Galskaben når sit højdepunkt, da den narkopåvirkede sortbjørn sniffer en bane kokain fra et afrevet menneskeben.
Det skulle man i hvert fald tro.
Men Cocaine Bear lader sig ikke diktere af noget så kedeligt som ”nu må det være nok”-tankegangen. Den kulsorte komedie-thriller arbejder tværtimod ud fra mottoet ”jo vildere, jo bedre”.
Smugleren Andrew C. Thornton (Matthew Rhys i en sjov cameo) er i gang med at transportere en stor sending kokain i et lille fly. Han smider lasten ud over et naturreservat, hvor kumpaner skal afhente de ulovlige stoffer.
Da han selv skal springe ud af flyet, banker han hovedet imod loftet og falder dramatisk i døden.
I skoven finder en sortbjørn nogle af de mange tasker fyldt med kokain. Og da den først får smag for det hvide pulver, skyer den absolut ingen midler i en morderisk jagt efter mere til snuden.
Imens leder gangstere efter den dyrebare last, og et par børn er også i skoven, hvor de leder efter et vandfald. Den enes mor søger efter børnene, mens en flok andre mere eller mindre uskyldige menneskers vej krydser det skarptandede kokainmonster.
Cocaine Bear erpå sin vis meget ligetil, men instruktør Elizabeth Banks og manuskriptforfatter Jimmy Warden forsøger at fylde filmen med så mange vittigheder, absurde optrin og gruopvækkende øjeblikke som overhovedet muligt.
Derfor kommer vi kun overfladisk ind på livet af de fleste mennesker i filmen. De er først og fremmest ofre, der er til for at blive flået af bjørnen.
Og det bliver de med stor bravur!
Selv om bjørnen er hundrede procent CGI-skabt, er den yderst overbevisende. Den har tilmed fået tilføjet en masse små finurligheder, som ikke ville være mulige med en ægte bjørn.
Som når den tager en bane kokain på det afrevne ben eller de mange morsomme øjeblikke, hvor bjørnens attitude er mere som en party-fyr i byen end et dyr. Man kan selvfølgelig indvende, at der ikke er så langt mellem de to.
Cocaine Bear er af og til som en gyser, hvis den var lavet af Anders Thomas Jensen. Der skrues helt op for det bizarre og kitschede 1980’er-univers, og filmens excentriske personer er små gaver til lattermusklerne.
Især Margo Martindales skovbetjent er garant for stor underholdning. Hendes håbløse stræben efter naturvejlederen Syd (Jesse Tyler Ferguson) har mange gode momenter.
Keri Russell er overbevisende som moren, der vil gøre alt for at få sit barn tilbage. Der er snusfornuft og handlekraft, og hvis man endelig skal klage over noget, er det, at filmen har for mange spændende folk til, at de alle kan få nok tid på lærredet.
En af dem er afdøde Ray Liotta.
Cocaine Bear er den sidste film, han nåede at færdiggøre før sin alt for tidlige død. Som så mange gange før spiller han en gangster. Der er ild i øjnene og en skræmmende tilstedeværelse, som kun Liotta kunne bibringe.
Og der er bid i Cocaine Bear i mere end en forstand. Man skiftevis skraldgriner og taber kæben af nogle af de mange WTF-øjeblikke.
Det vildeste er næsten, at historien er baseret på virkelige begivenheder. Filmatiseringen tager sig dog nogle kreative friheder, som der er brug for. I virkeligheden døde bjørnen højst sandsynligt kort tid efter at have indtaget den store mængde kokain. Den nåede således ikke at gå bersærkergang.
Bliver filmen en kommerciel succes, skulle det ikke undre, om der kommer en fortsættelse.
En af personerne i filmen bemærker undervejs, at det ville være vildt at se en stor hjort på coke. Eller man kunne fokusere på narkobaronen Pablo Escobars flodheste, som er sluppet løs af deres fangenskab og nu truer den naturlige fauna i Columbia.
Mulighederne er mange, men en ting er sikkert: Skoven bliver aldrig den samme efter kokainbjørnens hærgen!
Kommentarer