Centrum

En af de mest produktive personer under nedlukningen i forbindelse med covid-19 har uden tvivl været instruktøren Jonas Risvig. Han vandt i 2019 Publikum Prisen ved Ekko Shortlist Awards med Ingen siger farvel, men alle forsvinder og har senest bidraget med den fremragende Sort som Iris.

Risvig blev skræmt fra at søge ind på Filmskolen, men han er i stedet gået sine egne vegne og har ikke bare lavet kortfilm, men også formået at inddrage andre unge i sine produktioner og derved blevet et slags innovativt forbillede for mange.

Den 26-årige instruktør lagde ud med at afholde masterclasses på sin Instagram-profil, hvor skuespillere, musikere, politikere, sportsfolk og alskens personligheder deltog i samtaler med Risvig.

Da han var færdig med det i midt-april, kastede den myreflittige filmskaber sig over et nyt projekt. Danmark skulle have en ungdomsserie for de unge og af de unge, som beskriver, hvordan deres hverdag og problemer bliver endnu mere kompliceret på grund af corona-epidemien.

Hvert af sæsonens 22 afsnit af Centrum blev optaget på en uge og så udgivet ugen efter på instruktørens YouTube-kanal, hvor de har fået imponerende høje seertal.

Der er ingen tvivl om, at den norske serie Skam har været et forbillede, men den danske pendant er unik på grund af de forhold, den er skabt under.

Regeringens retningslinjer har betydet, at der ikke er nogen indendørsscener, ligesom der har været grænser for, hvor tæt på hinanden skuespillerne har måttet komme. Kys og andre almindelige tilkendegivelser af hengivenhed og kærlighed er stort set fraværende – paradoksalt nok, for amourøse forviklinger fylder meget i de fire teenageres liv.

Agnes og William har en konstant flirt kørende, og deres fælles veninde Luna får følelser for pigen Maja. Mens forældrene eksisterer, uden at vi får sat ansigt på dem.

I hvert afsnit dukker en mere eller mindre kendt person op og kaster lidt stjernestøv på projektet.

Med varierende succes.

Marie Boda og Josephine Højbjerg brillerer begge som Agnes’ irriterende søstre, mens Mick Øgendahls lærer aldrig bliver mere end en cameo, hvilket gælder for mange af kendis-optrædenerne.

Cecilia Sardous manuskript viser mod ved at turde behandle alvorlige emner som ensomhed, seksualitet, misbrug og menneskeligt ansvar.

Gennem YouTube har det unge publikum haft mulighed for undervejs at komme med forslag til personernes udvikling. Det stiller krav til skuespillerne, som ikke alle hovedrolleindehavere er i stand til at indfri.

Silje Schmidt og Anemone Camphausen, der spiller Luna og Agnes, slipper bedst fra opgaven. Den indbyrdes pingpong har en lethed, der gør deres samtaler til små højdepunkter i afsnittene.

Jonas Risvig har demonstreret, at han er et stort, visuelt talent – ikke mindst i Peter Sommer-musikvideoen Elskede at drømme, drømmer om at elske – og i Centrum udnytter han perfekt Valby som en kulisse. Han formår at vise bydelen frem fra dens bedste og mere ukendte sider, hvad enten vi befinder os ude på gaden, på tomme legepladser eller i frodige haver og parker.

Ærgerligt nok er der i hvert afsnit den obligatoriske teenager-går-i-slowmotion-og-tænker-over-livet-sekvens. Det bliver for liret, og handlingen går i stå.

Man kommer også til at savne at være indendørs og opleve et rum, hvor personerne føler sig trygge.

I Lunas tilfælde giver det dog god mening. Hendes hjem er præget af en far med et alkoholmisbrug og konstante skænderier, så hun ikke har lyst til at være der. Og hun må ikke komme hjem til vennerne.

På den måde ender corona-restriktionerne med at holde hende indespærret i et univers af emotionel smerte. Lige dér rammer Centrum, hvor det gør ondt og bliver interessant. Forhåbentlig byder den kommende sæson på mere af det.