Charmøren er som et isbjerg. Man ser kun toppen, mens en kolossal masse skjuler sig under det mørke vand.
Johanne vil alligevel ikke være kærester med Esmail. I begyndelsen af filmen ser vi hende helt utilpas til en fest: Hun er flov over ham. Hjemme i sin dyre lejlighed slår hun op. De passer ikke sammen. Men han kan blive natten over.
De har hed sex. De passer da sammen, siger han på gebrokkent dansk. Kun i sengen, svarer hun.
Jeg havde hurtigt en idé om, hvad Charmøren ville handle om. Jeg genkender Johannes skamfulde flovhed, jeg husker forhold, der måske burde slutte. Men jeg måtte tro om igen. Ikke for sidste gang.
Esmail med det flotte jakkesæt ligner én, der har hjemme i luksuriøse omgivelser. Men da han forlader Johannes lejlighed med sine ting i en sportstaske, viser han sig at bo i et socialt boligbyggeri i Tingbjerg. Her hulker folk fra fjerne lande i afmagt, når politiet står i deres små hjem og tvinger dem til at pakke deres ting.
Esmail kommer fra Iran – og han vil ikke hjem. Familien snakker han med på Skype og forsørger med penge, han tjener ved at arbejde sort som flyttemand.
Jakkesættet passer han nidkært på. Han bruger det hver aften. På en eksklusiv vinbar i indre København flirter han med dyre damer. Det viser sig, at hans genvej til at blive i Danmark er at finde en velhavende kæreste.
Her møder han, først relativt sent i filmen, den livlige Sarah. Hun er på mange måder filmens kerne, men selve det, at hun bliver introduceret så sent, understreger den legende forførelse, der driver historien frem.
Sarah er født i Danmark af iranske forældre. Hun har gennemskuet Esmail, inden han overhovedet har åbnet munden, og hun nægter at lade ham flirte med sin danske veninde. Alligevel inviterer hun ham et par dage senere med til et iransk bryllup.
Soho Rezanejad, der spiller Sarah, er en fremragende elektronisk musiker og sanger. Hendes første skuespilpræstation er lige så med- rivende som hendes mørke musik, og hun ulmer som en vulkan lige før den går i udbrud. Man falder uundgåeligt for hende sammen med Esmail.
Der foregår så mange ting under filmens overflade, som først sent – hvis overhovedet – bliver synlige. Indholdet danser æggende med billedsiden, intenst fotograferet af Sophia Olsson. Særligt en natsort sti fængsler i mørket, da en sjælemartret Esmail pludselig forfølges.
Ligeledes på vinbaren, hvor han passes op af den ældre Lars, spillet af Lars Brygmann. Han har observeret Esmails forehavende og spørger ind til det på en anerkendende måde. Man forledes et øjeblik til at tro, at det nu bliver en slags mentor/ elev-film. Den belevne Lars skal lære unge Esmail, hvordan man bliver en succesfuld playboy. Men Lars har helt andre motiver, viser det sig.
Der er mange overraskelser i det mesterlige manuskript, som instruktøren Milad Alami har skrevet sammen med Ingeborg Topsøe. De er begge debutanter, med i den nye bølge af ildsjæle, der i disse år tilfører dansk film tiltrængt nyskabelse og hjerteblod.
Mange af disse har som Alami en anden baggrund end dansk – som Fenar Ahmad, Mehdi Avaz og Hlynur Pálmason – og dermed kan de lettere hudflette den danske kultur. Skildringen af mødet mellem dansk og iransk kultur i Charmøren er sjældent set så stærkt på film.
Selv om Esmail har gang i et kynisk projekt, så har man sympati for ham. Han spilles sitrende perfekt af Ardalan Esmaili, der lige er blevet landskendt som skurken i tv-serien Greyzone. Det jagede udtryk i de mørke øjne, den måde hele kroppen løsner op i de få øjeblikke, hvor han tør give sig hen til en spirende kærlighed, er mageløst spil.
Der er mange ulykkelige skæbner i denne film, de færreste selvforskyldte. Milad Alami tegner et uafrysteligt portræt af en forvirret, skamfuld og desperat mand. Det er blødende filmkunst.
Kommentarer