Ingen kunne have gættet, hvad instruktørbrødrene Anthony og Joe Russo ville kaste sig over efter en karriere på fire film i Marvel-universet.
Med Avengers: Endgame fra 2019 lykkedes det dem at skabe en værdig afslutning på en superheltesaga bestående af hele 23 film. Det tre timer lange epos opnåede stor succes hos både fans og i pengekassen.
Der var dog en også en prominent kritiker i form af selveste Martin Scorsese, som i en artikel i New York Times klandrede Marvel-filmene for ikke at være filmkunst.
Cherry forsøger med al magt at være filmkunst.
Historien er ganske god. En ung Irak-veteran vender hjem til Cleveland med en ordentlig omgang PTSD. Her får han ingen hjælp af sin læge, der udskriver en recept på opioid-narkotikaet OxyContin.
Snart er han blevet afhængig af heroin og røver banker for at finansiere sit misbrug.
Filmen er baseret på en vellykket selvbiografisk roman, som forfatteren Nico Walker skrev i fængslet. Bogen giver et personligt blik på den opioid-krise, der ved udgivelsen i 2018 tog livet af 70.000 amerikanere.
Russo-brødrene har lugtet blod.
Historien er så langt væk fra superkræfter og spandex, man overhovedet kan komme. Desværre har de troet, at man bare kan klaske flotte kamerakørsler sammen med en god historie, og så bliver det i sidste ende godt.
Instruktørerne formår at strække fortællingen, der kan opsummeres i tre sætninger, til to timer og 22 minutter. Hvert eneste minut er et kroneksempel på faren ved valget af stil over substans.
Blodrøde droneskud starter filmen, hvis seks kapitler har hver sin filmiske stil. I prologen taler hovedpersonen direkte til kameraet i et frosset øjeblik under et bankrøveri. I tiden før hæren er der romantik og vaseline på linsen. Afsnittet i militærets træningslejr er en direkte kopi af Stanley Kubricks Vietnam-film Full Metal Jacket.
Der veksles konstant mellem forskellige filmsprog, men der er øjensynligt ikke tænkt meget over, hvad de egentlig tilføjer til historien.
De eklektiske billeder er flot indfanget af fotograf Newton Thomas Sigel, som har udnyttet sin erfaring fra den nærmest dokumentariske The Hurt Locker om Irak-krigen og fra Refns flydende Drive i kapitlet om de paranoide bankrøverier.
Men stiløvelserne passer ikke til emnet. Og filmen når aldrig ned i de rå følelser, der gav bogen pondus og succes. Man har ikke øjenkontakt med hverken bankrøveren eller hans unge kone, der er blevet trukket med i faldet og skal have hjælp til at stikke sig med kanylen.
Det største offer er Tom Holland, der har rollen som den navnløse hovedrolle og viser nye sider af sit store talent. Han spiller på de fleste tangenter, når han transformerer sig selv fra kejtet collegedreng over karseklippet soldat til udmagret heroinjunkie.
Om ikke andet kan filmen bruges i skuespillerens portfolio. Spørgsmålet er, om det var det værd.
Ordet kunst er en abstrakt størrelse, der til evig tid vil være til diskussion. Men det gælder ikke håndværket. Og hvor Avengers: Endgame er et storslået og detaljeret monument i filmhistorien, formår Cherry ikke at være andet end et faldefærdigt og mangefarvet legehus med et par kanyler i hjørnet.
Kommentarer