Amerikanske Frederick Wiseman er den sociologiske dokumentarfilms mester.
I et halvt århundrede har filmskaberen skildret og udforsket amerikanske sociale institutioner indefra. Det har gjort ham til en af de vigtigste og mest originale stemmer i dokumentarens verden.
Siden sin første film i 1967, Titicut Follies, om et fængsel for sindssyge i Massachusetts, har Wisemans skarpe øjne bevæget sig langs væggen i rum, hvor mennesker lever og organiserer sig: kontorer, skoler, fængsler, hjem og byer.
Små verdener i verden.
Som i Near Death, hvor han følger et hospitals ansatte og indlagte. Eller Domestic Violence, hvor han får adgang til et kvindehjem for voldsramte.
91 år gammel retter den vitale veteran øjnene mod sin hjemby Boston i City Hall. Og det er et imponerende dybhavsdyk på 270 minutter ned i maskinrummet på Bostons rådhus.
Selv for Wiseman, der er kendt for sine grundige skildringer, er det en lang spilletid. Alligevel bliver den ikke kedelig. Og det på trods af, at filmen ligger ud med en lang åbningsscene, hvor byens budget præsenteres på PowerPoint!
Man bliver som beskuer langsomt suget ind et fascinerende univers, hvor stille dramaer udspiller sig. Det er ikke nødvendigvis de enkelte dele af institutionen, der er spændende. Det er den samlede sum, som Wiseman præsenterer os for, der gør City Hall til så betagende en oplevelse.
Rådhuset har hjemme i en enorm, brutalistisk bygning, men det er ikke af arkitektonisk interesse, at Wiseman har bedt om adgang. Det er i stedet til en undersøgelse af de idéer og idealer, komitéer og ansatte, der udgør det kommunale styre.
Og det er netop denne interesse for interaktioner, sociale strukturer og funktioner, der gør den aldrende instruktør til så dygtig en sociologisk observant.
Det menneskelige portræt.
Som i sine tidligere produktioner er Frederick Wiseman selv fraværende. Der er ingen fortæller, der tager os i hånden, alle former for direkte interviews er udeladt, og personerne præsenteres ikke med informative bjælker.
Tingene folder sig blot ud foran os.
Intet af handlingen er skrevet eller manipuleret. I bedste fluen-på-væggen-stil er vi vidne til en kommunal vielse af et lesbisk par, budgetmøder, åbne høringsmøder, samtaler om racisme, kønsdynamikker og fødevaremangel. Vi deltager i interne møder og besøger parkeringskontoret, hvor menigmand kan dukke op og klage.
Men vi kommer også sammen med kameramanden John Davey ud af rådhusets rammer. Til inspektioner af nye ejendomme, skraldeafhentning, udryddelser af rotter, anlæg af nye cykelbaner, hjælp og assistance i den lokale fødevarebank for de fattigste bostonians.
En stor institution som et kommunalt styre kan være svær at begribe. Ikke desto mindre formår Wiseman med sin mastodontdokumentar at vise, hvordan maskinrummet fungerer, og hvor betydningsfuldt det er.
Ligesom hans andre film er City Hall uden egentlige protagonister, men den mest gennemgående karakter er den demokratiske borgmester Marty Walsh, der har siddet på posten siden 2014.
Når man tager i betragtning, at dokumentaren blev til mellem 2018 og 2019, hvor en helt særlig person besad det højeste embede i USA, er det befriende at opleve en oprigtig og sympatisk politiker.
Walsh er Donald Trumps antitese.
Det meste af tiden ser vi den irsk-amerikanske borgmester til ceremonielle arrangementer og holde taler, men takket være personlige anekdoter lærer vi ham at kende. Han overlevede som barn kræft og har skrabet bunden med alkoholisme.
Marty Walsh tror inderligt på, at regeringen og kommunen er til for at hjælpe. Og det er noget af det mest centrale i City Hall. I USA har der altid været en udbredt skepsis over for centrale aktører: kommunale og statslige.
Her viser Wiseman, at institutionen er til for alle. ”Folk, der arbejder for byen, arbejder for jer,” forklarer en ansat.
Kommunen er ikke perfekt og kæmper med flere udfordringer, men summen af dets individer gør en hæderlig indsats.
City Hall er en film, alle amerikanere burde se.
Kommentarer