Der sidder seks mænd på en luksusyacht.
Starten på den græske Chevalier lyder måske mest som første linje af en vittighed fra en dansk sommerrevy. Men det er ikke desto mindre udgangspunktet for instruktør Athina Rachel Tsangaris absurde og satiriske dissekering af det mandlige ego.
De seks mænd har holdt ferie sammen på båden og er nu på vej hjem mod havnen i Athen. De dykker, spiser, diskuterer om løst og fast – mest om fisk og madlavning – og slapper af i det græske øhav.
Mændene kender hinanden på kryds og tværs, og efterhånden som filmen skrider frem, afsløres deres nærmere relationer, intrigerne imellem dem og deres fælles fortid.
Som en slags mikrokosmos repræsenterer de seks mænd forskellige mennesketyper. Der er den ældre læge (Yiorgos Kendros), som ejer båden, et par machomænd med fuldskæg, revisor-typen (Yorgos Pirpassopoulos) og den buttede og enlige nørd Dimitris (Makis Papadimitriou).
En aften beslutter de at spille et spil, som de kalder ”den bedste generelt”. De vil ikke finde ud af hvem, der er bedst til Trivial Pursuit eller stærkest, men hvem der generelt er bedst. De seks skal hver især opstille udfordringer for de andre, samtidig med at de bedømmer hinanden på alle måder.
Man kan få point for at sove pænest, gå med de mest smarte underbusker eller have den sejeste ringetone på sin telefon. Udstyret med små notesbøger registrerer mændene alt ved hinandens færden og fører regnskab med plus- og minuspoint.
Det er kort fortalt, hvad Chevalier handler om.
Den græske instruktør Athina Rachel Tsangari brød igennem i 2010 med Attenberg, der på overfladen er en lille fortælling om en spøjs, ung pige. I virkeligheden er det en grundig undersøgelse af kvindelig seksualitet.
På samme måde er Chevalier enkel og kompleks på samme tid.
Enkel, fordi den udelukkende foregår på det luksuriøse skib og blot handler om de seks mænd.
Men samtidig er Chevalier kompleks, fordi der tydeligvis er meget mere i mændenes forhold og samtaler under overfladen, end filmen umiddelbart viser. Tsangari elsker at trække sine scener en anelse længere end normalt, og hun er ikke bange for akavet stilhed og uforløste samtaler.
Flere gange undervejs har mændene diskussioner, der trækker ud og stikker ud af underfundige tangenter. Ligner den ene af mændene for eksempel mest en voksen, tyk panda eller en ung, tynd panda? Eller hvem kan holde den flotteste erektion i længst tid?
Man skraldgriner dog ikke undervejs af de små påfund og diskussioner.
I stedet undrer og betager man sig over den skæve og sorthumoristiske situation, de seks mænd har sat sig selv i. Filmen er skåret ganske realistisk og nøgternt betragtende, men alligevel synes det hele en kende ved siden af virkeligheden.
På den måde minder Tsangari meget om sin kollega og landsmand Yorgos Lanthimos, der med film som Dogtooth og Alperne også bevæger sig i et skævt hybridunivers mellem noget genkendeligt og noget absurd.
Undervejs går det op for én, at filmen kun er besat af mænd i alle rollerne. Endnu mere interessant bliver det dog, at Chevalier undersøger mændenes ego og deres gruppedynamik set gennem en kvindelig instruktørs øjne.
Skal filmen så forstås som en allegorisk fortælling om menneskets adfærd og mænds evige konkurrenceiver? Det er umiddelbart oplagt, men filmen gør nærmest en dyd ud af ikke at besvare noget som helst endegyldigt.
Chevalier er spækket med scener, der emmer af ubestemmelig intensitet og uforudsigelighed, så man aldrig rigtigt ved, hvad man skal forvente. Som når Josef (Vangelis Mourikis) stolt vil vise de andre sit flotte, erigerede lem, eller når Dimitris mimer en dybfølt udgave af 70’er-sangen Lovin’ You.
Det hele bindes eminent godt sammen af et storspillende ensemble i en film, der er dybt original og herligt gådefuld.
Kommentarer