Certain Women

Det øde, gyldenbrune bjerglandskab strækker sig så langt øjet rækker. Det eneste, der bryder med den rolige horisontlinje, er nogle rustne togskinner, som skærer tværs igennem det grynede billede. I det fjerne kommer et tog til syne. Man kan lige ane lygterne, imens lyden af toget tager til i styrke.

Et ”tut, tuut!” tilføjes til lydtæppet, imens det statiske kamera fastholder sin position.

Denne åbning er typisk Reichardt’sk.

Indstillingen fortsætter, indtil godstoget er kørt forbi, og vi mentalt er blevet ført ind i det rurale Montana-miljø i det nordvestlige USA. Det lyder måske en anelse søvndyssende, men Kelly Reichardt og hendes faste fotograf Christopher Blauvelt er eminente til at skabe interessante kompositioner, der ud over at være en fryd for øjet, er uendeligt fængslende.

Stilen har Kelly Reichardt forfinet gennem film som Wendy and Lucy, Meek’s Cutoff og det internationale gennembrud Night Moves.

Certain Women er baseret på tre noveller af forfatteren Maile Meloy, der selv er født og opvokset i Montana.

Første historie omhandler den omsorgsfulde advokat Laura (Laura Dern), der bakser med en insisterende klient, som i otte måneder er dukket op på hendes kontor med en håbløs sag.

Fuller (Jared Harris) har fået en arbejdsskade, men selv om han allerede har indgået et forlig med arbejdsgiveren, vil han stadig have placeret et ansvar. Da han langt om længe indser, at han ikke har en sag, vælger han andre drastiske metoder, som helt i Reichardts ånd bliver fremført anti-dramatisk og med en bidende tør humor.

Anden fortælling har den faste Reichardt-genganger Michelle Williams i hovedrollen som en initiativrig, arbejdsom kvinde, der har planer om at trække sin mand og teenagedatter med ud på landet i et hus, der udelukkende skal bygges af autentiske byggematerialer. Hun har udset sig nogle sandsten, som en gammel eneboer har liggende på sin grund og sender derfor sin mand ind for at forhandle om materialerne.

Den sidste og mest hjerteskærende fortælling handler om den nyuddannede advokat Beth (Kristen Stewart), der har sagt ja til et job som underviser, men for sent har fundet ud af, at jobbet kræver en køretur på fire timer til den lille flække Belfry. Her møder hun den indelukkede hestepasser Jamie (Lily Gladstone), som bliver belejligt selskab til den sene aftensmad på den lokale diner.

Reichardt, der også selv har stået for klipningen, forbinder de tre fortællinger løst, men det er i tonen og kvindeportrætterne, at man skal finde den røde tråd.

Laura Dern, Michelle Williams, Kristen Stewart og nu også debutanten Lily Gladstone er alle stærke kvinder med så meget karisma, at de kan underspille uden at blive uinteressante. Jo mere de underspiller, og jo mere kedelige de fremstår, jo mere interessante bliver de faktisk. Den betagende styrke, de besidder, står i kontrast til den subtile mimik.

Det er også sjovt, som eksempelvis når Laura uforvarende har rodet sig ud i en situation, hvor det lokale politi kækt og hurtigt iklæder hende en skudsikker vest og rækker hende et kort over den bygning, som de gerne vil have, hun går ind i. Forvirret retter Laura på sit halstørklæde og får stille fremstammet: ”Det virker noget sindssygt at gøre det her?” inden hun begynder at gå hen mod bygningen, der huser op til flere bevæbnede mænd.

Der er ingen modstand, ingen højlydte protester og intet patosfyldt drama.

Kelly Reichardt puster gang på gang små dramafyldte balloner op, men lige inden de skal til at stige til vejrs, punkterer hun dem. Der sker aldrig rigtig noget, og alligevel er man tryllebundet indtil sidste sekund.

Det er en gåde, hvordan så små og stille fortællinger kan føles som en højspændt thriller, men der er en intensitet i hver eneste scene, som gør Certain Women yderst seværdig. Det er mesterligt håndværk, og den eneste anke er, at man ville ønske, at de tre historier var længere.