Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn

Man bliver hurtigt lækkersulten, når man ser Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn. Den flyder nemlig i chokolade!

Sammen med sine hæse musevenner Frederik og Ingolf sætter Cirkeline kurs mod Afrika for at hjælpe sin nye veninde, Prinsesse Coco, med at finde vejen hjem til Chokoladeland.

Der kan man se de bittersøde godter vokse på træerne, siger hun.

Undervejs møder de en perlerække af nye venner. Blandt andet en brun musefamilie, der i en charmerende musicalscene synger om, hvordan man laver chokolade af kakaobønner.

Men før de enkelt tegnede og idylliske billeder af et eksotisk kontinent fyldt med søde sager bliver for vidtløftige, tager filmen en vellykket, kritisk drejning.

Ligesom i DR’s aktuelle dramaserie Liberty vender børnefilmen spejlet imod os velmenende europæere. Musenes chokolade bliver nemlig systematisk stjålet af to fedladne, hvide rotter iklædt Hawaii-skjorter og solbriller.

Og hvis rotterne ikke får deres vilje, truer de med store konsekvenser for den lille, slavegjorte musefamilie. Men det finder vores Cirkeline og Coco sig bestemt ikke i.

I bagtroppen for den spændende rejse til Afrika finder vi det forældreløse næsehorn Oswald. Han fremstår som et socialrealistisk islæt i den ellers fantasifulde historie. Vi ser ham som en lille vildbasse, der opfører sig dumt for at få de andres anerkendelse, og han græder, når det slår fejl.

Mens de andre figurer lærer af hinanden, brokker han sig igennem hele filmen og ender med bare at få sin vilje.

Noget anderledes forholder det sig med den afrikanske Prinsesse Coco. Som en rigtig diva står hun flere gange fast på, at de andre skal bære hende. Hun er jo for fin til at traske rundt i mudderet. Men når det gælder, viser hun sig at være en handlekraftig og loyal ven.

Instruktør Jannik Hastrup – som også står bag de andre film om den mørkhårede miniputpige fra stenbroen – har skabt Prinsesse Coco for at give det magiske univers en karakter, som brune børn kan spejle sig i.

Første gang Cirkeline ser hende, bemærker hun, hvor meget de to ligner hinanden.

Men musen Frederik kan ikke se ligheden. Han griner kækt og ser i stedet sit snit til at prøve at være lidt sjov. Så han tager lidt af chokoladekagen, som står på køkkenbordet, og tværer det rundt i hovedet på Cirkeline, før han udbryder: ”Nu ligner I hinanden endnu mere!”

Vores animerede venners eventyr starter med en ubehagelig nødlanding i et fly efter en plump advarsel fra piloten om, at de fløj på eget ansvar.

Når de igen har fast jord under fødderne, møder de den 132-årige mus Karen, der byder dem velkommen til det, hun grandiost kalder for ”Mit Afrika”. Nogle vil lægge mærke til, at hun til forveksling minder om den danske forfatter Karen Blixen, der om nogen er særligt knyttet til kontinentet.

Selv om Cirkeline peger på giraffer og elefanter, som stikker hovedet frem mellem de knejsende træer, ved vi godt som publikum, at de grønne omgivelser slet ikke er så eksotiske, som vores figurer tror.

I virkeligheden er de ikke nået længere end til Zoologisk Have, og overalt hænger balloner med påskriften ”Zoo”. Det læser Ingolf dog som ”Afrika”, og sekvensen bliver en urkomisk kritik af vores simplificerede og eksotiske udgave af det afrikanske kontinent.

Let som en leg blander Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn skønne forestillinger om Afrika og dets turbulente historie til en fantastisk fortælling om venskab og retfærdighed.

Handlingen afspores, når Oswald grundløst og uforløst stjæler rampelyset for en stund. Han er øjensynligt skrøbelig og ensom. Men filmen nøjes med at kradse i overfladen, når næsehornet har sine små vredesudbrud, mens vi ser en udvikling i de andre karakterer.

Selv om det er 50 år siden, at Cirkeline første gang kunne opleves i farver, holdes fanen højt med et nedtonet og naivistisk udtryk, hjertevarme og åbent sind. Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn føles frisk, som om vi mødte universet for første gang.