Come Play

Dårlige gyserfilm kan være stærkt underholdende med hysterisk skuespil og sære monstre.

Come Play – om en tavs, autistisk dreng, der igennem sin iPad får kontakt til et langlemmet monster – bejler til b-filmens fornøjeligheder, men den er ikke skør nok til at være morsom.

Omvendt er den heller ikke overbevisende nok til at skræmme.

Gyseren forsøger for mange ting på én gang og vil gerne sige noget kløgtigt om både teknologisk fremskridt og svære familierelationer. Inde under gyserklædedragten gemmer sig en socialrealistisk historie om en dreng, der mobbes i skolen, og et forældrepar, der er på vej gennem en skilsmisse.

Det er der kommet et lille mesterværk som Ari Asters Hereditary ud af. Men i instruktør og manuskriptforfatter Jacob Chases Come Play føles genreblandingen mere som en gimmick end hjælp til at fortælle en historie med noget på hjerte.

Drengen Oliver (Azhy Robertson fra Marriage Story med en foruroligende lighed med Danny fra Ondskabens hotel) beroliges af Svampebob Firkant på iPaden, når autismen bliver for svær at håndtere.

Den lille skærm hjælper ham med at deltage i skolens undervisning, kommunikere med sin børnepsykolog og finde samvær med andre børn, når de sætter sig tæt op ad ham for at følge med i Svampebobs eventyr.

iPads er åbenbart en stor hjælp for børn med autisme, men pludselig kommer teknologien til at spille rollen som skurk.

Inde i iPaden bor monstret Larry. Han er opstået ud af den ensomhed, der er vokset frem i menneskeheden som følge af skærmteknologien. Igennem filmen kæmper familien med det usynlige monster, der tager kontakt til Oliver igennem en e-børnebog.

Når bogen er læst til ende, vil Larry manifestere sig fysisk i verden og tage Oliver med sig til en skummel verden.

Mange forskræmte typer har sikkert overvejet Snapchat-scenariet, hvor iPaden finder et ekstra ansigt i mørket bag én, mens man er i færd med at tage et billede af sig selv med hundefilter.

Men eksekveringen i Come Play virker nærmest latterlig, når et svævende skeletfilter repræsenterer det usynlige monster.

Desuden ophæver nogle pinligt dårlige, subjektive indstillinger fra iPaden fuldstændigt filmmagien. Det ser mest af alt ud, som om nogen har placeret et kamera inde i en mørk kasse og filmet ud på skuespillerne.

Når monstret endelig kommer til syne, er det tilmed en skuffelse. Larry er en kopi af internetfænomenet Slenderman, et hvidt og langlemmet monster kendt fra computerspil. Og filmens udgave er indimellem så håbløst animeret, at Larry netop kommer til at ligne noget fra et spil.

Også gyser-scenerne mangler logisk sammenhæng for at blive uhyggelige. Døre klaprer i vinden, men er i næste indstilling lukket, så monstret Larry kan dreje på håndtaget – før den åbenlyst lukkede dør så endnu engang klaprer.

Kun på ét punkt formår filmen for alvor at skræmme.

Indretningen er sært uhyggelig med en hysterisk mængde træformede lamper og mærkelige prinsessemotiver på væggene. Kombinationen af pink puder med pyntesyninger og brune, tunge lædermøbler er næsten hårrejsende nok til at holde én vågen om natten.

Det tåbelige production design viser med al tydelighed, at filmholdet bag Come Play har truffet de forkerte valg.

I et kort øjeblik opnår filmen alligevel at blive rørende.

Olivers mor (Gillian Jacobs) har filmen igennem prøvet at skabe en forbindelse til sit ensomme, autistiske barn. Da det endelig lykkes mod slutningen, er det en smuk påmindelse om, hvor store ofre mødre er villige til at gøre.