Chimpanser siges at være det dyr, der minder mest om os mennesker. Men når man ser Chimp Crazy, kan man fristes til at spørge sig selv, hvem det egentlige vilddyr er.
Er det kælechimpansen i halsbånd eller menneskeejeren, som holder snoren?
Instruktør Eric Goode (Tiger King) dykker igen ned i amerikanske underverden af privatsalg af eksotiske dyr i dokumentarserien Chimp Crazy, hvor de medvirkendes besættelse af de menneskelignende dyr udfoldes hen over fire episoder.
Midt i denne verden står den selverklærede Dolly Parton-lookalike og abebesatte Tonia Haddix, der stjæler dokumentarens spotlight. Med sine blonde extensions, solariefarvede hud og nul selvbeherskelse passer hun perfekt ind i det Joe Exotic-formede hul, som dokumentaren forsøger at udfylde.
Generelt er der mange ligheder at finde mellem de to hovedpersoner i Eric Goodes dokumentarer, og det er åbenlyst, hvorfor Tonia er blevet valgt som hovedfokus i Chimp Crazy.
Ligesom kongen af tigrene er hun bramfri og afspejler en amerikansk subkultur, hvor chimpanser, fastfood og diverse skønhedsprocedurer er en fast bestanddel i hendes liv.
Dokumentaren uddyber historien om USA’s hang til at have chimpanser som kæledyr. Historier om chimpanser, der vokser op blandt mennesker, udvikler sig til tragedier på familiers grynede hjemmevideoer.
Rædslerne skildres, når de nuttede baby-chimpanser vokser til dyr på 60 kilo og i et horribelt forsøg på at være teenagerebelske tyer til voldelige angreb i afmagt over et liv i fangenskab.
Goode har de filmiske greb i sin hule hånd, og serien går fra at være oplysende til en vaskeægte whodunit, hvor true crime og Planet of the Apes blandes i det ene absurde plottvist efter det andet.
Tonias fascination af, hvor meget chimpanser minder om os mennesker, både fysisk og intelligensmæssigt, dækker over et ekstremt behov for at være omsorgsfuld.
”Du kan forme dem til at være ligesom dig,” fortæller hun sin øjenvippetekniker. Hendes forhold til chimpanserne har overskredet grænsen mellem kæledyr og baby og bevæget sig ind i en Münchausen by proxy-gråzone.
Chimpanserne bliver drømmen om et barn, der aldrig vokser fra behovet for den moderlige omsorg. På den måde kan man komme til at elske en abe højere end sine egne børn. Alligevel bliver chimpansebørnene holdt i snor og lukket inde i bure.
Der er tale om en dysfunktionel dyresubkultur, hvor magtliderlighed eksisterer i symbiose med kærligheden. Bag den enorme kærlighed for chimpanserne gemmer sig nemlig vanrøgt af dyrene, som Goode også undersøgte i sin forrige dokumentar.
Tiger King er en fascination af det eksotiske dyremiljø, hvis spraglede persongalleri – og en pandemi, der holdt alle indendørs – var med til at gøre det til en af Netflix’ mest succesfulde doku-serier nogensinde.
Det negative lys, Tiger King kastede over miljøet med eksotiske dyr, reflekteres i mange af dokumentarens facetter. Filmholdet har svært ved at få folk til at medvirke i dokumentaren. Det tvinger Goode til at hyre en instruktør, der kan agere i hans sted og få dyreentusiasterne til at medvirke på falske forudsætninger.
Serien er ad flere omgange på kant med loven, og vi får lov til at være med i de bagvedliggende, etiske overvejelser.
I Tiger King var Goode så opslugt af det ekstremt underholdende persongalleri og deres interne fejder, at debatten om tigrenes ve og vel blev tilsidesat for spørgsmålet, der endte med at dele internettet i to. Hvis side er du på: Joe Exotics eller Carole Baskins?
Nu er det i stedet People for the Ethical Treatment of Animals, der får rollen som Tonias nemesis. Som en mere rationel og langt mindre dramatisk version af Carole Baskin agerer nonprofit-organisationen som fornuftens stemmen og er med til at give serien en dybde, der udfordrer Tonias påstande.
De modsigende udsagn giver Crazy Chimp spænding og gør, at fire afsnit ikke føles for langt. Tværtimod. Man græmmes over ejernes grænseløse adfærd i forhold til chimpanser, men ligesom en bilulykke kan det være svært at kigge væk.
Kommentarer