Comeback

Thomas Vang er godt i gang med at blive en færdig mand i showbusiness. For tyve år siden var han en stor kanon som standup-komiker, ombejlet og berømt, og så begyndte nedturen.

Fordrukken og for meget med pinlige, nedslidte vitser, der er mere vandede end vand, stort set skåret over samme pikfikserede læst: bestandigt få noget på den dumme, kalde kvinder for kællinger og drikke unge piger uterligt våde og villige (det sidste får en nemesis, men det kommer jeg til).

I det lange løb bliver det for Thomas til en skandaløs skilsmisse med en glemt datter hos moren.

Sådan omtrent og meget hurtigt lægger lystspillet Comeback ud med et snapshot af et signalement af Thomas på røven. Og i røven på den langt mere succesfulde kollega Mads Andersen, som Thomas er show-opvarmer for. Hvis han da ikke er julemand eller bingobestyrer.

I begyndelsen af filmen skal han af sted med Mads til Randers for at teste dennes nye show. Igen som anden violin, et levn fra en spildt karriere. Men aftenen før afrejsen til det jyske opsøges han af sin teenagerdatter Frederikke. En rapkæftet, obsternasig og vrangvillig, spinkel kvinde med både ring og ben i næsen.

Så kører den muntre roulette i instruktøren Natasha Arthys kåde kasino for løjer og lagkage, situationskomik og slapstik. Tilsat intense øjeblikke af sandhed og konsekvens.

Arthy, som i 2000 brød igennem med børnemusicalen Mirakel og med Fighter fra 2007 viste sit talent for at skildre andre marginalgrupper end mainstream og middelklasse, er flot og frejdig tilbage på banen med Comeback.

Det er en på alle måder pjanket og plat komedie om standup-miljøet, dets oplagte gøgl og gejst og mindre charmerende vrangside, hvor alle følelser er til fals for det mere eller mindre billige grin. Med et publikum, som ikke længere tror på noget som helst ud over spot og spe og småsadistisk skadefryd.

Men Thomas’ møde med datteren og hendes umiddelbart vulgære veninde sætter noget i skred hos ham. De to tøser tager nemlig med til Randers i farens ramponerede og rustbefængte øse, hvor Mads med sin uhæmmede selvfedme som Guds gave til kvinder fylder godt op.

Men Thomas’ flade og forfærdelige vittigheder om at gå i seng med hvilken som helst kvinde uanset alder og race, familie og venner, melder sig som en boomerang i hans egen indskrænkede båtnakke.

Det er filmens clou og kerne. Den skal bestemt ikke røbes her, men er det ironiske sving i sagerne, som gør Comeback til mere og andet end en spøjs farce om livet mellem standup-komikere og deres afstumpede, indskrænkede leben på druk og hor.

Anders W. Berthelsen leverer en af sine bedste præstationer som den derouterede Thomas, der alligevel vokser med udfordringerne. 40 og fed, men ikke færdig. I og med at han erkender, at verden er mere end vittigheder og vodka. Berthelsen er fænomenal som pinlig og perfekt alenemand på en scene og rørende som en far, hvis faderskab er gået alt for sent op for ham.

Sarah-Sofie Boussnina er overmåde glimrende som den gammelkloge teenager, der gerne vil have en far, men ikke for enhver pris og vits. Veninden, spillet af Roberta Reichhardt, er også fin, som bærer af de kunstige bryster, der faktisk giver mælk til filmens indre drama. Og dramaet er selvfølgelig koncentreret omkring det dumme svin til Mads, spillet overbevisende nederdrægtigt og nidrigt ondt af Peder Thomas Pedersen.

Islandske Hallgrim Helgason, ham med 101 Reykjavik, kom med historien om et spektakulært comeback. Jacob Tingleff har sammen med instruktøren manusmæssigt sat alt på solide skinner både i det gråmelerede København og det solbeskinnede Jylland. På de små penge, englænderne sammenligner med et skobånd. Med shoestring budget er der blevet bundet en både spøjs, sød og sjov sløjfe om falske fornemmelser og ægte følelser.