilpræstation. Han har sågar svært ved at spille en scene, hvor han klikker rundt på Facebook, uden at ligne en dårlig skuespiller, der har fået besked på at ligne én, der kigger på Facebook.

Filmens bedste øjeblikke er de scener, hvor andre stjerneskuespillere laver gæsteoptrædener.

Kumail Nanjiani, som er kendt for HBO-komedieserien Silicon Valley, laver filmens sjoveste scene, hvor en organdoneret pik viser sig at være en kæleslange ved navn ”Snake Gyllenhaal”. Aaron Paul fra Breaking Bad gør også en fin indsats som filmens skurk, og trods tydelig brug af stuntmand er det underholdende at se ham give The Rock et cirkelspark.

Det er dog ikke alle gæsteoptrædener, der fungerer lige godt, og den ellers sjove Jason Bateman, som de fleste nok kender fra Netflix-serien Arrested Development, er dårligt castet som voksenudgaven af Bob Stones mobber fra high school.

Filmen prøver via mobbetemaet at være dyb, men med slutscenen, hvor Bob fejrer sin nøgne bodybuilderkrop foran sine gamle skolekammerater, er det svært at spore nogen ædel morale.

Hvis du er tyk og bliver mobbet, så løft vægte og …?

Soundtracket redder til tider filmens action- og komedie-forudsigeligheder ved at smide ørehængende numre fra En Vogue og Blur hen over løjerne, men det kan ikke skjule filmens mislykkede forsøg på at være en sjov buddy-komedie.

Trailer: Central Intelligence

Kommentarer

Titel:
Central Intelligence

Land:
USA

År:
2016

Instruktør:
Rawson Marshall Thurber

Manuskript:
Ike Barinholtz, David Stassen, Rawson Marshall Thurber

Medvirkende:
Dwayne Johnson, Kevin Hart, Aaron Paul, Danielle Nicolet

Spilletid:
104 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over elleve år

Premiere:
30. juni

© Filmmagasinet Ekko