”Jo mere du elsker ham, jo større bliver han,” er sloganet til filmen.
Det lyder jo vildt uhyggeligt, når man har at gøre med en rød hund på størrelse med en autocamper.
Men Clifford er menneskets bedste ven, og der er intet at frygte for børnefamilierne blandt publikum. Kun banaliteten, der kommer langsomt krybende.
Instruktør Walt Becker har før bevæget sig i territoriet af let glemte komedier med John Travolta som stjerne i Wild Hogs og Old Dogs, før han prøvede kræfter med Alvin & de frække jordegern 4.
Ingen af delene vandt ham den store anerkendelse.
Clifford – den store, røde hund er et nyt forsøg. Filmen er baseret på den elskede, amerikanske børnebog af Norman Bridwell, som satte pennen til papiret i 1963 og skabte figuren. Siden 2012 har en live-action-version været i støbeskeen.
Hvor Clifford i tegnet udgave ser munter og gæv ud, er han i denne film animeret og ligner mere en normal hund. Ud over at han er rød som en hummer. Og altså gigantisk.
Emily (Darby Camp fra Big Little Lies) er tolv år gammel og flyttet til New York med sin mor.
Hun er en kvik, rødhåret pige. Da moren skal udenbys, overtaler Emily sig til at blive passet af sin håbløse onkel Casey (Jack Whitehall) i weekenden, hvilket plejer at gå galt for ham.
På vej til skole får Casey og Emily øje på et mystisk telt. Det er et dyreinternat styret af den gakkede Bridwell (John Cleese). Lasse Lunderskovs danske stemme til karakteren er nærmest katastrofal. Hvor han burde være vittig og elskelig, fremstår Bridwell mere pløret og usammenhængende.
Han prakker Emily en lille, rød hundehvalp på, men onkel Casey må ansvarligt sige nej.
I skolen latterliggør børnene nytilkomne Emily. Hun er den eneste, der har samlet pantdåser sammen til velgørenhedsdag og taber dem på gulvet i bar ydmygelse.
Klassens strigle kalder hende for ”Fattiggården”. Og ingen behandler hende pænt ud over Owen – en dreng med så store briller, at alle og enhver forstår, at han er klog.
Om aftenen finder Emily ud af, at Bridwell har sneget den røde hundehvalp ned i hendes skoletaske, hvor Clifford har rumsteret som en glemt madkasse. Emily bliver så glad, at hun fælder en tåre af kærlighed til hunden.
Clifford fortrylles, og næste dag er han stor som en elefant. Herfra tager filmen virkelig fart, da en gal millionær vil kidnappe Clifford for at genmanipulere hunden.
Man kan selvfølgelig ikke kritisere en film om en stor hund for at være urealistisk, men filmen er ikke desto mindre plaget af et ganske usandsynligt hændelsesforløb. Der er ingen naturlig kausalitet.
Af uforklarlige grunde tager de Clifford til dyrlæge, hvor dyrlægen bliver kylet rundt af den legesyge hundehvalp.
Derefter terroriserer det ildrøde væsen Central Park. Der skulle ikke pilles meget ved lyden for at gøre denne sekvens til en gyserfilm for voksne.
Men for de helt små er der vist flere komiske guldkorn at klukke af, når Clifford underholder med hundetis og hundeprutter.
Det ældre publikum må nyde onkel Casey. For hvis Clifford er en forvokset hvalp, er onklen den menneskelige ækvivalent: et fuldvoksent drengebarn, hvis fjogede uduelighed skal more os.
Og det lykkes. Jack Whitehall har i rollen et overskud af komisk timing, og de danske stemmer følger godt med i den rappe replikudveksling mellem ham og Emily.
Clifford – den store, røde hund kan bestemt noget, men stereotype karakterer trækker desværre ned. Den kloge rødhårede. Den sløsede drengemand. Og værst er den asiatiske hjælper, som er god til tal og har et hjem udsmykket med kinesisk kunst. Som om alle amerikanske asiater har porcelæn med drager på.
Man får ondt af de arme mennesker. Det nævnes utallige gange, hvor sød hunden er, men opvejer det, at han ødelægger alt fra biler til butikker?
Efter 97 minutter i Cliffords selskab har man lyst til at gå i rette med Shu-bi-dua: Kvinder, kager og jordbær er faktisk at foretrække for en vuffeli-vov.
Kommentarer