Club Zero

Det handler om at tro, belærer en ung kvinde en traumatiseret skolebestyrelse i slutningen af østrigske Jessica Hausners Club Zero. 

Du skal bare tro nok, så bliver det til en sandhed, selv hvis det, du tror på, er, at kroppen ikke behøver mad. Og forældrene vil så gerne forstå. Men kan det virkelig passe, at man ikke behøver at spise? 

Den absurde påstand er tidens ånd sat på spidsen, hvor alt beror på ”synsninger”, og hvor tro trumfer fakta. Men Club Zero er ikke sat i verden for at belære os om fake news og magtfulde algoritmer. 

Den vil have os til at føle den angst, som relativismen medfører i ungdommen. 

Når hele ens verden kan manipuleres, hvordan finder man så sine holdepunkter i tilværelsen? Og hvis man med sin påvirkelige, endnu ikke færdigudviklede hjerne vælger at sætte sin lid til en overbevisning, der viser sig at være skadelig, hvordan får man så ændret sit verdensbillede? 

I den allegoriske Club Zero hedder den overbevisning Miss Novak (fremragende spillet af Mia Wasikowska). En lyttende, forstående, men også autoritativ og manipulerende kostvejleder, der bliver ansat på en elitær privatskole, fordi et forældrepar fra den kreative klasse har fundet hende på nettet og synes, at hun lyder cool. 

Ikke at der er noget galt med deres datter Ragnas vægt, men det ville måske hjælpe på trampolin-træningen, hvis hun tabte et par kilo? 

Rektoren på eliteskolen (spillet med bestandig komisk tæft af Sidse Babett Knudsen) synes, det lyder spændende. Hendes primære job er at please de rige forældre, så hun foregiver at lytte interesseret til ethvert forslag, der kommer hendes vej. 

”Bevidst spisning,” som Novak prædiker, går i al sin enkelhed ud på at spise mindre. To håndfulde elever har tilmeldt sig hendes valgfag, hvor fine plancher forklarer, hvordan det rent faktisk er dårligt for dig og dine celler med al den mad. 

Faktisk skal du kun spise én fødevare ad gangen. Og hvis du er rigtigt dygtig, så kan du blive medlem af et hemmeligt fællesskab kun for de bedste. Dem, som lever helt uden mad – Club Zero. 

I et idealistisk ungdomssind giver Novaks pointer god mening. Fred, hvis White Saviour-forældre har efterladt ham til fordel for et projekt i Ghana, ræsonnerer, at hvis de stopper med at spise, vil ingen fattige dø af sult. 

Gode intentioner er der nok af. 

De snakker om at udligne den økonomiske ulighed og redde planeten. De sidder i kantinen, skærer ihærdigt i deres mad, fører det op til munden, ned på tallerkenen, indtil de til sidst skraber maden i skraldespanden. 

Ingen af de privilegerede unge kan se deres medfødte fordele i det kapitalistiske lykkehjul, eller at de ingen forskel gør. De har fået et holdepunkt i tilværelsen. En overbevisning, som ingen kan tage fra dem. 

Nogle har fået det ind med modermælken – som Elsa, der har lært at kaste op af at se sin mor gøre det. De travle karriereforældre står for skud i Club Zero, hvor et barn er lig med endnu et projekt, der skal lykkes. Ingen af dem spørger de unge mennesker, hvordan de egentlig har det. 

Al forskning viser, at de ikke har det godt. 

Inden instruktør Jessica Hausner skrev manuskriptet sammen med sin faste skrivepartner Géraldine Bajard, interviewede hun gymnasieelever, der kunne berette om angst, dysmorfofobi, selvskade, spiseforstyrrelser og selvmord. 

Filmen består af et indbydende, pastelfarvet univers med en nærmest rituel underlægningsmusik, der vækker mindelser om serien The White Lotus, en stilistisk fotografering og et production design, som forstærker den satiriske fabel. 

Men det er den kroniske spisevægring, der printer sig fast som et symptom på de unges tilstand. 

Club Zero er en horrorfilm i Wes Anderson’ske fåreklæder. Et dystopisk skrig fra ungdommen.