Chronic

Hvordan taler vi om døden? Ikke den heroiske Hollywood-død. Den virkelige, klamme død, kroppens regression til et prækulturelt, driftstyret stade. Dér, hvor sygdommen tager kontrollen over lort og lyst.

Taler vi om den?

Ikke for alvor. I stedet institutionaliserer vi døden, vi giver lorten videre til systemet, så vi slipper for at tale om den, altså virkelig tale om den og alle praktikaliteterne. Det må sygeplejersker og plejepersonale tage sig af.

Men der er mennesker, som vier deres liv til at hjælpe andre ind i døden. Hvorfor gør de det? Er de engle eller dæmoner?

Da den mexicanske instruktør Michel Francos egen bedstemor lå for døden, og han pludselig oplevede at stå på sidelinjen, mens en sygeplejerske holdt familien på afstand af alt det ”ulækre”, men også det allermest intime, stillede han sig selv disse spørgsmål. Og han besluttede sig for at lave en film om en sygeplejerske, der arbejder med den sidste omsorg.

Det er der kommet et lige dele enigmatisk og empatisk portræt ud af. En film, der nøgternt afsøger sit emne med dødens tålmod og uforudsigelighed.

Michael Haneke må være et forbillede, for Franco viser os – med lange indstillinger, der ikke psykologiserer, men blot repræsenterer – de knugende realiteter. Han beder os om at forstå en mand, der har hengivet sig til de døende. Han beder os om at forstå døden i al dens morbide kropslighed.

I altafslørende totalbilleder overværer vi, hvordan sygeplejeren David trækker trusserne ned, fulde af fæces, bader kvinden, redder hende. For en stund.

Filmen åbner med en lang indstilling, et blik gennem en bilrude, nogen betragter kvinden, der sætter sig ind i sin bil og kører væk. Tim Roth kommer til syne som manden bag rattet. Han følger efter kvinden. Stalker han?

I næste billede ser vi ham give en radmager, syg kvinde et bad. Er han sociopat eller sendt fra himlen?

Så omfavner han en anden kvinde, ikke voldeligt, men omsorgsfuldt. Hjælper hende i tøjet. Den uretmæssige skepsis, vi ofte nærer over for offentligt plejepersonale, bliver her givet kød og blod.

Gennem hele filmen, mens evigt ensomme David går gennem livet fra den ene døende til den næste, lurer mistanken. Selv om han aldrig gør noget, der forulemper patienterne. Men han dukker op til begravelsen og overskrider en grænse.

Han tager en bog om arkitektur med til den døende arkitekt, som ikke har andet end sin liderlighed tilbage. David stiller hans lyst med porno, forbilledligt, og familien lægger sag an! For hvorfor går han så tæt på? Hvorfor elsker deres elskede ham?

Sygeplejer og kræftramt patient taler smerteligt uden om et assisteret selvmord, uden at hæve stemmen, uden at sige ordet ”død”. Og det er symptomatisk for filmen, at den portrætterer en verden, hvor vi ikke direkte kan tale om vores rejses endemål.

Det gælder desværre også Francos behandling af sin hovedperson. Vi får aldrig mere end antydet Davids historie – hvem er han uden for dødsriget? Hvad er det, der sker med kvinden, ekskonen, som han stalker på nettet og i virkeligheden? Sønnen, der døde. Hvorfor han har viet sit liv til de døende?

Tim Roth har jeg elsket, siden han slog igennem som Mr. Orange i Tarantinos Håndlangerne, og her leverer han måske karrierens bedste præstation.

I 2012 gav han som juryformand i Cannes-sidekonkurrencen Un Certain Regard hovedprisen til Francos After Lucia og opsøgte efterfølgende instruktøren, der sidste år vandt en pris i Cannes for dette manuskript. Det var således Roth, der gjorde hovedpersonen til en mand. Og han er en sølle, nedbrudt mand, som fortabt fortæller kvinden på en bar om sin afdøde kone. Men også en klippe i den terminale fase.

På intet tidspunkt smider han den maske af tvetydighed og mystik, som holder os naglet til lærredet.