Chinese Puzzle

40-årige Xavier har en midtvejskrise, der er noget mere kaotisk end den gængse mands.

Han bliver skilt, og ekskonen flytter med parrets to børn fra Paris til New York. Han lider af skriveblokering i forhold til sin autofiktive roman. Han træder til som sæddoner for sin bedste veninde. Han bliver gift proforma med en amerikansk kineser. Og så bliver han bolleven med sin ungdomskæreste.

Derudover har han eksistentielle samtaler med afdøde filosoffer, der tropper op i hans lejlighed iført fortidens gevandter.

”De eneste, der kan hjælpe, når livet er noget rod, er de tyske filosoffer – som Schopenhauer,” forklarer Xaviers fortællerstemme.

Filmen er i sig selv noget rod, men den er drevet af en impulsiv og morsom energi, som man bliver revet med af. Også rent visuelt, som når de tre kvinder i Xaviers liv – ekskonen Wendy, den lesbiske bedsteveninde Isabelle og ekskæresten Martine – bliver introduceret med fotos fra for- og nutid, der klippe-klistres ind i stop-motion-sekvenser.

Det er lidt umotiveret, men fungerer på sin egen charmerende måde.

Filmen er i det hele taget flot. Der er virkelig gjort noget ud af locations i New York med fede, rå lejligheder og Chinatowns smukke neonskilteskov.

Alfa og omega for Xavier (spillet af en veloplagt Romain Duris) er, at hans børn har deres far i nærheden. Så han flytter selv til New York, hvor han i første omgang crasher hos sin bedste veninde.

I de to forrige film i trilogien, Det spanske hotel (2002) og Forelsket, forvirret (2005), boede de to også sammen, og i det hele taget er der mange røde tråde gennem de tre film.

Utroskab er et gennemgående tema, ligesom det at flytte til et fremmed land. Man kan med fordel se de to forrige film. Så forstår man også, hvorfor Xavier kan tale spansk med latino-medarbejderne i det cykelbudsfirma, som han bliver ansat i.

Xaviers problemer er mange. Blandt andet efterlyser hans franske redaktør – foruden flere kapitler – mere drama og mindre lykke i Xaviers bog. Det er forfatteren ikke enig i. Bogen er jo en spejling af hans eget liv, og han fisker indirekte efter sympati fra redaktøren, der i stedet latterliggør bogens uheldige helt.

Der er også en ucharmerende amerikansk advokat, der rådgiver Xavier helt håbløst, og en pinligt fordomsfuld historie om, hvor grove og mistroiske ægteskabsmyndighederne er i USA

Xaviers børn er i øvrigt unaturligt upåvirkede af hele historien. Hvis vi skal tro på, at de er så påvirket af deres rodløse liv, som filmen foregiver, hvorfor kommer der undervejs så ingen reaktioner fra dem?

Til gengæld gør skuespillerne det virkelig godt, og man kan ikke andet end at holde af dem.

Filmen er overraskende sjov, som når Martine, spillet af en skøn Audrey Tautou (Amélie fra Montmartre), kommer til New York for at forhandle med et internationalt kinesisk teselskab.

Xavier udgiver sig for at være hendes assistent og taber kæben under mødet, da Martine viser sig at kunne tale flydende kinesisk – og samtidig formår at sætte de konservative, nationalchauvinistiske mænd i bestyrelsen på plads ved at citere et stærkt symbolsk digt på mandarin. Hendes alvorlige udtryk, da hun formulerer de svære ord, er et komisk højdepunkt.

I længden bliver Xaviers rodede liv lidt anstrengende at være en del af. Sådan har han det i øvrigt også selv. Filmen tager heldigvis pis på selvmedlidenheden, for Martine kan slet ikke se problemet i hans liv – og det redder filmen, at den ikke tager sig selv for seriøst.

De forskellige historier er for overdrevne, og det er blandt andet derfor, at de tre film af Cédric Klapisch ingenlunde er så formfuldendt charmerende og medrivende som Richard Linklaters Before-trilogi. Dem kan man i langt højere grad identificere sig med.

Alligevel er det unægtelig et fedt dramaturgisk træk, at man kender og selv bliver ældre sammen med karaktererne. Man føler helt enkelt større engagement.