Den franske diva Catherine Deneuve går i Claire Darling sin alder i møde, når hun samler sine ikoniske, honningblonde lokker i en stilig, grå knold.
Forfatter og instruktør Julie Bertuccelli (Da Otar rejste ...) har castet Deneuve som en formidabel, men tilbagetrukket matriark, der en morgen vågner op i sit rodede, statelige chateau med den faste overbevisning, at dette er hendes sidste dag på jorden.
Måske er det snigende demens, måske er det en forudanelse. Men uanset hvad beslutter hun sig for at sælge alle sine ejendele og hyrer nogle lokale fyre til at slæbe sengene, garderoberne og alle hendes mange samlinger – gamle breve, Tiffany-lamper og antikke robot-automatoner – ud i haven, hvor hun holder loppemarked.
Det er som at se en nyindspilning af Alzheimer-dramaet Still Alice med den japanske indretningsekspert Marie Kondo i hovedrollen. Bare på fransk.
Selv om Julie Bertuccelli holder sig inden for rammerne af det gode, europæiske drama, hvor hver akt rundes pænt af med at afsløre noget nyt om karaktererne, så lykkes det for instruktøren og hendes velvalgte hold at skabe en film, der er foruroligende sælsom.
Der er surrealistiske træk undervejs: børn klædt i gammeldags tøj, en hær af kvinder, der iført brudekjoler boltrer sig i skoven, cykler, der sidder fast i træerne.
Måske er det Claires fantasi, måske sker det hele virkelig på denne hede sommerdag, hvor landsbyen forbereder sig på en stor fest, der skal byde på fyrværkeri, cirkusnumre og karnevalsløjer.
Filmens klipning er et kunststykke i sig selv. Veteranen François Gédigier holder virkelig publikum på tæerne, særligt når dramaet skubber os i den forkerte retning.
På et tidspunkt taler Claire med en ung mand fra landsbyen, der ét klip senere forvandles til hendes søn Martin. Det er lige så forvirrende og foruroligende for os som for den ældre kvinde.
Filmen opbygges som et eftertænksomt essay om hukommelse, ejendele, skyld og den svære kunst at give slip på fortiden.
Fornemmelsen af, at der er noget personligt på spil forstærkes på flere måder. Dels stammer mange af de objekter, der et helt liv har udgjort Claires ballast, fra skuespillerne og instruktøren, og dels har Chiara Mastroianni, datter af Catherine Deneuve og hjerteknuseren Marcello Mastroianni, rollen som Claires datter Marie.
De to har tidligere spillet mor og datter, men her er der en særlig ømhed, som trænger sig stadig mere på, efterhånden som de nærmer sig en forløsning af de gamle nag, ingen af dem har kunnet give slip på. Både Claire og Marie er kvinder hjemsøgt af fortiden.
I flashbacks ser vi de to kvinder, hvor Claire spilles af Alice Taglioni. Hun ligner måske ikke just den unge Deneuve, vi alle kender, men hun har den rette arrogance og samme småborgerlige koldblodighed, der kendetegner Claire. Hun er en kvinde, der klamrer sig til sin klasse og velstand ved at købe mere og mere, en neurotisk redebygger.
Nogle vil måske føle, at historiens drejninger og afsløringer er en kende forudsigelige.
Svagheden har formentlig mere at gøre med Lynda Rutledges amerikanske romanforlæg end med filmens manuskript. Det er ikke svært at gætte, hvad der hændte Claires søn Martin, eller at hendes bedstemors højt skattede ring – den, som hun anklager Marie for at have stjålet – vil dukke op igen inden rulleteksterne.
Den slags dramatisk ordentlighed lugter af mellemgode bøger, som anbefales i bogklubben.
Men skuespillerne med Deneuve i front gør Claire Darling til en lille, filmisk godte. Det er et værk, der først lader os hvile i smukke tings skønhed og dernæst i den skønhed, der findes ved at se dem forsvinde.
Marie Kondo ville være stolt.
Kommentarer